Bandnyheder: Bandnyheder som RSS

 Nyhed d.18.02-2014
 Death Comes Pale
 Besøgt 12887 gange.
_______________________________

 Nyhed d.06.01-2014
 Downswitch
 Besøgt 13312 gange.
_______________________________

 Nyhed d.24.11-2013
 9000 John Doe
 Besøgt 7842 gange.
_______________________________

 Nyeste profiler:

 Prevail
 Tilmeldt: d.26.09-2012
 Deathmetal
_______________________________

 Thirdparade
 Tilmeldt: d.24.08-2012
 Metalcore/trash
_______________________________

 Panacea
 Tilmeldt: d.11.08-2012
 Melodic Deathmetal
_______________________________

 Seneste Artikler: Koncert anmeldelser som RSS Interview som RSS

 21.07-2013
 Metal Magic Festival 6

 11.03-2013
 Håvard Rem: "Innfødte Skrik

 17.07-2012
 Roskilde Festival 2012 - re

 14.08-2013
 Wacken Open Air 2013

 08.08-2013
 Killswitch Engage

 29.07-2013
 Metal Magic Festival VI

 Koncert anmeldelse: Copenhell 2012: Lørdag Anmeldelser som RSS
Copenhell 2012: Lørdag
--------------------------------------------------------------------
Lørdagen startede med høj sol og rigtig mange glade gæster der virkelig så frem til programmet i dag. Helt store navne som Marilyn Manson, Lamb of God og Immortal skulle senere indtage scenerne og folk fik fyldt godt op med øl undervejs!

SAXON /Spangsvig
Helviti kl. 14:30

Når man, som jeg, er vokset op med utallige sprængte sikringer op gennem 1980’erne takket være en storebrors hjemmebyggede anlæg og enorme kærlighed til Saxon, så ser man frem til en koncert som denne med en udpræget retro-nostalgisk forventningsglæde. Og den var jeg næppe alene om: Det forholdsvist beskedne publikum, der var samlet foran Helviti lørdag eftermiddag kl. 14.30, var domineret af segmentet ”Mænd med blå-lilla kulør i alderen 45+”, mens de to forreste rækker hovedsageligt var forbeholdt forventningsfulde teenagere i denimveste. Koncerten blev indledt af en lang, rungende intro, der varslede en heavy metal-fest af den beskidte slags, og det blev det. Festen blev skudt i gang med klassikeren ”Heavy Metal Thunder” og så var stilen ligesom lagt. Men selvom Saxon - på trods af adskillige udskiftninger gennem årene - tilsammen er på alder med Gravballemanden, viste de ingen tegn på udbrændthed; Mens Carter svingede håret, Scarratt storsmilede lummert, og Quinn stirrede koncentreret på sin guitar, gav Biff den gas med en intensitet i stemmen og en rørighed, der kunne gøre selv den mest selvtilstrækkelige, 20-årige sanger misundelig. Oplagt og storsludrende guidede han os gennem koncerten, der bød på en perlerække af klassikere som “Power and the Glory”, “20.000 feet”, “747 (Strangers in the Night)” – der fik en blandt publikum til at kaste sin denimvest op på scenen, som blev vel modtaget - , ”Crusader” - der tidligere har udelukket bandet fra at spille flere steder verden over pga. det kontroversielle, religiøse tema -, ”Motorcyckle Man”, ”Strong Arm of the Law”, ”To Hell and Back Again” og ikke mindst ”Denim and Leather”, som bragte stor genkendeligheds-jubel blandt publikum. Enkelte nyere numre havde sneget sig ind, heriblandt ”Hammer of the Gods” og ”I’ve Got to Rock (to Stay Alive)”, men folk var ikke kommet for at høre Saxons nye numre, hvilket Biff udmærket var klar over. Så han jokede flere gange under koncerten med, om de ikke nok måtte få lov at spille nogle af deres nye numre.

På trods af et svigtende og ellers lidt for tømmermænds- og aldersramt publikum forsøgte bandet at holde gejsten oppe gennem koncerten med små stikpiller om den mulige årsag til den høje koncentrationen af publikum nær baren. Men lige meget hjalp det. Bandet virkede tiltagende skuffede over publikum eller rettere: Manglen på publikum, hvilket gav sig udslag i en stadig mere introvert performance og kommentarer som ”Hvor mange af jer ser vi på Wacken senere på året? Der headliner vi… Det er lidt noget andet end det her”. Men det var ikke bandets skyld. De gjorde, hvad de kunne og skulle: Spille klassisk, rå heavy metal som dengang far stadig havde hår på hovedet. Det var nærmere en kombination af for tidlig spilletid og - for publikums vedkommende - for mange tømmermænd fra dagen før, der gjorde, at Saxon ikke blev den legendariske heavy-oplevelse, jeg og sikkert flere andre havde håbet på. Koncerten blev dog sluttet af med manér med klassikeren ”Princess of the Night”, og i hvert fald jeg gik derfra med en følelse af, at jeg havde fået, hvad jeg kom for: Beskidt heavy metal af typen der stadig sprænger sikringer.
4/6

CEREKLOTH /Bertram
Pandæmonium kl. 15.30

Lørdag eftermiddag var det blevet tid til ondskabsfuld og modbydelig death metal på Copenhells mindste scene, Pandæmonium. Inden koncerten gik i gang, stod jeg med en klar fornemmelse af, at Cerekloth kunne levere noget ekstraordinært godt - en fornemmelse jeg primært havde fået via et par glimrende lydklip på bandets Reverbnation profil ( www.reverbnation.com/cerekloth).

Cerekloth måtte desværre slås med et knap så prangende fremmøde. De fleste dødsfolk havde formentligt taget plads et par hundrede meter væk for at overvære amerikanerne i Dying Fetus, som spillede samtidig med Cerekloth. En skam, at Copenhell havde programlagt to af de eneste death metal indslag på årets festival til at spille samtidig.

Men os der havde mod på at tjekke de danske dødsdrenge ud, fik en veleksekveret og helt igennem fremragende musikoplevelse. Cerekloths dystre og slæbende death metal sad lige i skabet. Det hele blev styret med fast hånd af den skrammende brutale forsanger, der blev bakket op af en dejligt energisk bassist/vokalist, der ligeledes havde den helt rigtige attitude og indlevelse. Desværre blev det ikke helt fulgt til dørs af de to herre på de seksstrengede, som var langt mere anonyme. Her kunne man godt ønske sig lidt mere attitude og indlevelse.

Til gengæld fyldte guitaristerne fint i lydbilledet. Cerekloth har i høj grad fokus på stemninger frem for hastighed og komplekse riff-strukturer, og det kom rigtig fint til udtryk. Derfor var det en smal sag for os, der ikke har skamlyttet bandets materiale, at få alle de stærke stemninger og detaljer med.
Cerekloth leverede en god halv times tråd i et strålende solskinsvejr. Det var måske ikke de mest optimale rammer, men musikken og et par af bandmedlemmernes indlevelse, var længe nok til at overbevise mig om, at det her virkelig er et band man skal regne med i fremtiden.
Cerekloth fik hverken sat gang i moshpits eller voldsom headbanging blandt publikum, men det vil jeg nu ikke klandre bandet for. De leverede bestemt varen, og der blev da også kvitteret anerkendende med djævlehorn fra de folk, der var mødt op.

Til sidst vil jeg komme med en opfordring: Cerekloth spiller i år på Roskilde Festival, og gæster man årets festival, vil jeg kraftigt opfordre til at man ser koncerten. Det kan gå hen og blive en af festivalens bedste.
5/6

MESHUGGAH /Wind
HELVITI kl. 16:30

Hvor heldig har man lov at være når man på 2 dage oplever så gode navne som blandt andre Meshuggah og Gojira?
Selv om Meshuggah har spillet en del i Danmark er det altid en ren fornøjelse at se bandet på scenen og onde tunger er hørt sige, at bandet har peaket, men jeg tror simpelthen ikke på det.
Det nye udspil ”Koloss” er en tonsertung udfordring af de mængde producerede bands vi ser komme frem i dag og som læner sig kraftigt op af Meshuggahs lyd. Der er bare ingen der når dem til sokkeholderne.

Jens Kidman ser arrig og koncentreret ud konstant og selv om mange måske mangler en smule mere interaktion fra hans side, så finder jeg det befriende at han tydeligvis hviler i sig selv og sin karakter.
Meshuggah holder niveauet hele koncerten igennem og der er ganske enkelt ikke nogen fejl at spore. Jeg prøvede et par gange, at følge med i hvad trommeslageren lavede, men det er ikke helt nemt når der er så mange bittesmå ændringer i rytmen og jeg måtte til sidst se mig slået og besluttede bare at nyde koncerten.
Heldigvis ser jeg stadig frem til at opleve dem i Amagerbio igen til oktober.
5/6

THE KANDIDATE /Stampe
Pandæmonium kl. 18:00

Lørdag kl 18 var tidspunktet hvor Pandæmonium-scenen skulle lukkes for i år, og dette job tilfaldt et af Danmarks mest spændende bands, nemlig The Kandidate. Inden bandet gik på, skulle Anders Bøtter lige have indspillet introen til Sort Søndag-udsendelsen dagen efter. Det blev gjort live fra scenen, med god hjælp fra de mange publikummer der med én stemme brølede SORT SØNDAG!!! Sjovt indslag. Men det var ikke derfor vi var kommet.

Jublen brød ud igen da Allan Tvedebrink, KB Larsen, Jacob Bredahl og NP Nielsen indtog scenen. Eller det vil sige, de tre andre i bandet fik lov at komme med Bredahl op, for han ejer godt nok scenen i en grad, der er sjældent set med danske bands. Han var hér, dér og alle vegne mens The Kandidate spillede deres numre. Knapt var første strofe slået an før der startede et all-girl mosh-pit, men drengene i publikum var ikke sene til at følge med. Der var forbavsende mange folk foran den lille scene, med tanke på at Korpiklaani bød op til fest på Hades samtidigt, og blandt publikum kunne der også samles et regulært all-star band af medlemmer fra forskellige danske bands. Godt at se at der bliver støttet op om dansk metal.

The Kandidate's råbe/hoppe/dansevenlige indslag komplementeredes godt af deres hårde/tunge/brutale indslag, og det var som sædvanlig en fornøjelse at se dem live. Desværre for mig og mange andre spillede de næsten kun nye numre og det er en skam at udelukke hits som ”Shut 'Em Up” og ”Live A Lie” fra setlisten. Til gengæld fik vi den benhårde ”Give Up All Hope”. De manglende gamle numre gør at jeg må give dem lidt lavere karater, men koncerten var stadigvæk god og Kandidaten fik lukket Pandæmonium med manér. Forhåbentlig bliver det til et gensyn med dem næste år. Gerne på en større scene.
4/6

KORPIKLAANI / Spangsvig
Hades kl. 18:00

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig været den store fan af folk metal. Eller rettere: Det troede jeg, jeg ikke var. Det er en genre, der sikkert for en dels vedkommende er forbundet med fordomme om vikingelignende, pelsklædte spillemandstyper med kølig, finsk ødemarks-melankoli, der spiller violin og romantiserer over fædrelandet og naturen – rent ud sagt den slags typer, der er lidt for idealistiske på den trælse, moraliserende måde. Det var i hvert fald den fordom jeg som ikke-folkemetal-kyndig havde indtil lørdag kl. 18, hvor enorme folkemængder strømmede mod Hades for at opleve finske Korpiklaani, der spillede deres første koncert i Danmark nogensinde.

Det blev dog langt fra en højtidelig omgang. Derimod blev denne koncert uden tvivl den mest festlige og farverige på hele Copenhell. Man skulle spejde langt efter forfængelige, selvhøjtidelige metaltyper, til gengæld var pladsen pakket med en spraglet løssluppen menneskemængde, der ville danse og feste og være fulde. Jeg havde på grund af min manglende viden allieret mig med en flok publikummer, der kendte musikken godt, men vi nåede ikke meget længere end 30 sekunder ind i festlighederne, før alle var forsvundet fra hinanden i menneskemylderet. Stemningen blandt publikum var spændt til bristepunktet, og det seks mand store Korpiklaani leverede utæmmet galskab fra første sekund. Der var dømt drukviser og gøglerier for alle pengene med hits som ”Beer Beer”, ”Vodka”, ”Happy Little Boozer”, ”Wooden Pints” og ”Kipumylly”, som vistnok direkte oversat betyder ”smerter i møllen” (en titel der kan forvirre enhver fynbo).

For Korpiklaani, der på dansk betyder noget i retning af ”Skovens Klan”, er det indtil videre blevet til syv albums, og det ottende, ”Manala”, udkommer på Nuclear Blast i august i år. Og Korpiklaani kan deres kram, ganske enkelt. Musikerne komplementerede hinanden hele vejen igennem, ikke alene fordi de alle spiller deres instrumenter med overlegen dygtighed, men fordi de hver især udlever deres performative rolle til fulde. Det blev en koncert ud over det sædvanlige. Der var circlepit-kædedans, crowd surfing, humppa-humppa, boldspil og druksange i lange baner, og selvom sorte skyer og en kold vind efterhånden trak ind over pladsen, virkede det svedende og festende publikum fuldstændigt upåvirket.

Efter koncerten genfandt jeg den flok af publikummer, jeg skulle have set koncerten sammen med. Én havde fået smadret sin telefon, en anden havde blå mærker på arme og ben og støvlen fuld af rødvin, og en tredje havde slået hul i bukserne. Men de var – ligesom resten af publikum – ovenud glade i låget. Mine fordomme om folk metal blev (heldigvis!) gjort godt og grundigt til skamme tidligt lørdag aften, og Korpiklaani leverede en befriende hyldest til glæde og galskab, der nok for manges vedkommende bidrog med hudafskrabninger og massive tømmermænd dagen derpå til minde om en fantastisk fest.
5/6

IMMORTAL /Stampe
Helviti kl. 19.00

Så var tiden kommet til det jeg havde set mest frem imod på hele årets program, nemlig mægtige Immortal, og som Anders Bøtter sagde fra scenen: ”Det her det er ikke for sjov”.
Pladsen foran den store scene Helviti, der til lejligheden var beklædt med et enormt backdrop forestillende en sort sol over et sneklædt bjerglandskab, var proppet og folks spændte forventen blev udløst da Abbath Doom Occulta (guitar og sang), Horgh (trommer) og Apollyon (bass) indtog scenen.

Med en lydstyrke direkte hentet fra Helvede, blæste Immortal ”All Shall Fall” i gang, og som min sidemand kommenterede:”Utroligt at tre mand kan larme så meget”.
Efter legendariske numre som ”Sons Of Northern Darkness” og ”Tyrants” bliver det alligevel for meget for en lille del af publikum, der kun var kommet for at se giraffen, men der var stadig godt fyldt foran Helviti efter at fårene var skilt fra bukkene, og den masseudvandring man var vidne til under Mayhem's koncert samme sted sidste år udeblev. Og heldigvis for det, for os der blev, var vidne til en magtdemonstration fra de norske legender, der sprudlede af spilleglæde, nærvær og overskud.

Til stor glæde for fans af Immortals ældre materiale, spillede bandet også ”The Call Of The Wintermoon” og ”Battles In The North”. Også Abbath's legendariske krabbegang blev der budt på. Eller som min sidemand, der ellers ikke er til black metal men blev under hele koncerten, sagde: ”Han danser som MC Hammer”. Immortal kom, så og blæste Copenhell omkuld, og jeg løber snart tør for tillægsord hvis jeg skal blive ved at beskrive hvor helt igennem fantastisk denne koncert var. Med et ”thank you Copenhell, thank you Denmark” var koncerten slut for denne gang, og Immortal havde slået en tyk streg under at black metal også har sin berettigelse på en festival som denne.
6/6

TRIVIUM /Gæsteskribent
Lørdag 16/6 kl. 20.30
Scene: Hades

Foran et imponerende stort fremmøde af publikum, gjorde de amerikanske Nu-metal kometer i Trivium deres entré på Hades scenen.
Bandet virkede yderst veloplagte denne aften, og gav den alt hvad de kunne i den lille time de havde fået tildelt.

Bandet har siden deres debut i 2003 udgivet i alt 5 studie albums.
Hvis man lytter til disse albums i den udgivne rækkefølge, vil man kunne høre stor forskel i bandets stil og udtryk, eksempelvis mellem ”Ascendancy” (2005) og ”The Crusade” (2006), og så igen frem til deres seneste udgivelse ”In Waves” (2011).
Det er som om at Trivium har haft svært ved at finde sit ståsted stilmæssigt, og derfor også mangler en vis grad af originalitet i deres musik. Dette kom til syne ved deres koncert.

De leverede et festligt show, men det var uden de store overraskelser eller armbevægelser. Der var ikke noget man ikke havde set og hørt før.
Forsanger Matt Heafy er en god frontmand som formår at please sit publikum. Han ved lige præcis hvad han skal sige og hvad der virker på publikum, som kvitterer med at føje hver en ordre han forlanger. Dette værende alt lige fra klap til fællesskrål og til circlepit.
Festen var god foran scenen, men bag til hvor denne anmelder stod, var lyden ikke optimal, og dermed var festen primært forbeholdt de forreste rækker.

Alt i alt leverede Trivium en god koncert. Der er ikke en finger at sætte på deres musikalske kvaliteter og talenter. De spiller tight, og har et godt mix af ørehængende omkvæd, tunge riffs og melodiøse soloer.
Men hvis de skal tage det næste skridt, skal de smide hvalpefedtet og finde en vis grad af originalitet.
4/6

LAMB OF GOD / Gæsteskribent
Lørdag kl. 21.30
Scene: Helviti

”OH MY FUCKIN´ LAMB OF GOD!” Sådan lød det fra konferencier Anders Bøtter umiddelbart efter at Lamb Of God var trådt af Helviti scenen, og hr. Bøtters utvetydige begejstring kunne ikke udtrykkes bedre!

Som i en fodboldkamp, sker det nogle gange at et hold rammer dagen, hvor alt går op i en højere enhed. Dette må siges at være tilfældet, denne aften på Refshaleøen.
Lamb Of God leverede intet mindre end en fænomenal koncert, hvor alt gik op i en højere enhed.
Lyd, set, kontakt til publikum, respons fra publikum, energi og bevægelse. Alt fungerede!
Der virkede som om at ingen fra publikum bemærkede at regnvejret havde taget til. De var fuldstændig opslugt af at være i audiens hos L.O.G

Med sin store autoritet og helt ufattelige energi havde frontmand og vokalist Randy Blythe hver eneste af publikum, fra forrest til bagest, i sin hule hånd. De føjede hver en befaling han forlangte, inklusiv den største ”wall of death” jeg til dato har set, under sangen ”Redneck”. Bandet udtrykte da også selv stor begejstring for publikums respons under hele koncerten.

Lamb Of Gods karakteristiske lyd og tunge thrashmetal gik lige ind, også hos folk som ikke kendte til bandet i forvejen. Med en performance som denne har dette band virkelig markeret sig i den absolutte superliga af ekstrem og energisk thrashmetal, og mon ikke de udfordrer tronen når gårsdagens veteraner i Slayer trækker stikket.
6/6

SOULFLY / Gæsteskribent
Lørdag kl. 23.00
Scene: Hades

Efter den overlegne performance fra Lamb Of God, var turen kommet til den legendariske frontmand Max Cavalera og hans Soulfly projekt, som i silende regn var klar til at lukke Hades scenen på dette års festival. Dette kunne dog på ingen måder leve op til den lektion og det klimaks som netop havde foregået på Helviti scenen.

Max Cavalera har ganske enkelt tabt pusten. Han kan ikke leve op til fordums tid.
Ikke alene har den legendariske frontmand fået lidt ekstra på sidebenet, men kvaliteten i hans stemme og performancemæssigt er desværre faldet en del. Han har ikke samme gennemslagskraft som tidligere.

Til trods for dette leverede Soulfly egentlig en god koncert, men med relativt enkelte virkemidler.
Det er nemt at få publikum til at blive begejstret når man spiller Sepultura sange som ”Roots” og ”Refuse/Resist”, og samtidig jammer både Black Sabbaths ”Iron Man” og Slayers ”Angel Of Death”. Det må give stof til eftertanke, når publikum går mest amok til de sange, som Soulfly ikke selv har skrevet.

Bandet gav den alt hvad de kunne på scenen for at få folk revet med. De spillede tight, og havde også lyden med sig på trods af det dårlige vejr.
Undervejs fik bandet endda besøg af Max´s 2 sønner som gav ekstra energi til scenen, da de assisterede med backup skrål under sangene ”Revengeance” og ”Roots”.

Som sagt var koncerten egentlig god nok, men ikke noget ud over sædvanlige, og lander derfor på midt på karakterstigen, selvom de forsøgte at peppe det op med forskellige billige tricks og jams.
3/6

MARILYN MANSON / Gæsteskribent
Lørdag kl. 00.00
Scene: Helviti

Med cirka 20 minutters bevidst forsinkelse gør Marilyn Manson sin entre på Helviti scenen, klar til at lukke Copenhell 2012, som det absolutte hovednavn.

Mine forventninger var tårnhøje til manden, der er berømt og berygtet i hele verden, for sin uforudsigelige måde at forarge, med det groteske på.
Men det eneste der var grotesk denne aften, var hans manglende nærvær i sin optræden.

Selvom bandet spillede fedt, og lyden var super til trods for at uvejret var taget til, virkede selve Manson hverken oplagt eller nærværende. Kontakten til publikum var begrænset, og det virkede som om at han bare skulle have dette show overstået. Vokalmæssigt havde han heller ikke sin bedste dag. Den haltede flere gange i de ”rene stykker”. Med andre ord kom han aldrig rigtig ud over scenen og ind under huden hos de mange gennemblødte publikummer.

Setlisten var helt perfekt, dog uden de store overraskelser.
Der var en god blanding af sange fra hele bagkataloget, inklusiv de uundgåelige
”Sweet Dreams”, ”Tourniquet”, ”Rock is Dead”, ”Dopeshow”, ”Personal Jesus” mfl. og selvfølgelig ”The Beautiful People” som det eneste ekstra nummer.
Den hitparade som setlisten bød på, og den rytmiske fremførelse heraf, var uden tvivl med til at trække det overordnede indtryk af koncerten et par hak op af rangstigen.
Men om det var Mansons uoplagte indsats eller det dårlige vejr, der gjorde at der var en massiv udvandring fra koncerten, er svær at konkludere på. Ved koncertens slutning var der langt under halvdelen af publikum tilbage, hvilket omvendt også kunne have været årsagen til selvsamme indsats hos Manson. Altså et klassisk hønen eller ægget dilemma.
2½/6

TAK FOR I ÅR

Copenhell 2012, var jomfruåret for denne anmelder, hvilket selvsagt gør at den overordnede vurdering, står alene, og ikke læner sig op af en sammenligning af de forgange 2 års festivaller.

Når det er sagt, så er den overordnede vurdering af Copenhell 2012 fuldt ud positiv.
Årets line-up var utrolig stærkt, og bød på kompetente navne inden for en bred vifte af genrer, nok til at tilfredsstille alles smag.
Af musikalske højdepunkter er det selvfølgelig blandet mellem anmelderne men Lamb Of God, Slayer, Gojira og Immortal må løbe med sejren. Det var ganske enkelt eminent.
Derudover bød også Anthrax, All Shall Perish og Trivium på gode og mindeværdige koncerter, og selveste Immortal virkede ganske veloplagte trods solskin og pragtfuldt vej.

Arrangørerne af Copenhell har gjort et kæmpe stykke arbejde, til stor glæde for de tusindvis af gæster der var samlet til metalfest, og det skal de krediteres for.
Dog fortjener alle gæsterne også maximal ros. Den gode stemning, respekt og forståelse for hinanden som blev udvist disse 2 dage, er helt unik for vores kultur, og gør de mange fordomme herom til
skamme!

Der er dog altid plads til forbedringer. Festivalen kan optimeres med eksempelvis et bredere udvalg af madboder, og en udvidelse af et handelsområde med merchandise.
Dette er dog detaljer, som ikke skal overskygge en fantastisk afviklet festival på alle fronter. Tak for i år, og på gensyn i 2013. SKÅL!




#1. d.22.06-2012/13:36:31/ | Af: Mazda

#2. d.22.06-2012/15:28:18/ | Af: Andreas

#3. d.22.06-2012/17:06:43/ | Af: Joey

#4. d.23.06-2012/01:02:06/ | Af: Andreas

#5. d.23.06-2012/15:53:02/ | Af: UMUR

#6. d.25.06-2012/00:51:49/ | Af: Christian

Skrevet af: Wind

Sted: Refshaleøen

Link til band: Klik her

Dato: 16.06-2012

Anmeldt: 21.06-2012

Læst: 2394 gange

Kommentarer: (6)

Send til ven    Send til ven

Rating:



Del
 Andre anmeldelser:





  • 05.07-2013 - (0)























Metalzone.dk - Skjoldborgsvej 36 - 7000 Fredericia - Copyright © 2003-2012. Metalzone.dk All Rights Reserved.   | Loadtid: 0.432783 sek. |