Efter en lang dag og et afsluttende skybrud der efterlod alting vådt og festivalpladsen dækket i den forhadte pløre, skulle lørdagen afsluttes med manér når de gendannede amerikanske legender fra Autopsy stod på scenen på Odeon klokken 1 om natten.
Autopsy havde til lejligheden lånt udstyr af det københavnske band The Kandidate. Det lod til at give lidt tekniske problemere for bandet der lavede egen lydprøve plus et par roadies der løb rundt og hev i ledninger og trykkede på knapper. Lettere forskinket blev koncerten sparket igang femten minutter efter planlagt starttidspunkt, og det trætte publikum blev vækket til live igen.
Det var første gang at jeg oplevede legenderne Autopsy live. Dels fordi de har været opløst i 13-14 år og dels fordi dette var deres første koncert på dansk grund. ”Det er fucking fantastisk at være her. Tak skal i have” sagde Chris Reifert efter de første par numre der hurtigt fik pulsen op hos det gamle/trætte/fulde publikum.
Autopsy udmærker sig (udover deres genreskabende musik, forstås) ved at have trommeslageren på vokal, og dette giver jo en del mindre bevægrum for frontmanden. Dette gjorde dog ikke det store ved dynamikken på scenen, hvor de to guitarister og bassisten havde mere rum at udfolde sig på. Guitarist Danny Coralles løb flere gange frem og tilbage over scenen, og én af gangene fik bandets nye bassist Joe Allen en skuldertackling af den granvoksne guitarist, så han var ved at ryge af scenen.
Bandet leverede klassiker efter klassiker fra deres første par albums men der blev også plads til et par nyere numre. ”Vi har et nyt album ude. Det hedder Macabre Eternal. Det kan vi ikke ignorere” sagde Chris Seifert bag gryderne. Numrene faldt tydeligvis i publikums smag, da der blev moshet godt og endda lavet et circlepit. ”Det er fantastisk at være her på Roskilde Festivalen. Håber i morer jer.”
Efter fyrre minutter gik bandet af til takfaste ”Autopsy” råb, og cirka halvdelen af publikum smuttede også men efter et par minutter blev dem der var tilbage belønnet med et ekstranummer. ”Vi er forbandet glade for at være her. Dette nummer er til alle der kunne komme til showet. Vær klar til at miste forstanden. Fra det første album er her Charred fucking Remains. Lad os se hvor crazy i kan blive” præsentedere Seifert det sidste nummer, og jeg skal ellers love for at der kom knald på det tilbageværende publikum.
Guitarist Eric Cutler afsluttede en fremragende koncert med ordene: Det tog os rigtig lang tid at komme hertil, men det var helt sikkert det værd. Det var også det hele værd for de af os der havde trodset regnen, mudret og det sene tidspunkt. En af festivalens bedste koncerter.
#1. d.04.07-2011/22:18:16/ | Af: Andreas
Helt enig med det overstående. Og jeg vil sgu tage æren af Circle Pitten, jeg har heftigt prøvet at få roskilde crowd til at lære det,