Det århusianske dødsmetalband Crocell og forsanger Magnus Jørgensen har valgt at afslutte deres samarbejde, så bandet søger nu en erstatning til posten som sanger og frontmand. Parterne skilles som venner og uden nogen form for uoverensstemmelser.
Bandet søger derfor en ny sanger, der er i stand til at levere bag-kataloget på minimum det samme niveau som hidtil, men også gerne en sanger der kan tilføre nye inputs til bandets lyd. Derudover er det naturligvis en fordel, hvis man har liveerfaring, hvis man har mulighed for at hive et par uger ud af kalenderen engang imellem til at turnere, og hvis man er vild med metal og snaps.
For tiden er bandet ved at færdiggøre en EP, så potentielle sangere skal ud over en audition også være klar på at give et skud på en af de nye sange i studiet.
Er man interesseret, kan man kontakte bandet på info@crocell.dk, hvor man meget gerne må medsende info og eventuelle optagelser med tidligere bedrifter. Alternativt kan man ringe til guitarist Ken på 61656373, hvis man vil høre nærmere.