Sent om aftenen fredag skulle det superhypede svenske band Ghost spille på den lille Odeon og på trods af at klokken nærmede sig 01.00, var der ganske fyldt i det lille telt.

Ghost er hemmelighedsfulde, og deres sande identitet kendes ikke, men der spekuleres i, at det er prominente black metal-musikere fra Sverige, der er bag maskerne.

En overstadig præsentatør præsenterede bandet til store klapsalver fra publikum, men der gik alligevel to minutter før det teatralske bands intromusik kom på. Derefter kom de gående ind på scenen under munkemessen fra højtalerene, alle i sorte munkekutter undtagen forsangeren, der kom ind i sit sædvanlige outfit, præstekåbe, bispehue og dødningemaske. Den tre minutter lange intro sluttede, og stod man nu og ventede på at helvede brød løs, blev man ganske skuffet.

De seks formummede mennesker spillede ganske melodisk musik, og det havde mere med pop end metal at gøre. Hvordan Ghost kan blive klassificerede som black metal overgår min forstand. De meget catchy og fængende numre havde en del mere til fælles med Duran Duran, Status Quo og Abba, end de havde med Immortal, Marduk eller Burzum. Der er ganske vist forvrængede guitarer i musikken, men sangeren synger skønsang og dobbelte stortrommer, eller blastbeats for den sags skyld, er ikke eksisterende.

Efter tredive minutter, bevares ganske fint pop, kom der endelig noget, der mindede om metal i form af indledningen til næste numer. Men den fest sluttede, så snart vokalen kom ind over. Efterfølgende kom der et instrumentalnummer, der med lidt god vilje kunne kaldes metal, men det var muligvis, fordi det endelig smagte lidt af fisk. Nu havde man jo stået og lyttet til pop i ganske lang tid.

Efter fyrre minutter sprang svenskerne endelig og definitivt ud af pop-skabet med en coverversion af The Beatles ”Here Comes The Sun”, der var ufatteligt tro mod originalen. Her kommer solen, og det er ok. Jamen hvad er det da for noget at stå at synge som påstået black metal-musiker?

Efter 50 minutter var popsceancen slut og den overstadige kvinde, der havde præsenteret bandet kom ind og spurgte, om vi havde nydt at blive hjemsøgt af Ghost. Hjemsøgt af the ghost of Abba nok nærmere. Publikum ville have mere, og jeg har da også ganske svært ved at give koncerten karakter, da det jo var en udmærket popkoncert, der måske fortjener fire ud af seks pentagrammer. Men nu hedder dette site jo ikke abbazone.dk, men metalzone.dk og på den baggrund må jeg give en rigtig lav karakter. Dette har intet med metal at gøre.