Fans af britisk metalcore/post-hardcore kan glæde sig til d. 11. oktober, hvor Architects gæster Pumpehuset. Architects har de senere år været et af de mest populære britiske bands og har spillet sammen med et hav af store navne, heriblandt Parkway Drive, August Burns Red og Bring Me The Horizon. Bandet har spillet i Danmark flere gange, men dette besøg vil være deres første som headlinere af egen tour.
Siden dannelsen i 2004 har Architects udgivet en række succesfulde album, senest The Here and Now fra sidste år og Daybreaker som udkom i maj i år. Med sig på denne tour har de ligeledes britiske Heights og While She Sleeps.