Efter det dødsyge publikum i Kolding kunne festen i Århus kun blive bedre. Denne gang var to af aftenens bands endda på hjemmebane, hvilket skulle sikre nogle begejstrede publikummer. V58 i Århus er et ret lille spille sted, så bandskift var nøje indstuderede via gården foran, og backstage var der heller ikke meget af.
Metalkoncerter på små spillesteder er altid lidt farlige, da alle bands jo skal spille så kraftigt som muligt, og der derfor bliver for meget lyd på for lidt plads. På V58 havde de dog en grænse for hvor mange dB der måtte brage ud, så det blev ikke utåleligt på noget tidspunkt. Den ene ejer af V58 stod da også selv for lyden til de fleste bands.

Ferocity
Bandet havde jo byttet spilledag med Bloodlabel, og havde da æren af at starte festlighederne denne dag. Der var begrænset med publikum, og bandet fik heller ikke rigtig gang i de få der var kommet. Først hen mod slutningen af deres show begyndte forsangeren at arbejde mere for at få folk frem til scenen og lidt i gang.
På den meget lille scene var der ikke meget plads til bevægelse, men man skal trods alt være mere opmærksom på, om man er med på scenen. Den højre guitarist var meget statisk og holdt sig permanent uden for lyset, også når han spillede soloer.
Det duer slet ikke, at man som forsanger gemmer ansigtet bag kasketten. Det er ond musik og det kræver ond ansigtsmimik og ikke en fesen kasket. Det så nærmest fjollet ud. Imponerende dygtig (og udholdende) sanger der gemte sig bag kasketten.
Lyden var ikke helt tydelig nok og jeg savnede især mere lyd fra bassen.

Rapid Dominance
På dette tidspunkt var der begyndt at være flere publikum, og Rapid Dominance styrede dem også. Forsangeren havde rigtig godt kontrol med folk og fik dem frem til scenen og fik dem engageret i showet.
Bandet spillede Thrash med fede riffs, lækre breaks og spændende soloer i harmonisk mol (det der klinger lidt mellemøstligt i vores ører). Rigtig lækker musik, hvor bandet udstrålede overskud. Trommerne var ikke altid helt tight.
Lyden fungerede ikke så godt under dette band. Den venstre guitarist sang, men der kom ingen lyd ud til publikum. Forsangerens guitar var også for svag i starten.
To gange skulle bandet stemme guitarerne om, hvilket gav for lange pauser mellem nogle af numrerne.
Bandet var min personlige favorit, primært baseret på selve musikken og forsangerens ”crowd-control”.

Panecea
Aftenens første hjemmebane-band virkede rigtig velforberedte. De leverede en god gang melodisk Death Metal, mens de hele tiden ændrede opstilling på scenen, så forsangeren kom rundt til alle publikummer og fik en rigtig god kontakt. Ind imellem virkede det måske lidt påtaget, når de hele tiden skiftede rundt, og en enkelt gang fik forsangeren bassen i hovedet.
Engagementet i bandet var også rigtig godt, og man kunne se deres indlevelse når de stod og sang med på sangene. Der var nogle rigtig fede breaks (hvor der blev helt stille) og lækre rytme-skift, der dog medførte en lidt for energisk headbanging fra den ene guitarist i et downtempo.
Flowet i showet var rigtig fedt. Der var også tænkt på overgange, hvor bassen spillede i baggrunden, mens forsangeren talte, så der aldrig kom døde øjeblikke.
Derimod var soloerne til tider lidt trivielle og kedelige...
Alt i alt en imponerende forberedelse. Bandet er stadig meget ungt og skal bare spille en masse sammen, så er der kæmpe muligheder for dem.

Diretone
Diretone var nok de band, der var mest på udebane i aftenens show. For det første kom de fra København og for det andet spillede bandet en meget afvigende stilart af metal i forhold til de andre bands (og især i forhold til Dawn of Demise, som de fleste publikum vel var kommet for).
Oddsene til trods formåede de alligevel at begejstre publikum og jury. Bandet gik lige på, men ind imellem mistede de kontakten mellem numrerne ved at holde meget lange pauser. Guitaristerne var ret statiske.
Meget kan man sige om musikken, men Metallica har ikke levet forgæves. På mange punkter mindede Diretone meget om Metallica og især forsangeren var næsten ren Hetfield.
Man skal dog heller ikke undervurdere wau wau pedaller i guitarsoloer. Klassiskt og lækkert.
God sang og interessante bas-stemmer. Alt i alt god musik, men til tider nok for traditionelt til at være rigtig interessant.

Sickseed
Aftenens andet hjemmebane-band havde allerede et tættet pakket gulv inden bandet gik på. Bandet havde et lille banner med i siden og havde medbragt en stor del af publikum. Lydmanden var blevet skiftet ud, og det var bestemt ikke til bandets fordel! Instrumenterne blev mudret meget sammen.
Bandet havde egentlig en meget god kontakt udaftil, og var også gerne lidt personlige ind imellem. Der var dog ikke den samme spontane bevægelse i publikum og gulvet var også mindre pakket sidst i showet.
Personligt mener jeg ikke de skulle have været videre i konkurrencen, for jeg mener ikke det var dem der styrede aftenens fest. Dygtige og erfarne, ja, men musikken var ikke interessant nok. De havde en masse hurtige numre, og det var nok den manglende afveksling der fik folk (og undertegnede) til at miste interessen.

Alt i alt var denne aften den absolut bedste (indtil videre) af de indledende runder. Der var et engageret publikum og band-niveauet var helt i top. Alle bands kunne sagtens have været sendt videre med rimelig god samvittighed, men der skulle kun findes én vinder.
Til gengæld synes jeg det er meget uheldigt (og uretfærdigt) at nogle bands får lov til at spille så meget på hjemmebane. Det gør det altså meget nemmere at få mod-/medspil fra publikum, når de kender bandet og musikken i forvejen. Ydermere gør det også publikums-afstemningen fuldstændig overflødig (eller i hvert fald utroværdig). Det var ikke overraskende Sickseed og Panecea der løb med langt de fleste stemmer fra publikum.
Endnu en gang havde Livescenen arrangeret en glimrende koncertaften og med rimelige faciliteter. Bandsene manglede dog lidt backstage-plads (og den smule der var, blev hurtigt invaderet af Dawn of Demise og deres grupies). Juryen savnede også et lidt lettere tilgængeligt rum til deres arbejde.