Torsdag d. 9/2 ramte Get Infected Tour et halvfyldt Pumpehuset i København. Med tyske Caliban som hovednavn og hele fire supportbands var der lagt op til en flot metalaften på koncertstedet ved Vesterport. Grundet en teaterforestilling på Pumpehusets store scene, måtte alle fem bands dog spille på den lille scene, og aftenen blev desuden skudt sent i gang, da dørene først åbnedes kl. 21.30.

Herefter gik amerikanske Attila på som aftenens første navn. Fra starten var der smæk på og bandet leverede deres party-metalcore/deathcore med rigtig god energi. Attila er et meget tidstypisk band, og derfor var der ikke de store overraskelser i bandets levering. Frontmand Chris Fronzak har en stærk og varieret vokal og agerede klassisk rockstjerne med store solbriller og hætte på, hvilket passede fint til den feststemning som musikken lægger op til. En til tider ringe og mudret lyd forstyrrede oplevelsen lidt, men bortset fra det var det en fin præstation. (3/6)

Ligesom hovednavnet på denne tour er We Butter the Bread With Butter fra Tyskland, hvilket tydeligt kunne høres på forsangerens kraftige accent og henvendelser til publikum som: ”you party with us?” Alle bandets medlemmer har langt, sort hår, var klædt i hvide t-shirts og sorte læderjakker og lignede mest af alt et sammenbragt konceptband. Med så åndssvagt et navn kunne man måske forestille sig, at bandet spillede en art weirdcore ala Iwrestledabearonce, hvilket dog slet ikke var tilfældet. De præsenterede helt igennem kedelig metalcore med breakdown efter breakdown tilsat rædselsfuld electronica og eurodance (!) elementer. Som om dette ikke var nok, havde medlemmerne tilmed stroboskoplys påsat deres læderjakker, som kunne blinke i takt med musikken, hvilket fremstod komplet latterligt. Aftenens suveræne lavpunkt. (1/6)

Efter denne fadæse håbede man inderligt på, at de næste optrædende ville have lidt mere at byde på, hvilket heldigvis skulle vise sig at være tilfældet. Amerikanske Eyes Set to Kill fremstod noget mere interessante med deres tunge og melodiske hardcore. Bandet består af to mænd og to kvinder, hvoraf en repræsentant fra hvert køn leverede vokaler. Der veksledes mellem en mandlig stærk hardcore vokal og kvindelig melodisk vokal, hvoraf sidstnævnte ikke fremstod særlig heldigt. Den meget lille pige lød som en skinger Avril Lavigne og havde slet ikke kraft nok i sin stemme til at matche musikken, selvom hun skreg af sine lungers fulde kraft. Det lød simpelthen forfærdeligt. Bandets generelle musikalske udtryk var dog væsentligt bedre end hos sidste band, så det gav et lille opsving. (3/6)

Dog lod det til at gassen allerede var gået af ballonen. Folk virkede rastløse og uenergiske, hvilket var fuldt forståeligt, da der stadig var to bands tilbage på plakaten, klokken allerede var blevet mange og det faktum, at det ikke just havde været den mest fantastiske aften hidtil.

Heldigvis højnedes niveauet væsentligt med Winds of Plague. Med det overtatoverede monster af en mand Johnny Plague i front, bragede bandet af sted fra første sekund med nummeret ’Refined In the Fire’ fra deres seneste album Against the World. Det blev et kort, men godt set med både nye og gamle numre, og publikum lod til at live væsentligt mere op til Pestvindenes mix af hardcore, death metal og symfoniske elementer. Johnny Plague dominerede den lille scene med sin brutale hardcore vokal og med de tre tidligere relativt kedelige bands, var det forløsende at opleve Winds of Plagues overlegne stil. (4/6)

På nuværende tidspunkt lod det til, at mange var for trætte til at blive, da en god del af publikum valgte at forlade Pumpehuset, ligeså snart Winds of Plague var gået af scenen. Så sent som aftenen kom i gang med fem bands og sceneskift imellem, havde man fra starten kunnet regne ud, at klokken ville være mange, før sidste band havde spillet. Og ganske rigtigt nåede den da også at passere 1.30, før Caliban havde færdiggjort deres set. Frontmand Andreas Dörner gjorde publikum opmærksom på, at der ikke ville forekomme nogen ekstranumre, da det var ”fucking late”.
Før dette kunne de få resterende publikummer dog overvære et yderst velspillet set med den karismatiske og vildt skrigende Dörner i front, der leverede aftenens stærkeste vokalpræstation. Det samme kunne dog ikke siges om guitaristen der også tager sig af melodisk vokal, da det virkede som om han ikke kunne høre sig selv og derfor sang falskt. Calibans set bestod af et godt mix af nye og gamle numre, bl.a. It’s 'Our Burden to Bleed' fra The Undying Darkness, 'Memorial' fra deres nye album I Am Nemesis og aftenens sidste nummer ’24 Years’ fra albummet Say Hello to Tragedy. (4/6)

Ved koncertens afslutning var ganske få mennesker blevet tilbage, hvilket var ærgerligt for Caliban, der som hovednavn havde ventet hele aftenen på at spille, mens antallet af publikummer svandt mere og mere ind. Dette kan man dog hverken bebrejde Caliban eller aftenens gæster, da det simpelthen bare blev alt for sent på en meget lang torsdag aften. Pumpehuset burde nok overveje, hvorvidt de fremover vil satse på både teater og metal på samme aften.