Bandnyheder: Bandnyheder som RSS

 Nyhed d.18.02-2014
 Death Comes Pale
 Besøgt 12863 gange.
_______________________________

 Nyhed d.06.01-2014
 Downswitch
 Besøgt 13296 gange.
_______________________________

 Nyhed d.24.11-2013
 9000 John Doe
 Besøgt 7818 gange.
_______________________________

 Nyeste profiler:

 Prevail
 Tilmeldt: d.26.09-2012
 Deathmetal
_______________________________

 Thirdparade
 Tilmeldt: d.24.08-2012
 Metalcore/trash
_______________________________

 Panacea
 Tilmeldt: d.11.08-2012
 Melodic Deathmetal
_______________________________

 Seneste Artikler: Koncert anmeldelser som RSS Interview som RSS

 21.07-2013
 Metal Magic Festival 6

 11.03-2013
 Håvard Rem: "Innfødte Skrik

 17.07-2012
 Roskilde Festival 2012 - re

 14.08-2013
 Wacken Open Air 2013

 08.08-2013
 Killswitch Engage

 29.07-2013
 Metal Magic Festival VI

 Interview: Hail of Bullets/Ed Warby & Martin van DrunenInterview som RSS
Hail of Bullets/Ed Warby & Martin van Drunen
--------------------------------------------------------------------
Der er altid bands man skal hive svar ud fra, og rigeligt med musikere der giver kryptiske svar. Så er der heldigvis også dem, der ikke er til at stoppe igen. Det er vitterligt sjældent, at jeg ikke selv opdager, at jeg har været på telefonen og mailen i flere timer med nogen, og da slet ikke hollandske metal musikere. Ikke desto mindre var det tilfældet, da jeg fik chancen for at lave interview med to medlemmer af Hail of Bullets. Først bandets hovedkomponist, producer og trommeslager Ed Warby, og dernæst bandet karismatiske sanger og krigshistoriker Martin van Drunen. Den slags medfører to ting: en skribent der får forbandet ondt i fingrene af at klapre på tastaturet, og mange læsere, der får chancen for at fordybe sig i et af tidernes mest interessante death metal bands. Værsgo!

Billede af Caroline Traitler

Den stille udvikling før den ødelæggende storm

Nå, men vi kan jo gøre det ret nemt for os selv. Albummet har nøjagtigt den rette mængde udvikling som det kræves, fordi sangene er mere modne på dette album i forhold til albummet før. Godt klaret og tak for interviewet.
Ed:Yeah tak skal du have og hav det godt indtil næste gang!”

I skal dog ikke slippe så let, så lad os nu prøve at bore lidt i den musikalske udvikling, som mine ører hele tiden hører på jeres nye brillante album ”On Divine Winds”. Det føles som om I har tunet alle elementerne fra debutalbummet ”…Of Frost and War” op. Der er mere melodi, mere groove men også flere hurtige og brutale parter og alle ovenstående elementer er mere eller mindre puttet i hver sang, så der sker også meget mere i hver sang. Eller hvordan ser I på det?
Ed: ”Jeg ser det på nøjagtigt samme måde. HoB er ikke et band der vil forandre sig drastisk med hvert album. Ideen var at lave en album som man straks kan høre er fra os, men bedre på alle punkter. Vi har investeret meget arbejde i både sangene, rækkefølgen de kommer på albummet, teksterne, artworket, simpelthen alt. ”…Of Frost…” var et meget selvtillidsfuldt debutalbum, men jeg synes det nye album tramper det ned.”

Det virker på mig når jeg lytter til det nye album som om I har taget alle de elementer der gjorde ”…Of Frost and War” et godt album og tunet de elementer på ”On Divine Winds”. Der er brutale langsomme parter, fede melodiske parter og en del hurtige sager at finde i sangene. Der er faktisk mere af det hele.
”Mange tak skal du have”, siger en grinende Martin van Drunen. Det gør os virkelig glade at høre, at musikken er blevet vellykket. Især Eddie bliver glad for at høre det, for han har især investeret utroligt mange timer i det her album. Jeg vil ikke sige det har været en kamp, fordi vi vidste fra starten af, at det ville kræve hårdt arbejde at overgå debutalbummet. Jeg er enig med dig i, at albummet er et skridt fremad. Der er mere variation på pladen og bandet lyder bedre sammen.”

I får det til at lyde nemt når man hører sangene fordi de flyder så godt, og derved har det hårde arbejde netop båret frugt. For man skal vist ikke snyde sig selv i den henseende. Det må kræve virkeligt meget arbejde at forbedre sig indenfor en given stil.
Martin: ”Ja det kræver virkeligt utroligt meget arbejde. På den anden side føles det ikke sådan. Jeg læser også virkeligt meget når jeg skal til at skrive teksterne, og det tager utroligt mange timer, men det føles jo ikke sådan fordi jeg elsker at læse og holder af at skrive teksterne. Så man tænker egentlig ikke over den store arbejdsbyrde. Men Eddie har vitterligt brugt endeløse timer på albummet, både som sangskriver og nu også producer. Han er meget perfektionistisk og tro mig, han har virkeligt arbejdet med hver en lille detalje. I sidste ende gør vi det jo fordi vi elsker den her slags metal og fordi vi er så perfektionistisk anlagte, ved vi, hvad vi går ind til hver især.”
Ja når det er et hjertebarn man arbejder med, betyder tiden ikke rigtigt det samme.
”Præcis. Jeg er den eneste i bandet der er fuldtidsmusiker. Det er ikke ligefrem noget jeg bliver rig af, men for mig er det helligt, fordi jeg har min frihed på den måde og kan gøre hvad jeg vil udover musikken. Det giver mig naturligvis en masse tid til at læse i, og jeg elsker at læse. Det er et privilegium at kunne gøre det på den måde og derved investerer man selvfølgelig en masse tid i musikken.”


Ed: En af grundene til vi lavede EP’en var, at vi ville se hvor langt vi kunne komme med mit eget studie og med mig som producer og tekniker. Da vi lavede ”Frost…” synes jeg ofte at jeg lavede meget mere end vare se de andre drenge indspille og resten af bandet kunne godt lide ideen med, at vi kunne arbejde i vores eget tempo i stedet for at bruge dyr studiotid. Så vi brugte samme fremgangsmåde med det nye album [som med EP’en, red]. Trommer og vokal blev indspillet i Excess Studiet, men alt andet blev lavet hjemme hos mig.

Selv om de nye sange er mere komplekse føles de alligevel strammere og mere på prikken. De er samtidigt lidt kortere end sangene på ”Frost…” albummet, men alligevel sker der mere i dem med hensyn til temposkift og så videre. Det er jo utvivlsomt stadig old-school death metal i serverer, men man kan jo sige sangene er en lille smule progressive inden for deres givne rammer.
Ed: Ja generelt set er arrangementerne lidt mere tricky nu uden at de lyder beregnede eller forcerede. Det betyder vi har mere slagkraftige sange med en bedre struktur. For eksempel lavede jeg et mærkeligt temposkift i ”Strategy of Attition” men de andre opdagede slet ikke det var en 7/8 dels takt fordi det lyder naturligt. Der er masser af sådan nogle små finurligheder på pladen, et ekstra slag, en lille accentuering her og der. Men det er stadig primitivt death metal. Der er bare mere under overfladen, hvis du kigger efter det.

En af de ting der specielt har udviklet sig er brugen af melodier og en mere prominent lead guitar, der spiller temaer og soli over hele pladen. I har brugt de elementer før, men de er mere fremhævede denne gang synes jeg. De er også mere udviklede, selv om de bibeholder det her simple og effektive udtryk. Jeg elsker for eksempel den måde melodien leder op til soloen i ”Strategy of Attrition”. Det er, hvad jeg plejer at kalde ”Columbus og æg musik”. Alle kan spille det, men det kræver meget at kunne få ideen og få ideen til at virke.
Er det en naturlig udvikling vi ser her?

Ed: Fuldstændig naturlig! Jeg begyndte bare at skrive, og alle de her parter udviklede sig. På et tidspunkt sagde de andre i bandet ”Der er godt nok meget melodi, Ed” og jeg svarede ”hva’?”. Jeg skriver fortløbende og hvad der lige falder mig ind. Jeg tænker aldrig, ”og nu skal vi lige have en langsom part her, eller noget melodi”. Jeg går derhen hvor sangen tager mig hen, og ”Strategy of Attition” blev faktisk skrevet på én gang, også den langsomme midterpart du nævner, som også er en af mine yndlingssteder på pladen.
De melodiske stykker blødgør heller ikke albummet, de fremhæver nærmere de brutale steder på grund af kontrasten de skaber. Det er noget vi også brugte på numre som ”Nachthexen” og ”Inferno At The Carpathian Mountains”. Jeg elsker simpelthen melodi i metal. Mange bands smadrer bare løs, riff efter riff og når albummet er færdigt kan du ikke huske en eneste part derfra. Det er nok også vores fælles kærlighed for klassikerne fra Judas Priest og Iron Maiden der kommer os til gode her.
Martin: Mange mener, at det er en modsætning at lave groovy og fængende death metal, fordi de ting ikke kan kombineres. Men det føler jeg vi har bevist med dette album. Det er den slags musik jeg selv ønsker at høre.”

Det er en modsætning der hele tiden har fungeret fint. Tager man de første death metal bands var der masser af fængende melodi og groove at finde i sangene. Især fordi mange bands stadig var kraftigt inspireret af thrash og heavy metal. Det skulle du jo sådan set også vide en del om, fordi du var med til at skabe den tidlige death metal scene sammen med Pestillence i slutningen af firserne.
Martin: Yeah, det har du ret i. Dengang var det en meget ny genre, så alle bands var stadig meget inspireret af eksisterende metal, om det så var thrash eller heavy metal eller endda hard rock. Nu til dags, når jeg tager til koncerter eller bare hører musik mens jeg får mig en øl, sker det tit at jeg ikke kan stille noget op med det band jeg hører. Det går bare ind af det ene øre og ud af det andet, der er ikke noget der hænger fast. Nogle gange hører man en rigtig fed part, men inden man får den ind under huden, er den allerede væk og der sker noget andet i sangen. Hvorfor bruger man ikke den fede part noget mere? Behold det som dit basis riff og byg sangen op omkring det!
En af de bedste eksempler på, hvor simpel en sang kan være er ”Paranoid” med Black Sabbath. Det er tre riffs og alle kender det nummer. Det andet aspekt er som du sagde, at man skal få den gode ide og bruge den. Det er noget som Eddie, Stephan og Paul er gode til. De ved hvornår et riff er stærkt nok til, at man kan opbygge sangen omkring det. Man kan jo gå hvorhen man vil fra det fundament man skaber, men det er nødvendigt ikke at tabe sangens grundide af syne, når nu det er et godt og fængende grundlæggende riff.

Billede af Frido Stolte

Kong Riff den II

Riffene har også fået mere opmærksomhed denne gang har de ikke? Et riff som på ”Full Scale War”, drevet af stortrommerne, hold da op….det kunne mestrene i Bolt Thrower ikke have gjort bedre. Og det er jo bare ét eksempel, for pladen er fuld af riffs som bare er en smule bedre og mere fængende i denne omgang. Så har I ændret noget på proceduren i denne ombæring?
Ed: Riffet er kongen og vi er meget selektive omkring det materiale vi skriver. Vi var nok endnu mere kritiske denne gang fordi vi følte presset om at overgå det første album. Jeg har dog ikke mangel på riffs så hvis der endelig er noget der skal udskiftes, så udskifter jeg det bare med noget bedre. Det var sådan et riff som verset til ”Unsung Heroes” eller den anden halvdel af ”Guadacanal” blev til, og det gjorde underværker for sangene.

Teksterne er igen et kapitel for sig selv, men blev de tilføjet til sidst igen, eller gav Martin jer et grundrids af teksterne eller temaet på et tidligere tidspunkt denne gang? Var der et tættere samarbejde?
Ed: Det blev tidligt klart, at temaet skulle være Stillehavskrigen, og det havde en ubevidst indflydelse på den måde jeg skrev på. Til ”Frost…” forestillede jeg mig tanks og mudrede slagmarker, men denne gang forestillede jeg mig fly og krigsskibe og musikken blev lidt mere majestætisk og episk på grund af det. Temaet, titlerne og de specifikke hændelser blev alle fastsat tidligt i processen, men selve teksterne blev tilføjet senere. Martin og jeg arbejdede tæt sammen for at finde de mest passende og effektive vokallinjer til sangene, og jeg tror bestemt det ekstra arbejde kan høres.

Et kritikpunkt har jeg dog. Der er ikke noget ”Berlin” på albummet. Selv om ”To Bear the Unbearable” er et fedt nummer at lukke albummet med, er det bare ikke det samme episke mesterværk som ”Berlin” er. Men man kan jo næppe tvinge den slags frem…
Ed: Lige præcis. Man kan ikke tvinge den slags frem. ”Berlin” er ren magi, og jeg har set voksne mænd græde når vi spiller nummeret. Den slags kan man ikke kopiere og ”To Bear…” var bestemt ikke ment som en afløser. I starten havde nummeret ikke engang vokal. Vi ville have haft hele kejserens tale over nummeret, men det fungerede ikke rigtigt. Vi stemte faktisk ned fra B til A i det her nummer, og det er et af mine yndlingsnumre på albummet.

Her kommer den erfaring fra alle medlemmerne vel også bandet til gode. For sammenlagt har I skrevet og spillet rigtigt mange sange gennem jeres karriere. I ved vel, hvad der virker og hvad der ikke duer per intuition efterhånden.
Martin:Jeg kan kun tale for mig selv her. Men den måde jeg bruger min stemme på, er stort set intuition. Det er dog en helt anden måde jeg arbejder på ,når jeg skal lave vokal og tekst til et Hail of Bullets nummer i forhold til, når jeg laver det samme for et band som Asphyx. Det kræver meget større forberedelse fordi jeg skal have alle de historiske fakta på plads. Jeg kan ikke bare skrive noget lort, fordi det går ikke i det her band. Oveni de tekstlige forberedelser, så ved jeg, at der er en som Ed i bandet, som er en endnu større perfektionist end jeg selv er. Han er ikke let at gøre tilfreds, så det går ikke at tænke, at man bare lige smider det første og det bedste ind. I alle andre bands jeg har været med i, er jeg gået ind i studiet og bare skreget løs, og alle har været begejstrede for det hver gang, og ikke haft nogen yderligere kommentarer til det jeg har lavet.
Men Ed er den type, som gerne har noget bidrage med, og han kommer gerne med forslag, både omkring mindre ændringer men nogle gange også med konkrete ideer til vokalen. Han har virkeligt nogle gode ideer somme tider. I det her band komplementerer vi hinanden i forhold til alle andre bands jeg har været i. Derfor er det en stor fornøjelse at arbejde sammen i bandet. Vi er lige perfektionistiske og vi tænker på sammen måde rent rytmisk set.

Ed du har jo produceret det nye album, og det er første gang eller hvad? Der er ikke sat nogen producer på ”Frost…” albummet, kun Hans Pieters som tekniker. Så hvem producerede egentlig det første album?
Ed:Det var faktisk også mig. Jeg var der under det meste af indspilningen og sørgede for alle ydede deres bedste. Jeg har faktisk produceret albummet siden vores promo cd. Dette er bare første gang jeg får anerkendelse for det ha ha.

Så var det en fælles beslutning at du skulle producere? En producer er jo den der sørger for, at alle giver det bedste de har er det ikke? Men når nu I spiller i et band, hvor alle medlemmerne har mange års musikalsk erfaring, er det så ikke svært at skulle bede en om at genindspille noget, som han allerede var tilfreds med?
Ed:Min primære opgave var at få de rette optagelser i kassen og sørge for at albummet fik den rigtige stemning. Det er ikke nemt at kæmpe for perfektion mens man skal bibeholde den nødvendige råhed men jeg synes jeg har et godt øre for den slags. Jeg var ret hård ved de andre ind i mellem, men drengene stoler på, at jeg træffer de rigtige beslutninger når det drejer sig om bandets lyd og udtryk, så der var ingen sammenstød. Hvert medlem behøver en forskellig tilgang, og fordi jeg kender dem er det nemmere for mig at guide dem i den rigtige retning end en almindelig producer.
Martin skule lige vænne sig til, at trommeslageren fortalte ham hvordan han skulle synge somme tider, men da vi hørte det endelige resultat, syntes han det var en af hans bedste præstationer nogensinde. Jeg undervurderede dog arbejdsbyrden og samlet har jeg arbejdet på albummet i over ni måneder, næsten hver dag. Der er mange forsøg og fejl og søvnløse nætter i det album, men jeg er glad for, at vi gjorde det på denne måde.

Billede af Hail Of Bullets

Martin, var det så ikke svært at trommeslageren skulle fortælle dig hvordan du skulle synge?
Martin:Nej, nej fordi sagen er, at vi tog os noget ekstra tid med at arbejde på teksterne og vokalen til dette album. Der var en to-tre steder, hvor jeg ikke var tilfreds med de ting jeg selv havde fundet på. Jeg kunne så vende de ting med Eddie og resten af bandet og han havde så forslag til ændringer, eller vi beholdt tingene, fordi de andre i bandet ikke syntes de skulle ændres, så nogle gange var det kun mig der var utilfreds. Den slags er slet ikke svært at gøre med Eddie, fordi han tænker på samme måde rytmisk set som trommeslager. Jeg synger enten på riffets takt eller på trommernes takt. Mest på riffets takt, selv om Eddie mener det er på trommerne, men det er et interpretationsspørgsmål tror jeg. Så hvis han kommer med at forslag om at ændre vokalens rytme i forhold til den måde jeg havde tænkt mig, er det virkeligt nemt at ændre det fordi vi tænker ens rytmisk.
Det opdagede jeg allerede på første album og nu ved jeg hvordan han tænker, så nogle ting kunne jeg allerede lave fra hans synspunkt før vi gik i studiet. Så nogle ting var han virkelig begejstret for, og så kunne jeg sige at det burde han også være, fordi det var lavet ud fra hans synspunkt ha ha.
Det holder mig mere fokuseret og åben overfor muligheder at arbejde med Eddie i forhold til før i tiden. Det er en større udfordring, og det kunne nogle folk opfatte som irriterende men jeg synes det er en fornøjelse at arbejde sammen med en, der kan forbedre mig efter alle disse år.

Produktionen er også bedre nu, selv om den var god første gang. Især trommerne har fået en mere organisk og old-school lyd som er meget uklinisk og passer fedt til stemningen. Der var vel ikke de store overvejelser om hvorvidt det var Dan Swanö der skulle mikse pladen igen?
Ed:Slet ikke. Jeg kan sige med absolut sikkerhed, at vi vil fortsætte med at arbejde med Dan så længe vi eksisterer. Det ene område, hvor jeg følte ”Frost…” kunne bruge noget forbedring er trommelyden. For sig selv lyder den fed, tjek bare introen på ”Red Wolves…” men lige så snart der kom guitarer på, var det farvel til denne lille trommedreng. Det var min beslutning af guitarerne skulle være så høje i mikset, Stephan ville faktisk have højere trommer, det er den omvendte verden det her…..men denne gang ville jeg have et miks der var 100% afbalanceret med både høje guitarer og kraftfulde trommer, og Dan leverede varen. Vi arbejdede hårdt på mikset sammen i en måned og denne gang kan jeg virkeligt sige, at jeg er fuldstændigt tilfreds.

Overordnet set kan vi godt konkludere, at ”On Divine…” har lige præcis så meget udvikling og progression som jeg havde håbet på. Men er det ikke svært at finde den rette balance? Måtte I kassere meget materiale undervejs?
Ed:Vi er meget nådesløse når det kommer til at kassere materiale. Paul havde for eksempel en masse langsomme ting, som vi simpelthen ikke kunne bruge i denne omgang og jeg må have trådt Stephan over tæerne et par gange når det kom til at splitte han sange og ideer ad. Det samme gælder dog for mig, så i sidste ende fungerer det fint.

Det viser jo også, at bandet er vokset meget siden I udgav jeres debutalbum for over to år siden.
Martin:Ja absolut. Fordi dengang var det hele nyt. Vi havde sangene og øvede sammen et par gange, men det var første gang i var i studiet sammen som et band for at optage et album. Vi skulle lige føle hinanden på tænderne, og man passede lidt på for ikke at ødelægge den gode stemning. Nu ved vi hvad man skal forvente af hinanden. For mig personligt var der større pres på for at levere varen på dette album, men jeg var alligevel mere afslappet da jeg skulle indspille det her album i forhold til da jeg skulle indspille debuten. Jeg følte mig mere tilpas denne gang.

Jeg holder meget af bands der holder sig tro mod deres egen stil, men det er ofte et Damoklessværd i det lange løb. Bands som Bolt Thrower, Amon Amarth eller Six Feet Under har alle fulgt deres egen stil i en del år nu, men selv mestre som Bolt Thrower kan ikke helt holde samme fede niveau længere. Frygter I ikke at ende samme sted?
Ed:Klart, men det er en del af dette bands koncept at holde sig til old school death metal så der skal nok findes folk derude, som ikke synes vi udvikler os nok allerede nu. Men så igen, kommer vi ikke til at udgive et album hvert år og vi sætter kvalitet over kvantitet så det er ikke noget jeg bekymrer mig alt for meget om. Og hvis Bolt Thrower kan lave ”Those Once Loyal” så sent i deres karriere er der håb for os endnu. Det er jo heller ikke fordi Amon Amarth laver lort for tiden heller…
Og hvis vi føler trang til at inkorporere keyboards og kvindesang håber jeg virkeligt, at nogen vil fortælle os vi skal stoppe eller i det mindste starte et andet band. Jeg håber dog vi har fornuft nok til selv at stoppe inden vi kommer så langt. Nogle bands er nødt til at udvikle sig for at forblive relevante. Hvis jeg køber et AC/DC eller Motörhead album så vil jeg høre en velkendt lyd og jeg er ligeglad med, om der er nogen form for udvikling. Hvis jeg til gengæld køber et Opeth eller Mastodon album er jeg interesseret i at høre, hvordan de har udviklet sig siden sidst. Jeg tror nok vores stil er stor nok til, at rumme mindst et par album til, og til den tid har vi rundet de 50…

Ed du spiller i en række andre bands. Først og fremmest dit eget doom metal band The 11th Hour som du har med Rogga Johansson, som du også spiller sammen med i Demiurg, hvor Dan Swanö er med. Desuden har du været trommeslager for Arjen Lucassens Star One projekt i en del år efterhånden.
Hvad betyder de projekter for dig personligt og musikalsk? Er du mere involveret i de bands som du skriver musik for, i forhold til for eksempel Demiurg hvor du kun spiller? Bidrager de bands til din udvikling som sangskriver og inspirerer dig?

Ed:Da jeg kastede mig ud i The 11th Hour eventyret følte jeg mig definitivt mere involveret end nogensinde før. Ikke bare fordi albummet handlede om meget personlige ting, men også fordi jeg skrev alt og spillede næsten alt selv. HoB er også meget tæt på mit hjerte af åbenlyse gunde, men jeg føler mig også forbundet med Demiurg, selv om det er et langdistance projekt. Rogga gav mig nogle flere opgaver i denne omgang, for eksempel var det mig der skulle stå for indspilningen af Marjas vokal og jeg puttede en masse af mig selv ind i ”Slakthus Gamleby” så det føles ikke som et hurtigt sideprojekt. Det gør Star One bestemt heller ikke. Det er selvfølgelig Arjens baby men jeg har arbejdet med ham så længe, at jeg føler mig meget nært forbundet med det musik vi laver.
Jeg får dog ikke rigtigt inspiration fra ét projekt til et andet, men jeg tror det gør mig til en bedre musiker at lave alle de her forskellige ting. Hvis ikke andet lærer det mig at spille det, der er bedst for albummet, hvor det før hen mere handlede om at spille det, der var bedst for mig selv. Med HoB og The 11th Hour er trommerne faktisk det der ligget mig fjernest. Jeg er mere koncentreret omkring sangene og produktionen og så halvvejs igennem processen kommer jeg i tanke om, at jeg nok heller må tænke på nogle trommer også.

Der lader dog til at være et fællestræk for alle de andre musikere du arbejder sammen med; De er alle sammen vanvittige arbejdsnarkomaner, der spænder meget bredt i deres musikalske udtryk. Er det et tilfælde?
Ed:Det er det nok ikke. Det er bare noget, som jeg kan relatere mig til og hvis vi ser det fra den anden side, så kan normale mennesker heller ikke relatere sig til folk som os. Når Arjen og jeg er i studiet sammen er der nærmest en ordløs kemi mellem os fordi vi kan lide den samme musik og har de samme høje standarder for os selv. Jeg arbejder hårdt og forventer at andre folk arbejder lige så hårdt, og på grund af det er jeg ikke altid nem at håndtere, men de andre gutter er på samme måde, så det er ikke et problem at være en neurotisk arbejdsnarkoman.

De nævnte for mig, at de andre skrev mere musik i denne ombæring for HoB, men du er stadig den primære sangskriver og nu også producer. Er du blevet bandets boss, eller er bandstrukturen stadig den samme?
Ed:Der er ingen boss i Hail of Bullets. Jeg har bare den stærkeste musikalske vision og jeg er nok den mest fremadrettede. Men dette er et band hvor alle er lige og vi har alle et job indenfor helheden. Stephan joker nogle gange med, at jeg har overtaget hans band, men jeg har kendt ham i halvdelen af mit liv og vi ved begge to hvad det er for en fed ting vi har kørende her.



Nu vendes min opmærksomhed dog mod Martin, for igen er et Hail of Bullets album synonym med et udførligt og fængslende koncept, der skildrer begivenhederne i en krig. Denne gang er det som nævnt Stillehavskonflikten er der i fokus, og det er ikke så lidt den gode van Drunen er i stand til at lære fra sig.

Når historien bliver levende gennem død

Igen et konceptalbum og igen er teksterne geniale!
Martin:”No way! Tak skal du have!”
Nu vil jeg aldrig nogensinde påstå, at jeg er ekspert i Anden Verdenskrig, men generelt mener jeg dog, at jeg har styr på de fleste fakta. Det var tilfældet med detaljerne der udgjorde ”…Of Frost and War”, men denne gang må jeg tilstå jeg var nødt til at slå en hel del ting op, fordi nogle gange havde jeg ingen anelse om, hvad det var du beskrev, og det har afgjort bevirket, at jeg har nydt teksterne endnu mere i denne omgang. Hvad var det omkring det japanske kejserrige og krigen i Stillehavet der var interessant nok for dig til at skrive om det?

”Tjaaah…” indleder Martin lidt tøvende, ”jeg var faktisk ikke overbevist om dette emne i begyndelsen og jeg gravede slet ikke i det. Det var bare en spontan ide jeg lige pludselig fik, men så begyndte jeg at grave i det og fandt frem til en masse dokumentation omkring emnet og jo mere jeg lærte omkring begivenhederne, jo mere fascineret blev jeg. Der er to ting der er særdeles interessante for mig omkring emnet: For det første, hvordan kan et relativt lille land som Japan erobre og okkupere så stort et område. I den forbindelse er det fascinerende at lære, hvordan det lykkedes at manipulere og indoktrinere befolkningen til at støtte krigen. De benyttede sig faktisk af ældgammel japansk kultur for at forberede befolkningen til krigen og gøre dem tilstrækkeligt fanatiske til, at de ville dø for deres fædreland, ligesom kamikazekrigerne gjorde det.
Faktisk var hele den politiske udvikling i Japan det mest interessante emne for mig i hele krigen, men det kunne jeg selvfølgelig ikke bruge på albummet fordi det ville være kedeligt. Hele den politiske udvikling er ufattelig kompleks i den tid og for os europæere er det helt ubegribeligt! Vi kan slet ikke relatere os til, hvordan det overhovedet kunne ske.
For det andet, er det utroligt hurtige modsvar fra USA interessant. Efter Pearl Harbour, hvor Amerika nærmere blev fornærmet og udfordret, gik denne utrolige økonomiske sektor i gang med at producere det krigsmaskineri, der var nødvendigt for at kunne gengælde angrebet. Amerika kom igen utroligt hurtigt, og Japan havde slet ikke regnet med så hurtig en modreaktion efter hvad de troede var et knusende angreb på Pearl Harbour.
Så den interne udvikling i Japan kombineret med Stillehavskrigen var det mest fascinerende for mig omkring emnet.”

Albummet starter med ”Operation Z” som netop beskriver begivenhederne ved Pearl Harbour i 1941, men så springer begivenhederne 10 år tilbage med det næste nummer. Hvorfor dette spring i kronologien?
Martin: Det skete på opfordring af bandet. Du kan bare ikke rigtigt starte et Hail of Bullets album med ”The Mukden Incident”. Det er ikke en kæmpe begivenhed på samme skala. Jeg hader at skulle ødelægge min kronologiske orden. Tro mig, jeg hader det virkeligt! Men der var ikke rigtigt nogen udvej. Vi arbejder jo på den måde, at teksten også skal passe til selve musikken og sangens udtryk. Så vi følte at albummet skulle starte med Eddies fede intro og så det nummer som følger, og det passede ikke til ”Mukden Incident”, så jeg gjorde en undtagelse der, og startede albummet med Pearl Harbour begivenheden i stedet. Alle kender jo de begivenheder, så er man ligesom i gang.

Jeg kan faktisk godt lide det. Fordi man kender netop begivenhederne ved Pearl Harbour. Personligt havde jeg ingen anelse om, hvilke begivenheder der afspillede sig ved Mukden, så den skulle jeg slå op. Så det er rart albummet starter med noget man kender og kan relatere sig til. Men ”Kamikaze” nummeret sidst på pladen er det kronologisk? Jeg troede man brugte kamikazekrigere gennem hele krigen?
Martin:Man havde hele tiden selvmordssoldaterne, eller ”de menneskelige kugler” som de kaldte dem. Men med hensyn til kamikazekrigerne viser det den afsluttende desperation. Regeringen brugte den japanske krigertradition bushido, som IKKE glorificerer selvmord i kamp. Men de iklædte traditionen i en lækker lille historie om, at man bør dø for sit land. Den store bølge af selvmordsfly, der var faktisk også ubåde der gjorde det, var i krigens sidste del. De havde altid den indstilling, at det var en skam at overgive sig. De kendte faktisk ikke begrebet overgivelse. Man begår selvmord, sabuko som det hedder på japansk, ved at stikke en kniv i maven på dig selv, mens en tjener hakker hovedet af dig. Den tradition fandtes allerede, og når sådanne ekstremiteter fandtes, var det ikke svært for lederne at overbevise folket om at gå skridtet videre som selvmordskrigere. De virkelige kamikazekrigere dukkede dog først op i krigens slutning som et desperat træk fra Japan. Et land som er fanatisk og desperat. Det viser mere end nogensinde krigens galskab. Vi to som en dansker og en hollænder elsker jo vores demokrati og ville næppe lade en diktator invadere vores land uden kamp. Så vi ville vel også dø for vores ideologi, men derfra og til at stige ind i en maskine med det formål at dø. Der er sgu langt imellem.

Ok, jamen så er sangen jo kronologisk. Sig mig, ved du om de svejsede cockpittet sammen på Zero’en inden kamikazekrigeren fløj af sted? Så han ikke kunne fortryde sin mission? Det har jeg hørt et sted men jeg ved ikke om det passer.
Martin:Jeg har hørt om det, men faktisk ikke selv stødt på det i bøgerne. Så jeg tror det faktisk ikke. De havde en ceremoni inden selvmordsmissionen med et bord fyldt med mad og sake og de blev selvfølgelig hædret bagefter. De har stadig statuer stående over hele Japan med kamikazekrigere. Den dag i dag! Piloterne bliver stadig æret den dag i dag. Det er fandeme sygt. Prøv at tænke hvad der ville ske hvis tyskerne gjorde det?

Krigens helvede

Ja jeg er heller ikke sikker på det ville blive godt modtaget internationalt, hvis man hyldede SS-officerer for deres indsats under krigen. Et aspekt af dine tekster går igen på denne plade. Teksterne er igen meget faktuelle med soldaters udstyr, maskineri, geografiske oplysninger, militære taktikker osv. Samtidigt beskriver du lidelserne hos soldater og civile fra begge sider. Og den sammenblanding bevirker igen denne gang, at teksterne er utroligt brutale.
Martin: Tak for det. Der var jo mange specifikke begivenheder fra krigen som jeg slet ikke kunne behandle fordi det var sådan et stor konflikt. Jeg måtte udvælge hvad der skulle behandles, og det blev ikke bedre da jeg gravede dybere ind i materialet der handlede om japanernes mentalitet. I starten var det meget forvirrende og gav ingen mening, men det blev klart for mig, at dette ikke blot var en krig mellem to nationer. Det var også en krig mellem to diametralt modsatte kulturer. Så på den ene side har jeg prøvet at beskrive maskineriet fra krigen. Det var for eksempel første gang, at man brugte hangarskibe i en krig, men jeg blev også dybt chokeret over den brutalitet som japanerne udviste mod civile. Jeg behandlede også dette emne på ”…Of Frost and War” med tyskernes besættelse af Leningrad, hvor en million civile døde af sult, udelukkende fordi besættelsesmagten ønskede det. Alle ved dog, hvad tyskerne gjorde mod jøderne og den russiske civilbefolkning. Men der er ikke mange der ved, hvad japanerne gjorde i Kina. Jeg nævner Nunking fordi de fleste kender til det. Men det stoppede jo overhovedet ikke der. Der skete overgreb konstant. Hundredetusinder blev skudt, halshugget, voldtaget og så videre, for japanerne gjorde lige præcis hvad de havde lyst til. Det følte jeg måtte beskrives og så blev jeg også meget rørt af beretningerne omkring krigsfangerne.
Som jeg sagde tidligere, kender en japansk soldat ikke til overgivelse. Så hvis en fjendtlig soldat overgiver sig, betragtes han som en kujon. Japan anerkendte ikke Geneve konventionen, så de behandlede krigsfanger som dyr.

Det vidste jeg ikke.
Martin: Det forholdt sig ikke desto mindre sådan. På Bataan dødsmarchen skulle amerikanske og filippinske soldater marchere til deres fangelejre. De var allerede udmattede og døden nær af udsultning fordi de havde holdt stand i junglen uden forsyninger i en måned. Japanerne stak fangerne med bajonetter eller skød dem hvis de ikke kunne gå mere og de gav dem næsten ingen mad. Tusinder døde på marchen og atter tusinder døde grundet de miserable forhold i lejrene, fordi der ingen lægehjælp var og de blev sat til hårdt tvangsarbejde og fik kun lidt mad. De der endelig var så heldige at overleve det helvede, blev sendt på skibe til Japan for at blive slavearbejdere der. Men skibene de sendte dem med, var ikke markeret som fangetransporter på nogen måde, så 6-7000 af fangerne der overlevede lejrene døde fordi skibene blev sænket af amerikanske ubåde, da de var på vej til japan!
Jeg anede intet om det før jeg læste det, og jeg tror det gælder for mange rundt omkring, så jeg vidste at jeg blev nødt til at beskrive det, ikke mindst fordi det er et andet aspekt af krigen end de sædvanlige beskrivelser af slag og ædelmod. Krig er ikke et eventyr, krig er helvede og det er et faktum!

Alligevel vender du synsfeltet den anden vej allerede på det næste nummer ”Tokyo Napalm Holocaust”, hvor det er japanerne som den lidende part. Se den begivenhed anede jeg heller ikke havde fundet sted, og jeg synes det er så utroligt vigtigt, at du netop sørger for at fortælle historien fra så mange forskellige perspektiver som muligt.
Martin: Ja jeg synes det er utroligt vigtigt som en objektiv fortæller. Jeg har en del bøger skrevet af amerikanske marinetropper og jeg var heldig at finde nogle bøger skrevet af japanske soldater. De er meget sjældne så dem var jeg glad for at kunne opstøve. Så har jeg naturligvis materiale fra hærenes kommandoer og endelig historikeres materialer. Alt det skal jeg samle og filtrere, så jeg kan komme frem til en objektiv beskrivelse.
Jeg bifalder selvfølgelig ikke hvad japanerne gjorde, og jeg er glad for, at amerikanerne vandt for alternativet ville have været frygteligt. Det er jo nøjagtigt det samme her. Hvis Tyskland havde vundet, havde vi nok ikke siddet lige nu og diskuteret death metal albums…”

Nej det tror jeg du har ret i. For at vende tilbage til sange ”Tokyo Napalm Holocaust” så er det igen din deskriptive stil der slår igennem: ”Desperate mothers suffocating, their babies fried on their back. Smouldering rests of existence, civilians carbonized and black.” Det er fandeme brutalt!
Martin: Ja det er brutalt og det er lige præcis, hvad der skete. Da jeg læste om hændelsen første gang ved et rent tilfælde, som en fodnote i en bog, blev antallet af dræbte under napalm bombningen i Tokyo angivet som højere end Nagasaki og Hiroshima tilsammen. Det var faktisk napalm bombningerne som fik den japanske kejser til at overgive sig, og ikke atombomberne. Der var perfekte omstændigheder i Tokyo for katastrofen for at sige det kynisk. Der var en stærk vind, og det var om natten, så bygningerne brændte over hele byen fordi det var traditionelle japanske bygninger som er bygget af træ. Brandene var så intense, at øjenvidneberetninger fortæller, at broerne glødede! Stålkonstruktionerne i broerne var simpelthen blevet så varme af ilden at de blev rødglødende. Indbyggerne kastede sig i byens vandreservoirer for at undslippe flammerne, men vandet fra de her store reservoirer fordampede simpelthen, så dagen efter lå der karboniserede lig i bunden af bassinerne som det eneste.
Jeg havde jo heller aldrig hørt om det før, og jeg kan simpelthen ikke greje, at folk taler om atombomberne hele tiden, men ingen nævner hvad der skete i Tokyo. Derfor er atombomberne heller ikke behandlet på pladen fordi der er tusindvis af bands der allerede har gjort det.

Jeg synes emneprioriteringen er fremragende netop fordi der er behandlet så mange ting, som man ikke kender noget til. Jeg måtte som sagt også slå en masse ting op. Apropos, hvad er B-san, som du også nævner i sangen?
Martin: Det er japanernes navn til de amerikanske bombefly B-29. Da de hørte sirenerne og så bombeflyene sagde japanerne altid ”B-san.

Tekstforfatterens helvede

Går vi tilbage i din karriere, så er det ganske tydeligt, at dine tekster har udviklet sig rigtigt meget siden de tidlige dage i Pestillence og Asphyx. Var der nogen specifikke ting der startede udviklingen hen mod den tekstforfatter du er i dag?
Martin:Det er nok bare en naturlig udvikling du kan se. Da jeg startede med Pestillence var det mine første forsøg og det blev allerede lidt bedre med Asphyx. Efter vi lavede ”Last One on Earth” besluttede jeg mig for, at jeg ville adskille mig fra de sædvanlige death metal tekster. Jeg beskæftiger mig stadig meget med døden som et emne, det er uundgåeligt når man behandler krige. Jeg tror at jeg for første gang lavede hvad JEG ville lave på sangen ”Food for the Ignorant”, som handler om religion som et overordnet emne. Da skrev jeg omkring de ting som jeg ville, og ikke som death metal scenen forventede. Det fungerede med nummeret og folk kunne også lide det, og siden er der bare sket en udvikling.
Jeg synes jeg topper nu med Hail of Bullets, men nu har jeg også læst så meget i årene og har så mange ideer til emner, at det er nemmere bar at koble fra og koncentrere sig om at skrive teksterne. Jeg havde dog alligevel en skriveblokering kort inden vi skulle i studiet med dette album. Der kom simpelthen intet ud. Jeg satte mig med papir og blyant om morgenen og tre timer senere sad jeg stadig og gloede på det tomme stykke papir. Så jeg sagde til de andre i bandet at jeg var nødt til at tag en pause, så jeg tog over til min kæreste i San Diego, Californien for at få det hele lidt på afstand. Derovre besøgte jeg nogle museer og så den amerikanske flåde der ligger til der, og jeg skrev faktisk ”Kamikaze” mens jeg var derovre, ud af det rene ingenting! Så vidste jeg, at jeg var på rette spor igen, og efter jeg kom hjem skrev jeg alle teksterne på to uger. Det hele var jo i hovedet på mig, men det hvirvlede bare rundt i kaos derinde. Jeg vidste hvordan jeg skulle synge på sangene men jeg kunne ikke få sat ord på det fra alt det jeg havde læst. Jeg tror ærligt talt jeg havde studeret for intenst og fået for meget information ind, og så fik jeg problemer med at få orden på alle informationerne. Det fik jeg mens jeg var i San Diego tror jeg. Det er den eneste forklaring jeg kan komme med. Jeg har aldrig oplevet det før.”

Så vi kan konkludere, at synet af nøgne kvinder skaber orden i dit hoved!
Martin bryder ud i et længere latteranfald og giver mig ret i min betragtning, før jeg får rettet kursen ind på det mere seriøse igen.
Jeg stillede jo spørgsmål ved din evne til at fortsætte med at skrive konceptalbums om krig for bandet da vi snakkede sammen sidste gang. Jeg troede jo ikke, at du kunne fortsætte med at finde nyt materiale og nye vinkler på krige, som andre bands ikke allerede har behandlet. Nu er jeg så fuldstændigt overbevist om, at du er mand for at kunne fortsætte din unikke måde at behandle temaerne på. Men den måde som du behandler materialet på forudsætter også, at du har veldokumenterede og alsidige informationer til rådighed omkring krigene. Så du ville aldrig kunne skrive en fængslende historie omkring mongolske nedslagtninger af 30 millioner kinesiske bønder i det 13. århundrede, fordi det ikke er særligt veldokumenteret. Derfor ville lytteren aldrig kunne identificere sig med begivenhederne….så du har brug for krige der udspiller sig indenfor de seneste 150 år.
Martin:Ja det har du nok ret i. Folk er dog blevet overbevist om, at bandet kun vil beskæftige sig med Anden Verdenskrig, men det er ikke tilfældet. Som sagt er stillehavskonflikten opstået spontant og jeg ville egentlig ikke skrive om Anden Verdenskrig igen. Jeg ventede på, at der skulle komme en anden ide ind i knolden på mig som jeg kunne bruge. Men jo mere jeg gravede i det her, jo mere entusiastisk blev jeg simpelthen. Bandet var også ret skeptiske i starten, men jo mere jeg forklarede omkring emnet, jo mere overbeviste blev de.
På den anden side tror jeg, at der nok skal findes materiale nok om nærmest alle konflikter, bare du leder længe nok efter det. Tænk på, hvor meget materiale der findes om det romerske rige. Det handler også om at være heldig med det materiale du finder. Det kræver mange eftermiddage i gamle boghandler og antikvarer hvor man leder på hylderne. Nogle gange har man brugt tre timer derinde uden resultat og nogle gange er den der. Så står jeg og jubler højlydt derinde og alle glor på mig, fordi normalt er alle jo stille sådan et sted ha ha. Så går jeg jublende lykkeligt ud af butikken og så er det bare om at komme hjem og læse. Det har jeg prøvet nogle gange og det gælder nok for alle emner man graver i. Napoleonskrigene findes der også meget materiale omkring, så der er emner nok at tage fat på omkring krig. Det har jo eksisteret så længe som mennesket.”

Det kunne være fedt hvis du udgav en list over de bøger som du bruger til hvert album, så fans selv kunne læse omkring det.
Martin:Ja, men så ville jeg jo afsløre mine hemmeligheder ha ha. Mange af de bøger jeg bruger, især til dette album, er nok meget svære at få fat på for de fleste. Går man i en boghandel og kigger under Anden Verdenskrig, vil størstedelen af materialet handle om Normandiet og tilsvarende begivenheder som alle kender. Men omkring Stillehavet er der meget lidt og det tog lang tid for mig at finde. Jeg glemte at nævne det, men jeg bruger også litteratur sammen med faglitteratur. Ikke i denne omgang tror jeg, men til sidste album gjorde jeg, fordi der findes utroligt meget godt tysk litteratur der handler om østfronten.
Jeg kunne dog måske lave en liste, men de ville blive længere og længere ha ha. Jeg læser jo stadig omkring Stalingrad og østfronten fordi jeg stadig er fascineret af det.

Det tyder på, at I ikke har bibliotekssystemer som det danske, hvor man kan bestille bøger fra ind- og udland…
Martin:Nej det har vi ikke he he. Wow, det er da fedt at I kan det.

Håber du at kunne starte eller fodre en historisk og samfundsmæssig interesse hos lytterne med dine tekster?
Martin:Jeg skriver primært for mig selv, fordi jeg er sangeren og jeg vil synge omkring ting der betyder noget for mig selv. Det er der, du er bedst som sanger, når du kan visualisere de sange du synger. Når det er sagt, så har jeg haft mange samtaler med fans efter koncerter omkring krigen på østfronten fordi de er interesserede i det, eller har mistet familiemedlemmer i krigen. Det er selvfølgelig interessant at have de samtaler men det er også et utroligt stort kompliment at få. Fordi jeg tror ikke, at de fleste læser death metal tekster, når de handler om Satan og død. Vores fans læser åbenbart teksterne, og når jeg er færdig med sangene og læser det hele igennem tænker jeg da også, at det er noget, som folk måske ville kunne lide. Til koncerterne er der gerne et par af de første rækker der kender alle teksterne, og det er selvfølgeligt fedt som band at stå og se publikum er så inde i sangene.
Jeg er før blevet spurgt, om jeg er på en uddannelsesmission, og det er jeg ikke. Det er dog fedt, hvis der er nogen der lærer lidt af de ting som de læser i mine tekster. Det er mit lille bidrag til samfundet, gnægger Martin lidt selvtilfreds for sig selv, og med rette må man sige. Nu er vi dog inde at røre ved samfundet, og jeg har tydeligvis fundet en kæphest jeg har til fælles med den karismatiske death metal vokalist, for det er to tydeligt ophidsede stemmer der diskuterer de næste linjer.

Så hvad har helvedet lært os?

Det er jo efterhånden et krav at lære folk noget i vores samfund hvis man endelig har chancen for det. Herhjemme kender alle folk deltagerne i Paradise Hotel, men aner ikke hvad holocaust er, fordi det eneste der tæller er overfladiskhed. Nu ved jeg ikke, hvordan programfladen er i Holland…
Martin:Der er en grund til, at mit fjernsyn næsten aldrig er tændt. Der er KUN lort i det. Idol, den næste model eller hvad fanden det hedder. Jeg tror virkeligt at samfundet er i færd med en fordummelsesproces. Det virker ikke som om der er nogen der er interesserede i noget med substans og vigtighed. Jeg kan ikke tro det.
Nu skal jeg ikke male fanden på væggen, men i sidste ende er et samfund begravet i overfladiskhed et nemt offer for den næste Hitler.
Martin:Det er lige præcis hvad der sker i Holland. Her har vi en galning [Geert Wilders, red] som har fået op til en tredjedel af stemmerne! Jeg så valget og det var en sort dag for mig. Han er en populist, der ikke laver andet end at beskylde muslimer for alt. Jeg bryder mig heller ikke om fanatikerne der sprænger fly i luften. Men gode muslimer som gode kristne er jo også gode mennesker, der bare tror på noget, som jeg ikke er enig i. Men at tale om sådanne nemme og sikre emner er det samme som Hitler gjorde, og når nogen sammenligner ham med Hitler, sagsøger han dem fandeme! Manden har ingen økonomiske løsninger, han har ikke en gang et fucking program! Der er så mange andre ting i verden er er vigtigere at løse end immigration. Men han fortæller bare folk hvad de gerne vil høre, hvor svært er det måske? Jeg tror en del af problemet kommer fra et haltende skolesystem, hvor lærere ikke længere fortæller børn, at man ikke skal tror på spredere af had og populisme.
Da jeg gik i skole gik lærerne langt for at vise, hvor slemt de fascistiske regimer behandlede folk og det gav folk en fornemmelse for ansvar fordi vi fik set hvor slemt det kunne gå.

Danmarks fjerde største parti hedder Dansk Folkeparti, og det er nok heller ikke svært at gætte hvad deres indstilling er.
Martin:Ja det kan jeg godt forestille mig. Det er som jeg gerne fortæller til folk. Der er sket en tilbagevenden af højreorienteret politik over hele Europa, bortset fra i Tyskland. Fordi de ved, hvad det betyder hvis de bliver underkastet et fascistisk regime. Denne generation i Tyskland ved, hvad deres forfædre gjorde, og selv om de intet har med det at gøre mere, skal de stadig skamme sig over det. Det er retfærdigt for tyskerne nu, men det er også godt. For ser man hvordan det står til i Japan, føler befolkningen ingen skam over det der er sket. Jo, de føler skam over at have tabt, men ingen skam over de frygtelige forbrydelser de har begået.

I det mindste har den japanske befolkning i dag en større historisk fornemmelse for demokrati.
Martin:Ja det var faktisk en af de første ting McArthur gjorde i Japan. Han gav kvinderne stemmeret, og det var en stor ting i det japanske samfund. Det er et demokrati i dag, men deres kultur afspejler sig stadig i firmaers opbygning og de ansattes loyalitet til firmaet kan sammenlignes til soldaternes loyalitet til kejseren under krigen. Jeg vil gerne dø for mit arbejde fordi jeg er professionel musiker, og dør jeg på scenen for Hail og Bullets er det fint med mig. Det ville faktisk være en vidunderlig død. Men jeg kan sgu ikke komme i tanke om nogen som er villige til at dø for deres chef på fabriksgulvet ha ha. Men den loyalitet findes der jo stadig i Japan.

Nu kom vi lidt ud på et sidespor, så lad os vende blikke tilbage til dig! Det blev hurtigt klart, at fans er meget delte over din vokal. Du er nærmest som death metal verdens King Diamond forstået på det måde, at du har en meget særegen stil som straks er genkendelig, men bestemt ikke er alles kop te. Har reaktionerne været anderledes i denne omgang end de var i de tidlige Asphyx dage, hvor du perfektionerede din vokalstil?
Martin:Det er stort set det samme vil jeg sige. Der er den forskel, at i gamle dage var der ikke mange death metal bands overhovedet, og det var nemmere for fans at acceptere min sangstil fordi den var brutal og anderledes, ligesom nærmest alle death metal sangere var på det tidspunkt. Det er mere fans som ikke er opvokset med gammelt death metal som slet ikke kan forstå hvad det er jeg laver. De forventer måske jeg synger ligesom en death core sanger eller hvad ved jeg. De ved ikke hvor jeg kommer fra og kender ikke min musikalske baggrund. Altså her taler jeg om dem, som ikke kan lide hvad jeg laver. Men det er jo sådan. Det er det samme med Ozzy, det er heller ikke alle der kan lide hvad han laver. Ja, altså jeg foretrækker nok Count Raven nu her til dags (hvilket får os begge til at grine og mig til at føle mig gammel…), nu nævnte du selv King Diamond og jeg har aldrig brudt mig om ham som sanger, men det var jo bare mig. Det er jo et spørgsmål om personlig smag, og det skal også være sådan. Når jeg er i studiet, lige meget om det er for Hail of Bullets eller Asphyx og indspiller min vokal så ved jeg at det er godt, hvis jeg kan se de andre fra bandet grine på den anden side af glasset. Så bare de kan lide det, så går det sgu nok.”

Det er nok bare mig, men jeg har altid følt en melankolsk tone i din stemme som jeg holder meget af. Jeg kan huske første gang jeg hørte nummeret ”Last One On Earth”. Din stemme sammen med de fede tekster og de sørgmodige melodier. Jeg var solgt!
Martin:Det lyder nok underligt når det kommer fra en death metal sanger, men jeg prøver at putte sjæl ind i min stemme, og måske er det det du hører? Jeg er ikke nogen maskine og musik handler omkring følelser og passion. Mange metal bands overordnet set lyder meget mekaniske, nærmest som om det er indspillet af robotter. Fordi man kan spille på sit instrument og skrive et riff betyder det ikke, at man kan lave et fedt nummer. Alle i bandet har været metalfans så længe at vi ved, det aldrig forlader os igen og det er en vigtig del for os, at tilhøre den identitet som metal musik bærer med sig. Om jeg er på scenen eller i studiet, så putter jeg hjerte og sjæl i det, og jeg prøver at visualisere det jeg synger, så måske er det det folk hører? Jeg ved det ikke, men tak for komplimentet.

Martin van Old-School-Death-Metal

Nu vil jeg ikke til at starte en mudderkastningskonkurrence. Jeg spørger bare af nysgerrighed. Har du stadig nogen kontakt med Patrick (Mameli) fra Pestillence?
Martin:Nej nej slet ikke. Han undgår mig for enhver pris. Altså jeg er sgu ligeglad, men når vi spiller på samme festivaler, bliver han i sit backstage rum og undgår for enhver pris at komme der, hvor jeg er. Det er faktisk lidt skægt. Han har sagt nogle underlige ting omkring mig i pressen igen og af en eller anden grund skal folk altid maile det til mig bagefter, men jeg er faktisk ligeglad. Han har sit band, og jeg har mine ting. Jeg er ikke interesseret i at høre på hans lort og jeg gider heller ikke svare når der kommer ting flyvende. Jeg plejer bare at knuse dem på scenen. Det har jeg gjort med både Asphyx og Hail of Bullets.
De stakler har ikke en chance. De står der som statuer med deres jazzy lort, og vi kommer med en storm af death metal, og de har ikke en chance. Vi går amok på scenen, og mange folk er til gengæld ret skuffede over deres (Pestillences, red) live optrædener. Patrick afbrød kontakten med mig for 10 år siden. Der var en kort periode hvor vi havde kontakt med hinanden, omkring år 2000, og han talte endda om at starte Pestillence sammen med mig igen under navnet Pestillence 2000 eller noget i den stil, og det var jeg helt med på. Jeg foreslog så, at vi bookede nogle koncerter og spillede de gamle klassikere for folk. Der er jo helt sikkert mange der vil elske det. Men det ville han ikke høre tale om. Han ville ikke spille gamle sange, kun nye. Det gad jeg ikke, så jeg skred. Jeg går sgu ikke på scenen med ham uden at spille ”Dehydrated” eller ”Out of the Body”, og nu spiller de jo de sange alligevel!”

Ja de genindspillede endda et par sange til ”Resurrection Macabre” pladen.
Martin:Ja Stephan spillede det for mig til hans fødselsdagsfest. Jeg spurgte ham hvad fanden det var, og da han fortalte mig det var den nye Pestillence troede jeg det var løgn. Man er fandeme godt dum hvis man laver covernumre af sig selv! Det mener jeg sgu.”

Jeg synes faktisk ”Ressurection…” er et ganske godt album, men jeg kan huske første gang jeg hørte pladen igennem før jeg skulle anmelde det, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, at der var et par sange der lød så bekendte, og det var der jo så en grund til.
Igen bryder Martin ud i latter, inden han fortsætter, ”ja det må man sige. Personligt synes jeg det er fjollet. Jeg har sagt til Bob engang, at det ville være latterligt hvis Asphyx lavede et cover af ”The Rack”. Hvorfor skulle vi gøre det, når nu albummet er godt som det er? Man skal ikke røre ved den slags ting!”

Nej så ødelægges den rå magi som det album besidder.
Det gælder alle indspilninger”, siger en tydeligvis ophidset Martin, der åbenbart har en del flere kæpheste. ”Det er ligesom Exodus, der indspiller hele deres ”Bonded By Blood” igen. Hvad fanden skulle det til for? Det album var jo fedt som det var. Du kan ikke forbedre noget som allerede er perfekt. Det svarer jo til, at Slayer ville lave ”Reign In Blood” igen. Det ville jo ikke blive godt. Det gælder jo for alle klassikere. Det er grunden til at de er klassikere!”

Ja, ønsker man at genudgive sangene i en anden form, så gør det på et livealbum eller en DVD.
Martin:Lige præcis, noget i den stil.”

Nu har I jo været et lille stykke tid i musikindustrien, så jeg er nysgerrig efter at vide hvad der er bedre og værre ved at være i et band nu i forhold til for over 20 år siden?
Ed:Albumsalget var definitivt bedre og i den forbindelse de budgetter man arbejde med som band. En af årsagerne til, at Gorefest gik i opløsning igen var, at vi simpelthen ikke kunne lave albums som vi plejede med de budgetter der bliver stillet til rådighed i dag. Boudewijn nægtede fuldstændigt at re-ampe guitarerne, så HoB’s mere økonomiske arbejdsmetode kunne der ikke blive tale om. For mig personligt er det, at jeg har opnået temmelig meget i min karriere, så alt jeg opnår nu føles som en bonus, som jeg nyder endnu mere.

Den samme teknologi som langsomt dræber pladebranchen gør det til gengæld nemmere at skrive et album i et band som HoB, hvor I alle bor langt fra hinanden. I kan bare emaile sange og ideer i stedet for at mødes i øvelokalet hele tiden.
Ed:Jeps, der har vi det tveæggede sværd igen. Uden mp3 ville vi sikkert ikke eksistere, men det er også vores nemesis i det lange løb. Industrien er i store vanskeligheder og e fleste der downloader indser ikke engang, at de bidrager til problemet. Vores album dukkede op på nettet i sidste uge (for tre uger siden, red) og jeg er så rasende, at kunne myrde nogen, men personen der gjorde det synes sikkert det er en tjeneste der gøres os fordi vi får gratis reklame ud af det. Det faktum, at vi kan tabe en masse i albumsalg er sikkert ikke noget vedkommende har tænkt på.

Hvad siger du til det, Martin. Hvad er bedre i dag og er der noget der er værre?
Martin:”Jo det er slemt at blive ældre og kunne mærke det ha ha” Det er en gene som undertegnede også kan istemme at opleve i stigende grad, hvilket også ser ud til at more Martin. ”Jeg giver stadig alt det gas jeg kan på scenen, men jeg kan mærke det i knoglerne bagefter. Nogle gange endda hele næste dag, og der kan jeg mærke at det ikke er det samme som for 20 år siden. På den positive side er jeg meget mere opmærksom på at nyde oplevelsen i dag i forhold til gamle dage. Før i tiden nød jeg det også, men det var mere med, at man gik på, spillede og det var det. I dag kan jeg nogen gange få den her åbenbaring om, hvad det egentlig er jeg laver, mens jeg er i gang med at spille. Sådanne momenter er jeg meget bedre i stand til at nyde på et meget mere intenst niveau i dag, og den slags tror jeg, kommer med alderen. På en måde lever jeg musikken mere intenst i dag fordi jeg tænker mere over det og tager det hele mere ind. Det, og så kan man i meget højere grad forlade sig på sine bandmedlemmer. Alle er helt klar over, hvad de skal gøre, og der er ingen der er fulde eller totalt fra den eller skæv eller hvad fanden ved jeg.
Vi får da en øl inden og bagefter sker det da også, at vi bliver godt fulde. Men ikke under koncerten. Folk betaler for at se et godt band, og vi kan alle stole på hinanden, at alle leverer deres bedste. Man skal ikke længere holde øje med en eller flere fra bandet mens man spiller for at se hvor fulde eller skæve de er. Det er jo klart en fordel ved at være i et band i dag.
Dernæst er det hele forretningsaspektet. Nu kan de ikke tage røven på dig længere som de altid gjorde da man var ung.” Marin laver en vrængende karikatur af en rig pladeselskabsboss og fortsætter ikke uden et vist kvantum humor, ” dag kigger vi i det mindste kontrakten igennem inden vi skriver under. Så de ting er klart bedre i dag. Men havde jeg den indsigt for 20 år siden som jeg har nu, ville jeg ikke være til at standse”, griner Martin.

Billede af Caroline Traitler

Men dengang købte folk i det mindste pladerne i stedet for at rippe dem fra nettet.
Martin:Tjo, men jeg var jo tape trader dengang, vi lavede bånd. Da jeg var knægt kunne jeg heller ikke få råd til alle pladerne, så man købte nogle af dem, mens ens kammerater købte nogle andre fra ønskesedlen, og så lavede man båndkopier til hinanden for på den måde at få alle pladerne.”

Ja det er skægt at se nogle af mine LP’er der har advarsler på omkring at tape trading ødelægger musikindustrien. Hvis de bare vidste hvad de kom imod dem….
Martin:Ja det er på en anden skala i dag, men jeg ved nu ikke. Jeg mener, jeg downloader også nogle gange, hvis det er albums der bliver genudgivet med ekstra materiale. Hvis jeg allerede har albummet, vil jeg sgu lige høre ekstramaterialet før jeg køber pladen igen. De burde faktisk sende mig filerne, fordi jeg allerede har betalt for pladen en gang. Jeg bruger også downloads til at hente nogle af de gamle demobånd som jeg har liggende. De er simpelthen ved at rådne op, så dem henter jeg i god kvalitet på nettet, fordi de findes simpelthen ikke mere. De kan stadig spille efter godt 30 år, hvilket er ret overraskende, men de er ved at opgive ævred. Der er andre der downloader for bare at downloade det, så er det slemt jo, det hersker der ingen tvivl om. Men jeg kan leve med, at folk downloader vores plade, hvis de så til gengæld kommer til koncerten og køber vores merchandise.”

Det er pladeselskabet der lider mest under det, netop fordi de kun har pladerne som indtægtskilde, og ikke koncertindtægter og merchandise.
Martin:Jeps, et klogt band sørger for selv at styre sin merchandise!
Ja jeg mener jeg læste, at Obituary licenserede deres merchandise væk i starten af 90’erne. De solgte t shirts i tusindvis, men så aldrig en øre. Det må have gjort nas.
Martin:Hvad tror du så der skete for mig i Pestillence? Jeg har aldrig nogensinde set en rød reje fra salget af ”Consuming Impulse”, og i kontrakten var merchandise også skrevet ind, og vi fik kun 5% af det salg. Vi blev røvrendt! Men det er hvad der sker når man er ung og naiv. Vi fik faktisk tjekket kontrakten af en advokat i Tyskland, men han var ikke specialiseret i musik, så han godkendte kontrakten, fordi den juridisk set var god nok. Bare ikke for os som band. Vi gik ikke til en, som var ekspert i musikbranchen, og det har vi lært af. Så det er da en smule ærgerligt, at det album jeg har medvirket på som har solgt mest er det, som jeg blev røvrendt på, men alle bands blev røvrendt på Roadrunner.”

Så vi kan være sikre på, at du aldrig skriver kontrakt med Roadrunner igen?
Martin: Aldrig nogensinde mere ha ha.

Fremtidens slagmark til Danmark?

Er I stadig glade for ”…Of Frost and War” albummet nu to år senere? Og den udvikling som bandet gennemgik sammen via koncerter og indspilninger?
Ed:Der har jeg intet at udsætte! Jeg ønsker nogle gange, at vi havde eksisteret dengang folk stadig købte cd’er i stedet for at rippe dem fra nettet, men som tiderne er i dag, klarer vi os så godt, som vi kunne håbe. Vi har være sammen i fire år nu og vi ser stadig frem til hver eneste koncert med en nervøs forventning og hver koncert er en ren fornøjelse. Vores fans’ reaktioner er fantastiske og vi tager os altid tid til at snakke med dem før og efter koncerterne. Jeg synes vi er heldige at have sådan nogle loyale die-hard fans.
Martin: Ja, jeg er stadig meget glad for pladen. Det er stadig et meget brutalt angreb, en massiv størrelse af et album. Som band bevæger man sig fremad og udvikler sig. Jeg synes vore nye plade er bedre, og måske er ”…Of Frost…” mere en form for brutal grundformular, men jeg holder stadig rigtigt meget af albummet. Sangene er som brølende tanks og jeg holder stadig meget af at spille de gamle sange live. Det nye album er dog mere modent og man kan høre vi er vokset som band og på den måde er det bedre. Jeg plejer at joke med, at vi burde spille to gange på hver festival, så vi kunne spille et album hver dag i stedet for at skulle vælge hvilke numre vi skal spille fra hvilken plade ha ha ha.

Jeg booker jer!
Martin: Fremragende ha ha. Men vi kan jo ikke undgå at spille ”Ordered Eastwards” eller ”General Winter” til en koncert nogensinde.
I har bare at spille ”Berlin” hvis jeg nogensinde ser jer live!
Det gør vi i Tyskland, men kommer vi tal Japan må vi hellere spille ”To Bear the Unbearable” udbryder sangeren mens han ler længe af sin egen vits og dernæst næsten kvæles i et hosteanfald. Nej, jeg tror nu også at Berlin kommer til at blive på setlisten fremover.

Hvordan ser det ud med turneplanerne i fremtiden? I skulle jo have været på en turne for ”Frost…” albummet som desværre ikke blev til noget, men siden har I spillet mange festivalkoncerter og kortere ture gennem spillestederne. So fortsætter I på samme måde? Jeg spørger selvfølgelig fordi I skal komme til Danmark snart, i stedet for, at jeg kommer og henter jer!!
Ed:Da vi startede sagde vi, at vi ikke ville turnere. Men så kom tilbuddene og så blev vi revet med at det, men vi er ikke unge knægte mere. Vi har liv og jobs og andre ting der gør, at vi ikke bare kan tage af sted flere måneder af gangen. Alle de tilbud vi fik blev ikke til noget så nu bliver vi ved den oprindelige plan. Desuden er der ikke de samme penge i turneer længere, de kan ende med at koste mere end de indbringer. Det virker perfekt som vi gør det nu. Vi flyver til USA for at spille et show, så tager vi til Spanien for et par shows og er det Tyskland, lejer vi gerne en varevogn og kører selv. På den måde forbliver vores koncerter friske. Hvis vi får et godt tilbud fra Danmark så kan du være sikker på vi kommer derop. Vi har heller ikke været i Sverige og Norge, så det ligger i kortene for 2011.
Martin:Jeg håber meget vi når til Danmark snarest, det gør jeg helt sikkert, vi har slet ikke været i Skandinavien endnu.

Er der bands derude som I meget gerne vil spille med, som ligner jer musikalsk, eller er I ligeglade og kunne godt lave noget med for eksempel Job For A Cowboy og andre bands, der ikke lyder som jeres boldgade?
Ed:Vi foretrækker det første scenarium. Vi spillede på nogle hardcore festivaler sidste år og følte os ekstremt malplacerede, både i forhold til de andre bands og til publikum, så det har vi frabedt os fremover. Vi er et fuldblods death metal band og jeg har ikke noget problem med at spille med heavy metal bands, så kommer vi under ingen omstændigheder mere på en death core eller emo plakat. Det er ikke engang den samme genre for mig, og publikum der møder op er så anderledes fra vores fans, at det ikke angen giver mening at prøve at krydse over. Det ville til gengæld være utroligt fedt at dele scenen med bands som Obituary eller Cannibal Corpse, som selv er HoB fans.

Hvilke tips ville du give et band der starter i dag?
Ed:Behold fokus på at blive en tight enhed og på at skrive gode sange. Indret jeres individuelle lyd, så den passer godt sammen som helhed. Og forvent ikke at tjene nogen penge på det!

Og dermed slutter et sandt maratoninterview med et death metal scenens nye superstjerner, der lige tilfældigvis også er utroligt flinke og humoristiske fyre, hvilket man kan opleve ved selvsyn, skulle vi være så heldige, at vores lille land får fint besøg.

#1. d.08.10-2010/18:17:06/ | Af: swepman

#2. d.09.10-2010/11:23:26/ | Af: Albertsen

Skrevet af: Knudsen

Tilføjet: 08.10-2010

Link til band: Klik her

Læst: 2226 gange

Kommentarer: (2)

Send til ven    Send til ven
 Andre interviews:






























Del
Metalzone.dk - Skjoldborgsvej 36 - 7000 Fredericia - Copyright © 2003-2012. Metalzone.dk All Rights Reserved.   | Loadtid: 0.534632 sek. |