Så er det ved at være tid til den sidste indledende runde i Jylland. Det foregår på lørdag i V58 i Århus. Herefter er der en runde 3/5 i Roskilde og finalen i København 5/5.
Altså på lørdag (14/4) i Århus på V58 og selve showet starter kl. 19.30 (dørene åbnes en halv times tid før). Igen en mulighed at få en lille smagsprøve på hvad der rører sig i undergrunden, og hvis det er for slemt, så er man da i trygge hænder når Dawn of Demise går på til allersidst.
Denne optakt bliver mindre fyldestgørende end de foregående, da min tid er ret sparsom i dag og jeg skal afsted til det mørke Jylland for at deltage i juryens fornemme arbejde. Så det bliver en kort præsentation af aftenens rækkefølge med links til bands og deres musik.
Aftenen starter med Bloodlabel, hvis hjemmeside giver en lille forsmag på deres musik her. Bandet har for nylig udgivet albummet, Existence Expires.
Herefter er det tid til Rapid Dominance, der på deres Facebookside har en række numre man kan lytte til. Siden findes her. I starten af dette år udgiver de deres første EP, Premonition.
Panacea følger herefter, og har da også en Facebookside. Her er det ikke så let at finde deres musik, men går man ind under siden med ”Youtube” kan man finde film fra studiet og to sange (film med samme billede hele vejen). Siden ses her.
Dagens første og eneste band med tydelig ren sang er Diretone. På deres hjemmeside har de en lille afspiller der giver mulighed for at høre 3 sange. Metallica har ikke levet forgæves... Siden er her. I slutningen af 2011 udgav bandet deres debut album, Diretone.
Vi slutter konkurrencedelen af med Sickseed, der på deres MySpaceside giver en smagsprøve på 5 sange, og kan ses her. Bandet har som et af de få hjemmebane-fordel i forhold til publikum, men jeg tror godt vi i juryen kan se bort fra det.
Igen kommer Dawn of Demise og slutter aftenens musikalske del af, hvorefter der kun er udnævnelse af dagens vinder tilbage. Juryen giver igen mulighed for en snak med alle bands omkring vores observationer fra koncerterne.