Bandnyheder: Bandnyheder som RSS

 Nyhed d.18.02-2014
 Death Comes Pale
 Besøgt 12889 gange.
_______________________________

 Nyhed d.06.01-2014
 Downswitch
 Besøgt 13316 gange.
_______________________________

 Nyhed d.24.11-2013
 9000 John Doe
 Besøgt 7848 gange.
_______________________________

 Nyeste profiler:

 Prevail
 Tilmeldt: d.26.09-2012
 Deathmetal
_______________________________

 Thirdparade
 Tilmeldt: d.24.08-2012
 Metalcore/trash
_______________________________

 Panacea
 Tilmeldt: d.11.08-2012
 Melodic Deathmetal
_______________________________

 Seneste Artikler: Koncert anmeldelser som RSS Interview som RSS

 21.07-2013
 Metal Magic Festival 6

 11.03-2013
 Håvard Rem: "Innfødte Skrik

 17.07-2012
 Roskilde Festival 2012 - re

 14.08-2013
 Wacken Open Air 2013

 08.08-2013
 Killswitch Engage

 29.07-2013
 Metal Magic Festival VI

 Interview: Master/Paul SpeckmannInterview som RSS
Master/Paul Speckmann
--------------------------------------------------------------------
Det er aldrig en lille sag at få chancen for at tale med en af grundlæggerne af death metal genren, selv om det er en af de grundlæggere, der aldrig har kunnet omsætte sine initiativer til seriøs mammon. Den utroligt langskæggede Paul Speckmannn skulle vise sig at være en af de mere omgængelige legender, der altid havde overskud til et grin og en anekdote eller to.

Jeg skal starte med at byde dig velkommen tilbage til Danmark. Jeg har faktisk ikke haft chancen for at se Master siden i spillede til Fee Metal festivalen.

”Det var en fed festival, selv om vi spillede midt på eftermiddagen, og guitaren lød som en violin på et tidspunkt. Forstærkeren røg midt under koncerten, jeg snakkede faktisk med trommeslageren om netop den koncert her sidste uge. Vi har grinet meget af det siden, for guitaren lød virkelig ligesom en violin et kort øjeblik, midt under sangen ha ha. Vi driller gerne guitaristen med det en gang i mellem, for det var virkeligt sjovt.
Det gik noget bedre, da vi spillede i København for et par år siden, der var der sgu godt fyldt, men Fee Metal festivalen var alligevel en fed oplevelse. Det var en virkelig god festival, som jeg syntes godt om. Det er synd den ikke findes mere.”

Nu er I undervejs med en tournepakke, hvor I ikke er hovednavnet. Normalt er Master jo øverst på plakaten, hvordan fungerer det?

”Vi har lige spillet 20 koncerter i Brasilien, og godt 30 i Europa som hovednavn, og så tager vi lige denne håndfuld koncerter med Six Feet Under og Illdisposed. Den åbenlyse grund til at takke ja til disse koncerter er selvfølgelig, at vi kommer til at spille for et større og lidt anderledes publikum end vi normalt gør. Klart, så får vi lidt mere i løn for at være hovednavn, men når der er flere mennesker, sælger jeg gerne lidt mere merchandise, så det er lidt med, hvilken hånd, der skal vaske hvilken. Jeg synes det er godt at variere det lidt. Vi skal faktisk spille en række koncerter med Six Feet Under igen her til oktober.”

Ja det så jeg nok på jeres Myspace. Faktisk skal I turnere mere eller mindre uafbrudt det næste år skal I ikke?

”Jo desværre ikke helt et år fra nu, for den sydamerikanske turne som vi skulle på (maj måned 2011, red.) ser ud til at blive aflyst, fordi koncertarrangøren har sat en forkert adresse på pakken med flybilletter og vores forskud. Jeg ved ikke om pakken kommer, eller om han har sendt pakken, men jeg krydser mine fingre for, at den kommer, og vi kan spille de planlagte koncerter (Masters Myspace side har siden meddelt, at turneen ikke kommer til at finde sted, red.).
Det er spændende med den slags folk fra Sydamerika, man ved aldrig hvordan det kommer til at gå. Vi har en europæisk turne mere ventende (fra slutningen af august til midten af september), og der har jeg for længst fået halvdelen af vores honorar i forskud, og samtlige flybilletter. Vi kommer til at flyve til hvert land, så jeg skal slet ikke køre mellem koncerterne. Det er jo klart en meget federe aftale, og det viser forskellen mellem europæiske og sydamerikanske koncertarrangører.
Jeg tror faktisk aldrig, jeg har oplevet at kunne flyve fra by til by på en turne. Det er jo som at være en rockstjerne”, siger Speckmannn grinende og lægger skægget over den ene arm, inden han læner sig tilbage i stolen og krydser armene for første gang af mange i løbet af interviewet.

Ja Master har jo altid været et gør-det-selv band.

”Det har vi nemlig, så det er en enestående chance for mig ikke at skulle lave en skid andet end at spille”, brummer frontmanden og retter på skægget.

Har det ellers været en god start på turneen?

”Ja vi startede i går i Norge, og der var en overvældende respons blandt publikum. De elskede os, og vi var ret overraskede over, hvor mange, der kendte os. Jeg har været i Norge før, men jeg tror faktisk ikke, at vi nogensinde har spillet der. Der var en fan, der købte et styk af alt merchandise vi havde og sagde, at han havde ventet længe på at se os, så jeg tror faktisk ikke vi nogensinde har spillet deroppe.”

Det lader også til, at Master bliver anerkendt af flere efterhånden.

”Ja det synes jeg også. Der har altid været fans siden begyndelsen, men det er som om der kommer lidt flere til, der kender og værdsætter os. De sidste tre-fire plader er blevet godt modtaget over hele verden. Vores nyeste album ”The Human Machine” har fået en rigtig god modtagelse, og jeg synes da også det er på tide at mere end én person kan lide mine plader”, gnægger frontmanden og lægger skægget over armen.”

Jeg synes også de seneste plader har haft en godt højt niveau. Det er som om, I har fundet en formular, der indeholder karakteristika fra alle jeres gamle plader. Der er death metal, punk og thrash i numrene, men de er bygget op på en måde, at det lyder som Master og alligevel er et skridt frem.

”Yeah, det har vi, og det lader til det virker. Det gode er jo også, at jeg har de andre i bandet, som er noget yngre end jeg. Jeg bliver 47 i år, og guitaristen er 38 mens trommeslageren er 35. De bidrager med noget til bandet som er fra en anden æra end jeg kommer fra. De lytter til Pantera og en masse nyere ting, og det giver et mere nuanceret billede, når vi laver musik sammen, fordi de tilhører en anden generation af metalfans i forhold til mig.
De kan spille nogle ting, som jeg ikke ville have tænkt på. Jeg skriver de fleste riffs, men på denne plade har Alex skrevet tre sange, hvorimod han skrev to sange på skiven før. Indtil da skrev jeg alt selv, men nu har vi flere dimensioner i musikken, fordi Alex også skriver musik nu. Vores trommeslager Zdenek spiller for det meste også det der falder ham ind, og mange gange laver han ting, som jeg slet ikke ville have tænkt på.”

Det nuværende line-up har også været sammen en del år efterhånden.

”Ja i seks år, så vi kender hinanden og ved i hvilken generel retning vi skal, men der er stadig plads til, at udfolde sig.”

En medvirkende faktor er vel også, at I udgiver albums ca. hvert andet år, så bandet har hele tiden nyt at byde på?

Paul retter sig i stolen, lægger skægget over den ene arm og krydser den anden arm under. ”Jo det har klart noget at sige, men folk køber ikke altid pladerne. Heldigvis bliver vi altid tilbudt turneer, og det kan vi takke ham for”, Paul peger på hans tour manager der kommer gående forbi, og retter på skægget bagefter.
”Kraft Events har hjulpet mig ud på landevejen de sidste otte år, og det har hjulpet mig meget med at komme tilbage i rampelyset og få noget fokus tilbage til bandet igen. Vi er stadig et undergrundsband, men det hjælper virkeligt meget at kunne turnere så meget som vi gør.”

Jeg kan huske jeg talte med Mille fra Kreator om det engang. Han sagde, at nu til dags, er det nødvendigt at lave plader så man har en undskyldning for at turnere, mens man i gamle dage kunne næsten nøjes med at lave plader og alligevel leve af det, hvis man ville.

”Ja men med illegale downloads er det lige omvendt i dag. Jeg skrev en besked på Facebook her for nylig; Du kan downloade vores album en masse steder gratis, men vær ikke et røvhul. Støt undergrunden! Men der er sgu nogen der sender penge til mig. Hver dag eller anden dag ligger der et par bestillinger og venter, så der er et par die-hard fans tilbage, og det gør mig selvfølgelig glad.”

Det er et kæmpe problem, især for de små bands. Jeg er også på røven fordi jeg er arkæolog under en finanskrise, men derfor køber jeg stadig mine plader frem for at downloade dem.

”Ja lige præcis, men folk prioriterer anderledes nu. Jeg selv foretrækker vinyl, men den nye plade er desværre ikke udkommet på vinyl endnu, men hvis cd’en sælger nok, laver de en limiteret vinyl version. Det var, hvad jeg virkelig elskede i de gamle dage. Man havde denne her kæmpe plade at sidde og kigge på, med det store cover og billeder. For mig blev det ødelagt, da man gik over til cd format, fordi det blev så meget mindre. Vinyl er det bedste, den skrattende lyd når pick-uppen lander på pladen, det hører simpelthen med.”

Ja det har du ret i. Hvor mange timer har man ikke siddet med vinylversionen af Iron Maidens ”Somewhere In Time” og fundet detaljer og referencer til sange og Maiden mytologi?

”Lige præcis. I dag kondenserer de alting, så det bliver så småt at det ikke er til at se. Hva’ bliver det næste? Man skal bruge et mikroskop for at læse teksterne? Men vi bliver spurgt efter en vinylversion af det nye album til næsten hver koncert. Så jeg har sagt til pladeselskabet, at de skal lave en limiteret version, fordi den ville hurtigt blive udsolgt. Jeg ville også gerne have en til mig selv”, griner den langskæggede Speckmann. ”Men mit pladselskab Pulverized, der har udgivet den nye plade, har gjort et virkeligt godt job indtil videre. Jeg har lavet over 70 interviews de seneste par måneder, og der har været megen positiv respons på albumet, så jeg håber virkelig, at folk også køber pladen. Man kender jo aldrig salgstallene helt før efter seks måneder, så vi må vente og se.”

Bandets troværdighed og historie spiller ofte også en rolle med hensyn til pladesalg, men det er som om, at det ikke længere er så vigtigt.

”Præcis. De yngre fans lytter til bands, som lyder som en blanding af de gamle bands som Master, Death og Possessed, men de kender ikke originalerne. Jeg siger tit til fans, at de skal se længere tilbage i historien og finde ud af, hvem der har inspireret de bands de lytter til. Du forstår det som arkæolog, gør du ikke?”

Jo det vil jeg mene. Men det er skægt, fordi hvis man spørger en Amon Amarth fan om de kender Bolt Thrower, Carcass og At The Gates ligner de et spørgsmålstegn, selv om Amon Amarth aldrig ville kunne eksistere, hvis ikke de havde lyttet til de tre bands.

”Nemlig, og tænk engang, At The Gates takker faktisk mig på deres første album ha ha. Ligesom Napalm Death laver et cover af os på deres ”Leaders Not Followers” album. Musikere fra den generation kender sgu deres egen historie, men det gør fans ikke så meget mere.”

Så bliver vi afbrudt af en lettere pot påvirket roadie fra Six Feet Under holdet, der underholder med en længere anekdote om, hvordan han mødte og festede med Iron Maiden i Tampa i 1983, før Speckmann tager tråden op igen, og nævner flere af hans egen inspirationskilder fra især 70’erne, mens roadien supplerer med informationer omkring Uriah Heep guitarist Mick Box’ forkærlighed for lille joggingsæt af fløjl i de tidligere 80’ere, før vi endelig kan fortsætte for alvor.

Var det en bevidst beslutning at turnere med Six Feet Under? Musikalsk set er I jo mere i samme boldgade med den midttempobaserede death metal lyd og old-school tilgang til musikken. Det ville have lydt noget mere mærkeligt, hvis I havde spillet sammen med Job For A Cowboy hver aften.

”Nej det var et tilbud jeg fik fra mit selskab om at hoppe med på turneen, og jeg er glad for muligheden. Men ved du, nogle gange laver de turneer med meget forskellige bands, hvoraf nogle overhovedet ikke passer sammen rent musikalsk.”

Ja jeg kan huske jeg så Necrophobic sammen med en masse andre bands fra en helt anden boldgade.

”Nemlig, jeg skulle lige til at sige Necrophobic”, afbryder Speckmann med en latter. ”Jeg var på turne i Finland sammen med Nifelheim for et par måneder siden, og Johan fra Necrophobic spiller også i Nifelheim, og jeg spurgte ham om turneen. Han sagde; ”Paul vi fik chancen for at spille for en masse mennesker, men det var mærkeligt. Alle fans havde mærkelige frisurer, det var et fedt publikum, men også et meget mærkeligt et. Jeg forstod det sgu ikke helt.” Jeg svarede Johan, at jeg sgu heller ikke forstod det.”

Det var bestemt også mit indtryk, at der var rigtigt mange blandt publikum, der heller ikke fattede, hvad Necrophobic var for en størrelse. Lad os tale lidt omkring dine tekster og det sociale aspekt, som altid har spillet en stor rolle for Master. Lad mig spørge dig; Er Obama bedre eller værre end Bush?

Speckmann trækker lidt på skuldrene og siger lidt ligegyldigt ”Jeg bor ikke i Amerika længere. Jeg bor i Tjekkiet og har boet der i 10 år nu. Jeg synes det begge er lort, de er begge tabere og nikkedukker.”
Paul Speckmann retter sig op og læner sig for første gang hen mod mikrofonen. Det ligegyldige ansigtsudtryk forsvinder og det er tydeligt, at Speckmann faktisk har en del ting, han gerne vil snakke om alligevel.
”Det er interessant at se det hele udefra. Jeg bor der ikke længere, men det gør min ældre bror, som jeg selvfølgelig taler med. Jeg har faktisk stillet ham nøjagtigt det samme spørgsmål som du lige har, og han siger, at intet er forandret. Folk er stadig arbejdsløse, der er stadig hjemløse. Intet er forandret! Bush var en terrorist der kæmpede for olie, og Danmark støttede Bush i det. Se nu, hvordan BP smadrer den Mexicanske Golf med olieudslippet. Alt bliver ødelagt, og de vidste der var olie på havbunden. De spilder 50.000 tønder om dagen eller hvor meget det er, og når vi har så meget olie selv, hvad skulle vi så til Irak for? Det var for at dræbe mennesker så hæren kunne holdes i form.
Jeg skriver omkring, hvad der sker rundt omkring i verden og hvordan jeg har det med de begivenheder. Det er jo ligegyldigt om det er rigtigt eller forkert. Det drejer sig om, at sætte nogle tanker i gang hos folk. Jeg har ikke tid til at skrive om fantasy og deslige. Jeg sniger en enkelt historie ind en gang i mellem om fiktive mordere i samfundet, men det er også det hele. Det er som at læse en bog. Jeg skriver tekster som en bog, som man kan læse og reflektere over. Det er nødvendigt at tænke selv. Før i tiden handlede det om magt til folket, og nu er det magt over folket.
Politikerne får mere og mere magt, og bankerne får flere og flere penge. De fattige mennesker i dag har en meget mindre chance for at klare sig nu, end det havde før.”

Du bor, som de fleste ved i Tjekkiet nu, og selv om landet har været medlem af EU i årevis, er det stadig meget fattigdom i Tjekkiet, er der ikke?

”Tjekkiet er arealmæssigt på størrelse med Wisconsin, men regeringen har snart flere ansatte, end USA. Der er uhyggeligt mange politiske partier i Tjekkiet, og hvert parti har virkeligt mange ansatte, og de bliver rige. Imens er vejene i elendig forfatning, selv om skatterne stiger hvert år, uden at de laver vejene. Nogle af vejene i min by blev lavet af Hitler! Ingen pis. De restaurerer visse boligblokke fra sovjettiden rundt omkring i landet og der sker helt bestemt nogle positive ting. Der er sket mange ting i mit område de seneste fem år, men der burde være mange flere tiltag for at hjælpe de fattige i landet og forbedre infrastrukturen. På det politiske plan, er det stadig som i sovjettiden på mange måder, de har endda et kommunistisk parti derovre ha ha.
Men jeg har mere frihed i Tjekkiet, end jeg nogensinde har haft i USA, så på den måde er det et fedt land at leve i.”

Dermed takker jeg af med Paul Speckmann, der på mange måder er en original, men man kan ikke lade være med at føle sig draget til mandens eftertænksomme og rolige facon, der står i så skarp kontrast til hans musikalske baggrund og hans åbenlyse sans for humor og lyst til fester.
Selv om Master nok aldrig vil etablere sig som et af de førende death metal bands kommercielt set, så er det herligt at vide, at man fortsat kan regne med Paul Speckmann og co., for verden ville være et fattigere sted uden den dybsindige musiker med det lange grå skæg og tjavsede hår.


#1. d.07.08-2010/23:21:27/ | Af: Thomas

Skrevet af: Knudsen

Tilføjet: 09.07-2010

Link til band: Klik her

Læst: 1012 gange

Kommentarer: (1)

Send til ven    Send til ven
 Andre interviews:






























Del
Metalzone.dk - Skjoldborgsvej 36 - 7000 Fredericia - Copyright © 2003-2012. Metalzone.dk All Rights Reserved.   | Loadtid: 0.393351 sek. |