Bandnyheder: Bandnyheder som RSS

 Nyhed d.18.02-2014
 Death Comes Pale
 Besøgt 12877 gange.
_______________________________

 Nyhed d.06.01-2014
 Downswitch
 Besøgt 13306 gange.
_______________________________

 Nyhed d.24.11-2013
 9000 John Doe
 Besøgt 7833 gange.
_______________________________

 Nyeste profiler:

 Prevail
 Tilmeldt: d.26.09-2012
 Deathmetal
_______________________________

 Thirdparade
 Tilmeldt: d.24.08-2012
 Metalcore/trash
_______________________________

 Panacea
 Tilmeldt: d.11.08-2012
 Melodic Deathmetal
_______________________________

 Seneste Artikler: Koncert anmeldelser som RSS Interview som RSS

 21.07-2013
 Metal Magic Festival 6

 11.03-2013
 Håvard Rem: "Innfødte Skrik

 17.07-2012
 Roskilde Festival 2012 - re

 14.08-2013
 Wacken Open Air 2013

 08.08-2013
 Killswitch Engage

 29.07-2013
 Metal Magic Festival VI

 Interview: Illdisposed/Bo Summer Interview som RSS
Illdisposed/Bo Summer
--------------------------------------------------------------------
Mandag d.14/01-2008 inviterede Target Distribution og de danske dødsmetal veteraner i Illdisposed journalister og andet godtfolk, til en lille pre-listening på bandets kommende skive ”The Prestige”. Metalzone var på pletten, og havde i den forbindelse fået tilbudt en halv time i selskab med forsanger, og eneste originale bandmedlem, Bo Summer. Jeg fik mig en god lang snak med Bo om den nye skive, bandets fremtid, fortid, og ikke mindst om Bo’s egen fortid.

Efter interviewet med Bo, som kan læses nedenfor, var der frit slag i baren, og mens jeg nød et par fadøl blev ”The Prestige” smidt på anlægget. Jeg kan afsløre, at Illdisposed stadig lyder som Illdisposed, men der var dog flere ændringer at spore, set i forhold til bandets forrige skive ”Burn My Wicked”. Men i stedet for at prøve, at lave en dybdegående analyse, ud fra den ene gennemlytning vi fik, vil jeg i stedet lade Bo’s egne ord forsøge at beskrive ”The Prestige”, for udover interviewet, har Bo også forsøgt at beskrive hvert enkelt nummer på skiven, og Bo’s egen vurdering af numrene, kan derfor findes sidst i interviewet.



MZ: I har en ny plade klar kaldet ”The Prestige”. Lad mig først høre, hvad vi kan forvente af jeres nye skive sammenlignet med ”Burn Me Wicked”?

Jamen, det er noget helt andet. Ja, det skal jeg jo sige. Men ”Burn Me Wicked” blev jo skrevet under en masse pres i forbindelse med vores tourné virksomheder, hvor vi denne gang tog det lidt mere stille og roligt, både pga. arbejde, kone og børn osv.
Selve pladen er barberet for alt, der hedder elektronik og ren vokal. Jeg tror, der er en intro med Ove Sprogø og så en outro fra ”Riget”, og så er der et kort sample fra filmen ”Snatch” i et nummer, men det er også det, der er af elektroniske effekter.

MZ: På ”Burn Me Wicked” havde I jo ellers Mikkel Sandager (Mercenary) med, men der altså ingen gæsteoptrædener eller lignende på den nye skive?

Det er der overhovedet ikke. Det er kun os.
Selve stilen på ”The Prestige” ligger et sted mellem ”Submit” og ”Kokaiinum”, og læner sig altså mest op af de to skiver og så ”There's Something Rotten... In The State Of Denmark”.

MZ: Så I har bevidst forsøgt at søge tilbage?

Ja, det har vi bevidst valgt.

MZ: I har valgt at få skiven mixet hos Nordström. Hvordan kan det være I har valgt ham? Er I blevet trætte af de hjemlige producere?

Nej, altså Tue (Madsen red.), som før har stået for det, er jo en gammel kammerat, som vi har kendt siden midten af 80’erne. Men nej, vi er sgu ikke træt af Tue… Jeg er sgu lidt træt af at ALLE bruger Tue.

MZ: Man lyder lidt for ens lige pludselig?

Ja, og jeg syntes godt, vi kunne bruge en anden lyd. Nu har vi på de sidste par skiver brugt Ziggy til at producere, men Tue mixede jo så ”1-800 Vindication”, og så lavede Ziggy så hele ”Burn Me Wicked”, som også var okay. Men nu vil vi så prøve noget andet.

MZ: I ville prøve en ny lyd.

Ja, og så har hele indspilningsprocessen også været anderledes.
Men altså når Illdisposed laver plader, så er det Thomas, Batten og jeg selv, der laver det hele, og ikke nogle andre. Så vi har rimelig styr på det, der foregår.

MZ: Men nu kan jeg også se, at det er en svensker, I har fået til at lave coveret denne gang. Man kunne jo fristes til at tro, at I var blevet helt tosset med svenskere?

Nej nej, overhovedet ikke. Og heller ikke omvendt skulle jeg lige hilse og sige fra Fredrik Nordström.

MZ: I har også skiftet selskab til AFM Records. I brød op med Roadrunner Records?

Ja, eller det var vist omvendt. Det skyldtes simpelthen, at vi ikke solgte 100.000 plader pr. titel. Inden den første plade sagde ham Monte Conner (A&R person fra Roadrunner, red.) fra USA, at det var for vildt for dem at få signet os, hvilket jeg jo synes var cool nok. Men så fyrede de Obituary, umiddelbart efter at vi var blevet signet. Og så sagde de til os, at vi skulle til at sælge noget mere end Obituary, for ellers røg vi også af i svinget. Og det var helt ok.

MZ: Der var ikke noget dramatik i det?

Nej, overhovedet ikke. At vi var færdige på Roadrunner, har vi sådan set vidst i halvandet år. ”Burn Me Wicked” blev jo så licenseret i England via noget, der vidst hedder Candelight eller sådan noget.

MZ: Ja, Candelight Records

Ja, jeg aner fandeme ikke, hvad det er. Men det var simpelthen, fordi ”1-800 Vindication” kun havde solgt 4000 albums i England, hvilket jeg jo synes er flot, eftersom vi kun har spillet 3 koncerter i England nogensinde.

MZ: Hvad med jeres nye selskab AFM Records. Er det mere passende?

Ja ja. Altså da vi havde gjort det officielt, at det var slut med Roadrunner, sendte Batten en mail ud til de 10 mest gængse selskaber, hvor 8 af dem så var positive, mens et par stykker ville signe os på stedet. AFM var så ikke et af de selskaber, vi havde skrevet til, men de skrev så til os. Og der var så et par stykker, som i sin tid anbefalede os til Roadrunner, som gik ind og sagde, at AFM var et fedt selskab med en cool ejer. Ejeren har et stort distributionsselskab, som mange selskaber benytter sig af, og de har lavet kontor i USA osv. Så der er sgu styr på det.

MZ: Jeg var ellers lige inde og kigge på deres hjemmeside, og det er ikke, fordi de har mange bands, der bevæger sig i samme genre som jer.

Overhovedet ikke. Men de gør heller ikke noget ud af hverken hjemmeside ellers myspace side, men de har det der distributions selskab og deres navn, så de vil skide på hjemmesider og nyheder. Jeg tror sgu ikke engang, de har puttet os på endnu.

MZ: Nej, det har de ikke.

Nej, men sådan er de. Men de har alle de der U.D.O. og hvad fanden de nu hedder, og dem har de så kørt op i top 10 i Tyskland, så de har styr på det. Og de var så de eneste, der var interesseret i at komme op til os og spørge, hvad vi ville have, i stedet for bare at give os en standard ting, som mange af de andre selskaber gjorde.
Jeg kan huske, Massacre Records sagde til os, at de ikke behøvede at høre noget af vores musik, men at de ville stikke os 15000 euro til indspilning. Men når du tjekker dem, er det sort hvid promotion, mens det med AFM er fine farver og reklame i Rock Hard osv. Og det er jo Tyskland, der er vores marked, det må vi jo indrømme.

MZ: Ja, det har jeg bemærket. Men den sidste udskiftning er på guitarpladsen. I har skiftet Martin Sigtyr (Exmortem) ud med Franz Hellboss (ex. Volbeat). Martin er jo kendt for at være en seriøs og dygtig guitarist jvf. hans arbejde med Exmortem, mens Franz måske er kendt for et lidt andet image. Har I valgt Franz pga. hans kreativitet, pga. at han er en dygtig guitarist, eller er det simpelthen, fordi han passer godt ind i Illdisposed image?

Ja, det sidste! Men mht. Martin vil han jo ikke noget med Exmortem mere, og han elsker at være ude med Illdisposed, og han vil helt vildt gerne sælge t-shirts for os igen, som han gjorde før (ha ha), når han har tid. Og Martin er jo en makker, vi holder nytår og fødselsdage sammen med osv., og han har altid været en kammerat. Men han gad bare ikke mere. Men mht. til at finde nye folk til guitarpladsen, har jeg sgu haft det sådan i lang tid, at jeg ikke gider have en med i bandet, der er helt vild god, hvis jeg ikke kan lide vedkommende.

MZ: Det skal være en der kan spille jeres musik, og så ikke mere?

Næh, ikke nødvendigvis. Han må gerne være dygtig. Franz er pissegod i forhold til Martin, altså meget bedre end Martin. Men det har slet ikke noget med det at gøre. Martin valgte at forlade bandet pga. sit job. Han havde ikke tid til Illdisposed hver weekend. Franz er klar på at spille koncerter osv., og så er han jo en makker, vi har kendt i mange år efterhånden. Jeg tror vist endda, han spillede support for os i 1996.

MZ: Så I valgte ham, fordi han er en god kammerat, og fordi hans image passede godt ind?

Ja, nu ved jeg ikke, hvad for et image han har. Spørger du dem fra Volbeat, siger de sikkert, han ikke kan spille... Men det kan han sgu. Han spiller faktisk sådan noget dødsmetal, som det skal spilles, og det kan man høre live. Nu spillede vi med ham i fredags (d.11/1 red.) i Hamborg, og der var sgu ikke noget pis der. Vores bassist var vist over og se på hans fingre et par gange, for at se hvordan musikken skulle spilles, når han lige havde glemt det.

MZ: I overvejede ikke Lasse Bak (tidligere Illdisposed guitarist, red.) som en mulighed til den ledige guitarpost?

Nej… Jeg ved godt, der florerer alle mulige obskure rygter om Lasse. Men Lasse kunne sgu bare ikke mere. Og nu kan man sige, at Morten Gilsted har det samme slæb med Lasse (i Slow Death Factory red.). Men jeg synes sgu også, det er helt vildt kult ikke at kunne spille, og at skide i bukserne på scenen, men et eller andet sted må man sgu også vente, til man kan komme på lokum bagefter… Men det kommer nok for Lasse, når han bliver 40 år.

MZ: Men det virker nu ellers som om, det kører meget godt for ham og bandet.

Jo jo, men det sidste jeg hørte fra dem var, at de vil opgive det. De kunne ikke få solgt deres plader osv. osv. Jeg ved sgu ikke helt, hvad der skal ske der, og det interessere mig ikke, jeg kan sgu ikke engang huske, hvad de hedder. Men jeg kunne da se sidste gang, vi var af sted i knap 30 dage, at det simpelthen ikke gik længere, og Lasse havde det i øvrigt også sådan. Han kunne heller ikke holde til det længere. Det er jo også hårdt at rende rundt og være 4 mod 1 i så lang tid.
Så jeg tror, han har det godt, og vi har det i særdeleshed også godt uden ham. Men han er stadig min ven, han er jo en god dreng!

MZ: Apropos Lasse Bak, så holdte i jo et 11 års jubilæum for ”Submit” skiven for et par år siden, som vist skulle have været et 10 års jubilæum. Holder i noget tilsvarende for ”There's Something Rotten... In The State Of Denmark” skiven?

Jeg tror desværre, der er lidt for meget knas mellem mig og så de andre, der medvirkede på den plade. De er vist rimelig sure over, at Diehard kommer til at genudgive den på et tidspunkt. Men det er ligesom noget, jeg har taget på mine skuldre, for ellers ville den bare ligge og samle støv. Den var jo tilknyttet et selskab som lukkede, og så har Illdisposed fået rettighederne, og Illdisposed det er jo mig. Men jeg har da hørt rygter om, at de vil inddrage advokater, hvis den kommer ud, men det er så et slagsmål, jeg lader Diehard tage. Jeg synes bare, den skal ud i stedet for bare at ligge og samle støv, og så vil jeg sgu egentlig skide på, hvem der har gjort hvad. Jeg ved hvert fald i forhold til rettigheder, har jeg lavet over 50% af den cd.

MZ: Men vi ser ikke en reunion koncert?

Jeg tror ikke, de folk, der medvirkede på pladen, er interesseret i at gå på scenen med mig mere.

MZ: Nu vi snakker om at spille live, så har I jo udgivet en enkelt dvd (We Suck - Live red.), ligesom I medvirkede på ”Headbang i hovedlandet”, men med en hel ny lineup og selskab er det så ikke også på tide, at I snart udgiver en ”rigtig” dvd, der blander live optagelser og dokumentarmateriale, som det vi så på ”Headbang i Hovedlandet”?

Vi har ikke umiddelbart nogle planer i den retning. Altså det vi skal lave nu, er en musikvideo til Tyskland. Vi har et tysk nummer (”Ich Bin Verloren In Berlin” red.) på den nye plade. Folk siger i øvrigt, at det minder utrolig meget om en blanding mellem tykke Michael (Michael H. Andersen red.) fra Targets gamle band og så Amon Amarth. Men jeg synger på tysk, og det kan de utrolig godt lide. Vi spillede det live i Hamborg, og folk gik fuldstændig amok, selvom de ikke kendte det. Men det har hele tiden været vores mening, at i Tyskland skal man fandeme tale tysk. Se bare på Onkel Tom, Der Toten Hose, Rammstein osv., det sælger bare dernede… Jeg ved fandeme ikke, hvad det er for noget.

MZ: I havde jo også den der ”Illdispunk’d” på ”Burn Me Wicked”, der var da også lidt tysk inde over.

Præcis. Og det var også med den in mente, vi lavede ”Ich Bin Verloren In Berlin”.
Det startede jo, efter vi havde lavet ”Burn Me Wicked”. Når vi spillede live, stod folk jo og sang ”Illdispunk’d”, før vi gik på scenen. Og vi tænkte jo bare ”hvad fanden sker der”. Vi havde jo pakket nummeret godt væk på skiven, nærmest som et skjult ekstranummer, fordi vi simpelthen synes, det er så ringe. Men mere skal der jo åbenbart ikke til.

MZ: Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om inspirationskilder. I er jo selv nogle rutinerede herrer, så har I nogle inspirationskilder? Hører I overhovedet metal mere?

Ja, jeg er helt tosset med Dimmu Borgir. Så det jeg lytter mest til, er sådan noget black metal. Altså Satyricon og Dimmu Borgir er jeg helt vild med, men jeg kan da også lide den nye Dream Theater, selvom den er lidt bøs.

MZ: Man må jo også indrømme, at I efterhånden er ved at være en smule oppe i alderen, og det virker også som om, Illdisposed har fået et lidt mere stuerent image her de senere år. Er Illdisposed ikke så meget fis og ballade mere, eller er I bare blevet bedre til at styre og håndtere det?

Det synes jeg sgu egentlig ikke. Vi går stadig meget til den. Her sidst vi spillede i København, var der sgu snart flere folk backstage, som lige skulle se giraffen, end der var folk ude i salen. Men det har aldrig været et image. Jeg tror sgu bare, vi er lidt vilde.
Men der har jo været alle de her historier, fra dengang jeg var hooligan. Så var alle lige pludselig nazier. Og Lasse Bak er jo sluppet af sted med en masse lort. Han er jo mere blevet kendt for at være nøgen, men han har jo selv sat en masse af de ting i gang.

MZ: Og så er det dig, der får alt balladen eller hvad?

Jaahh, men det har jeg nu ikke noget imod. Men jeg er da rystet over alle de historier, jeg hører om mig selv bl.a. her i København, som rent faktisk stadig florerer. Og folk kender mig jo bare ikke.
Men historien er jo, at jeg var hooligan i en længere årrække. Men det bliver man jo ikke nødvendigvis nazist af. Og det var jeg slet ikke, og det var vi faktisk rigtig mange, der ikke var.
Og dengang hooligans grupperne blev mere holdningsbaseret, omkring 2002, der havde jeg faktisk været ude i flere år.

MZ: Så det er et miljø, du så småt er gledet væk fra?

Ja, men man kan jo sagtens hilse på folk. Men når jeg er på Århus stadion, sidder jeg sammen med Martin, min kone og børnene og drikker fadøl og spiser pølser.

MZ: Men nu hvor vi snakker lidt om ”gamle dage”, så begyndte jeg at følge med i, hvad der skete på den danske metalscene i midten af halvfemserne, og der virkede det som om, at de danske metalbands nærmest konkurrerede med hinanden. Jeg kan bl.a. huske, at der var lidt knas mellem jer og Konkhra. Scenen virkede ikke så sammentømret. I dag har vi Danish Dynamite Tours, folk arbejder på kryds og tværs af bands, og i det hele taget virker scenen mere sammentømret.
Jeg ser den danske scene stærkere i dag. Er det rigtig set, at man støtter hinanden mere i dag end tidligere?


Jeg tror helt oppe på toppen, er der meget koldt. Men det er klart, længere nede i dynget der arbejder man på tværs af bands etc. Vi er da kommet rundt en masse gange, hvor vi er blevet kaldt lidt af hvert, specielt ét dansk band har været meget fremme i skoene.

MZ: Er det førnævnte Konkhra, du tænker på?

Nej nej. Det er Hatesphere jeg tænker på.
Men det er så småt stoppet efter, at Jacob Bredahl er gået ud af Hatesphere.

MZ: Nå, dem svinger I ikke lige med?

Nej.

MZ: Men man får bare det indtryk, at de danske bands arbejder mere sammen i dag. Folk ryger frem og tilbage i forskellige bands.

Jo jo, og det kan man også sagtens. Og på den måde holder vi også sammen i Århus, måske ikke lige med Hatesphere, men med alle andre. Og vi hjælper sgu hinanden på den måde, man nu kan. Altså nu skal vi have The Burning med ud på tour i Tyskland. Men generelt har vi sgu ikke rigtig noget med nogen at gøre. Også fordi de danske bands ofte lever i Danmark, mens vi lever meget i Tyskland. Det er sgu fint nok at kunne sige, man er fra Danmark, men vi er vel mere tyske, end vi er danske efterhånden.

MZ: Ja, det er jo der, jeres marked er.

Ja, og det vil jeg sgu sige, det er for alle. Der er ikke rigtig noget marked i Danmark.

MZ: Det begynder så småt at komme.

Ja, der er da udsolgt, når vi spiller herhjemme, men man kan altså også hurtigt spille landet tyndt.

MZ: Nu vi snakker om den Århusianske metalscene, ved jeg, de er ved at stable det her Royal Metal Fest på benene. Jeg ved jo, du havde en finger med i spillet mht. til Århus Fee Metal Festival, som også blev afholdt i Århus. Har du noget at gøre med Royal Metal Fest?

Nej, det har jeg slet ikke. Men det var jo faktisk mig, der opfandt Århus Fee Metal Festival. Men jeg har sgu fået nok af den slags. Visionen med festivalen var jo at få Slayer til Århus i løbet af et par år. Men der var bare for mange stopklodser.

MZ: Der var sgu ellers nogle fede navne til jeres festivaler. I spillede jo selv et år, men ellers kan jeg da huske, at Behemoth og Dissection headlinede.

Ja, og året før var der Dismember. Vi kunne ikke få en headliner det år, og så endte det med vi brændte 40000 kr af på Dismember. De skulle jo godt nok kun have 20000 for at spille, men de skulle jo så lige have 20000 oveni til fly, hotel etc. Og der var sgu da ikke nogen, der var interesseret i at se Dismember, det var jo bare for at få et navn.

MZ: Hvad skal der så ske for Illdisposed nu? I skal vel ud og gøre Tyskland usikker hele sommeren og nyde det fantastiske tour liv?

Jamen vi skal rundt i hele Europa. Vi skal til Ukraine, Finland, Rusland og så har vi jo allerede en masse festivals tilbud. Så laver vores booker den der Danish Dynamite Tour her i foråret. Og de her knap 50 koncerter om året er også længe nok til os. Altså min kone sidder alene med 4 børn, og hun har jo også et arbejde, hun skal passe, så på den måde kan vi sgu ikke bare tage af sted 250 dage om året. Vi kunne sagtens gøre det, hvis vi ville, men jeg synes, det er fint nok sådan her, og vi har ikke spillet support for nogen siden 1993, og det køre fint sådan.

MZ: Nogle sidste tilføjelser?

Jamen for fanden... Folk skulle til at downloade vores plade og lytte til den, før de sabler den ned denne her gang.
Altså folk fyrer jo en masse lort af. Nu er det godt nok Batten, der styrer det med nettet, men folk skriver jo konstant, at vi bare skal spille som i 1992 på ”Four Depressive Seasons”, og det gider vi bare ikke. Folk skulle prøve og høre det nye. Det er rimelig brutalt, men lyder stadig som Illdisposed.



Bo’s gennemgang af “The Prestige”:

1. Let Go: Et meget kort instrumentalnummer, med et særdeles groovy og meget fængende peak. Kort sagt den perfekte åbner..

2. The Tension: Den umiddelbare forlængelse af åbningsnummeret. Selve musikken i dette nummer er meget midt 90’er Gøteborg inspireret, dog indeholder det også en længere black metal passage mod slutningen. Selve teksten er meget i den sædvanlige Illdisposed ånd, om brudte parforhold, seksuel underkastelse og generel nedtur. Der pitches dog også på ordet satan, hvilket skulle tilfredsstille enhver metal fan..

3. Your God Is Weak: Musikken i dette nummer er som snydt ud af vores 1995 udgivelse ”Submit”, dog igen med et lille black metal twist mod enden. Introen til nummeret vil enhver dansker lynhurtigt kunne genkende som værende frembragt af Ove Sprogøe. Teksten stiller spørgsmål ved den blinde tro adskillige religiøse fanatikere ligger for dagen.

4. Working Class Zero: Igen et nummer med et højt tempo, der bl.a. byder på flere grind passager. Nummeret slutter dog i et lidt mere adstadigt tempo hvor der bydes på en nyfortolkning af en gammel Current ’93 tekst. Titlen er selvfølgelig et ordspil på et gammelt John Lennon nummer. Teksten handler om hvor galt det kan gå hvis man ikke udnytter sit potentiale og i stedet havner i ”det forkerte selskab”.

5. A song of Myself: Meget groovy bygget op på en bund af trioler og oktaver. Der er sang på dette nummer fra første færd og den kulminerer i et omkvæd der minder om en blanding af tidlig In Flames og en god portion black metal. Senere i nummeret kommer der da også et par strofer af det man i gamle dage kaldte for svensk død. Selve teksten handler om den udfordring det er at skrive en tekst over sit eget liv.

6. Like Cancer: Formentlig det nummer der vil blive præsenteret som ”single” af pladeselskabet. Nummeret minder en hel del om tidligere numre som ”Dark” og ”Our heroin recess”. Dvs. vi er i den lidt poppede ende af skalaen, men der er så absolut også smæk på nummeret i flere passager. Selve teksten handler om at være lige så giftig som den kræft der spreder sig som en folkesygdom. Rettighederne til – og dermed alle indtjeninger fra dette nummer, tilfalder i øvrigt kræftens bekæmpelse.

7. Love is tasted bitter: Starten til dette nummer minder meget om en åbning som Obituary ville lave den. Nummeret fortsætter da også i en meget brutal stil hvor stortrommerne hele tiden banker derudaf, uden nogen form for nåde til det sarte øre. Et nummer der aldrig ville kunne have forekommet på vores udgivelser for Roadrunner, dertil ville det være alt for dødsmetal agtigt. Teksten handler igen om bitterheden i forbindelse med et afsluttet parforhold.

8. She Knows: Vel nok det nummer der kommer tættest på de sange der ligger på 1-800 Vindication. Et meget fængende omkvæd og et stort mellemstykke der leder tankerne hen på den amerikanske thrash scene i midtfirserne. Lyrikken handler denne gang ikke blot om at være blevet taget af sin partner i utroskab, men også om hvordan hun planlægger at sætte en stopper for det.

9. A child is missing: I folkemunde: ”Den nye tuder”. Helt klart pladens ”ballade” der dog stadig fremstår som et hårdt nummer, med masser af storetrommer og headbang appeal. Nummeret minder ikke så lidt om ”the hidden ache” fra albummet ”Submit”. Dog er vokalen på ”Child…” udelukkende dyb. Teksten handler vel dybest set om det at miste et barn i den eller anden afskygning.

10. The key to my salvation: Dette nummer gør sig især bemærket ved sit old school death metal touch, men også med det meget store og varierede mellemstykke i midten af nummeret, som mest af alt minder om tidlig Kataklysm. Igen omhandler teksten et religiøst aspekt, nemlig det faktum at det er muligt at leve i pagt med religion uden nødvendigvis at skulle tage afstand til den og kalde sig Ateist.

11. …Your Devoted Slave: Musikken i det nummer minder mest af alt om de 2 sange der hedder ”Near the gates” og ”Fear Bill Gates” fra albummene ”Something Rotten” og ”Kokaiinum”. Nummeret er altså i et meget højt tempo hele vejen, med masser af inspiration hentet i Sverige. Vokalen er dog denne gang dyb, modsat de 2 tidligere nævnte numre og det igen, for at holde pladens gennemgående brutalitet oppe. Rent lyrikmæssigt drejer det sig om seksuel underkastelse.

12. Ich Bin Verloren in Berlin: Musikmæssigt er dette nummer allerede af flere journalister blevet sammenlignet med Amon Amath og det skal jo nok være rigtigt så?? Den perfekte afslutter af pladen og for første gang i 12 numre får den mere høje vokal frit spil. Tekstmæssigt er sangen jo først og fremmest på tysk mestendels og dette er udelukkende for at please vores fans i Tyskland, længere er den ikke. Den handler vel egentlig bare om at være lidt fortabt… I Berlin.



#1. d.23.01-2008/03:03:35/ | Af: Kurt - Memorial

#2. d.23.01-2008/08:06:46/ | Af: Giebel

#3. d.23.01-2008/12:18:46/ | Af: Albertsen

#4. d.23.01-2008/17:09:36/ | Af: Nikolaj Balle

#5. d.23.01-2008/19:38:56/ | Af: Ross

#6. d.27.01-2008/21:49:35/ | Af: Stefan

#7. d.31.01-2008/09:28:35/ | Af: Metalzone admin

#8. d.15.02-2008/12:53:02/ | Af: numsesutter

#9. d.04.08-2008/09:41:52/ | Af: Fugle

Skrevet af: Bertram

Tilføjet: 23.01-2008

Link til band: Klik her

Læst: 6911 gange

Kommentarer: (9)

Send til ven    Send til ven
 Andre interviews:






























Del
Metalzone.dk - Skjoldborgsvej 36 - 7000 Fredericia - Copyright © 2003-2012. Metalzone.dk All Rights Reserved.   | Loadtid: 0.591101 sek. |