Kansas City har for tredje år i træk valgt at afholde festivalen Kansas City Live og i år også valgt at dele den op i en heavy del og en mere rock/indie orienteret del.
Første del finder sted i aften og er dermed forbeholdt den headbangende flok (og andre interesserede). Hovednavnet er naturligvis Hatebreed, men også Warbringer gør undtertegnede en del interesseret.

Third Eye
Store scene
Third Eye fra Odense spillede sidst til Metal Magic Festivlen i Fredericia og spiller ifølge deres myspace side progressiv metal. Ved første, og sidste, ørelyt lyder de dog ikke særlig progressive. Derimod bevæger sig mere i den klassiske heavy metal del, hvor den rene vokal med tilhørende keyboard regerer. Lad mig sige med det samme, at det ikke er min stil – hverken vokalen eller musikken – men bandet gør det godt. De spiller musikken som den skal skal spilles og har deres tag på publikum.
Som første band på festivalen må man sige, at de gør deres job udmærket og lider ikke umiddelbart at nogen skræk for at skulle spille først. Desuden er der et ganske godt crowd fra første riff, så det er bare at følge strømmen. Og det er hvad de gør. De leverer hvad de kan og gør det godt. Kan man lide denne genre er man uden tvivl tilfreds. De gode melodier falder godt i spænd med de tunge passager og vokalen yder sit til broen imellem disse.
Lyden på den store scene er desuden yderst tilfredsstillende og generelt mere end hvad man kunne forvente.
3/6

The Shit Blizzards
Lille scene
Umiddelbart efter Third Eye spiller ovenstående på den lidt mindre scene, med hvad der skulle vise sig at være den lidt mindre gode lyd også. Desværre.
Det havde dog ikke det store udslag med The Shit Blizzards, der mest af alt mindede om en parodi på diverse bands. Ideen med musikken var egentlig god nok, den var bare meget brugt og dårligt iscenesat. Det bedste var næsten den 150 kg tunge mande-quin der, ifært en adidas trikot og tyl skørt, valsede scenen rundt et par numre i starten.
Musikken var ikke interessent og det kunne ses med det samme på det manglende antalt publikum der skyndte i boderne for at forsyne sig med øl eller mad inden næste koncert.
2/6

Unbelief
Store scene
Unbelief formåede inden for kort at sætte sig i bedre lys, end førnævnte Shit Blizzards, men desværre dalede kvaliteten efterhånden som koncerten skred frem. De første numre var meget thrashede og vokalen formåede at følge med til UG men så kom de nye numre. Bassisten virkede tøvende, den ene guitar tøvende og den rene vokal af forsangeren var decideret pinligt og blev også konsekvent efterfulgt at udadgående publikummer.
Der blev indimellem eksperimenteret lidt på trommerne, men det blev desværre ikke udviklet udover den den lidt underlige lyd.
Vokalen var god, men for at det hele skal komme op i en højere enhed, skal der mere til.
3/6

Angrified
Lille Scene
Odense favoriserer åbenbart thrash og hardcore, for det var det eneste der var på programmet i aften. Ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, men hvis man har to scener, skal lyden være ordentlig på begge scener. Det var den ikke og både Angrified og Warbringer led herunder. Warbringer mere end Angrified.
Angrified er også et lokalt band og så ud til at være ret populært. Egentlig lyder de lidt som Hatesphere, bare langt mere thrash orienteret. Bandet gør en god figur og der er ikke mange fejl at spore. Det slog mig, at de er band man måske skulle holde lidt øje med i fremtiden. Forsangeren er ret karakteristisk og sætter med sine vokal sine dybe spor i bandet – selv om den kan blive en smule ensformigt hen ad vejen.
Alt i alt må man sige de gjorde det godt. Og jeg var da intereseret fra start til slut.
4/6

As We Fight
Store scene
Gode gamle As We Fight er altid gode for en koncert. De spiller godt, men svinger når det kommer til fejl – i aften var der dog ikke mange fejl at spore. AWF har et rygte der gør at mange mennesker kommer til deres koncerter og det er jo helt fint. AWF er ikke lige min kop te mere, og jeg savner da også Laurits Medoms vokal på de gamle numre, men mange insisterer på at det er godt musik. Så bliver man lige hængende og lytter lige en ekstra gang – med det resultat at jeg bliver enig i mine forudtagede meninger om AWF. De bliver bare kedelige i længden. De spiller deres numre og mere bliver det ikke til - der er ikke noget ekstra godt at komme efter. Det er selvfølgelig udmærket, men der kræves i min bog lidt mere når man er indehaver af en udenlands pladekontrakt.
As We Fight har lydt ens de sidste 5 år – og det med skift af både trommeslager og de to vokalister. Faktisk er kvaliteten i front faktisk dalet.
Bandet får dog gang i dagens første mosh pit og varmer folket op til Hatebreed, men jeg kan ikke lade være med at forvente mere af dem.
3/6

Warbringer
Lille scene
Dette unge band fik lov til at spille på den lille scene(til min store skuffelse) og grundet deres tvivlsomme popularitet i Danmark, var det nok også et godt valg. Desværre betød det også en meget forringet lyd slet ikke kan tilgives.
Warbringer gør det rigtig godt på skive og der bliver talt godt om dem. Det synes jeg passer meget godt, men desværre fik de ikke vist hele deres potentiale i aften. Lyden gjorde det simpelthen umuligt. Kendte man musikken i forvejen, havde man måske en chance, men ellers lød den bare meget mudret og med få klarheder.
Koncerten var heller ikke ligefrem velbesøgt, så Warbringers omdømme blev ikke forbedret ved dette møde med det danske publikum.
3/6

Hatebreed
Store scene
Hvad Warbringer ikke fik, fik Hatebreed. Lyden var klar og modbydelig hele koncerten igennem. Efter godt en halv times forsinkelse i forhold til programmet indtog Hatebreed, med Jamey Jasta i front, scenen til publikums vedvarende klapsalver.
Der var fra starten ingen tvivl om hvad Hatebreed var kommet – og publikum var tydeligvis ikke uenig med Jasta og co. Der blev liret nye som gamle sange af, de ældre til større jublen i pitten, men til alles tilfredsstillelse.
Hatebreed forstår situationen og udnytter den til fulde – der er ingen tvivl om hvem der er det professionele band her til aften.
Jeg er lidt i den situation hvor jeg kun kan sige positive ting om Hatebreeds optræden, og det sat op imod vejret, vinden og publikum. Hatebreed kom, de så og Kansas City Live sejrede. Bare ærgerligt der ikke var så mange der vidste det.
5/6


Kansas City Live er en brand go' ide, med to dage opdelt nogenlunde efter genre. I dag var metallens dag, og den kunne måske have været endnu bedre hvis Kansas City og tilhørende arrangører, havde oplyst mere akkurat om hvad dette begreb gik ud på. Udendørs festivalen med de absolut godkendte faciliterer faldt desværre lidt til jorden. Men vi andre nød vejret, musikken, pølserne og cowboy-vestene.