Wow, var min første bemærkning, da jeg smækkede Århusianske The Burning på anlægget. Mine øre blev næsten knust af den brutale lyd. Kraftfuldt, energisk og anderledes metalcore/hardcore.
Som de også selv skriver på deres hjemmeside, så består The Burning af én guitarist, én bassist, én vokal og én trommeslager i modsætning til mange andre metalcore bands, der arbejder med to guitarister.
Nu er jeg selv stor fan af fremtrædende bas licks og det gør The Burning virkelig godt. Det er bassen der gør forskellen og efter min mening sætter dem foran andre bands i samme genre. Når det er sagt, så skal jeg ikke glemme resten af bandet. De gør det alle sammen godt.
Vokalist Johnny Clausen lyder vred og skræmmende, guitarist Rasmus skærer riffs direkte ud af den mørke nat og lægger skrig til og tromme-”basher” Tobias fuldender den indtil videre geniale lyd, der er The Burning.
Første skæring; ”End Of All” minder mig om Death From Above 1979(amerikansk duo band) hvor bassen også er yderst fremtrædende. Nummeret starter aggressivt og slutter tungt.
Det er stort set opskriften på de resterende to numre. Hvilket falder lige i undertegnedes smag.
Det er altid rart at modtage en demo der er pakket godt ind. The Burning har gjort noget ud af deres cover og bagside. Desuden er der tekster inkluderet i coveret og det er altid en fordel. Man får en helt anden fornemmelse, end hvis man bare modtager en blank skive med et stykke hvidt papir.
Jeg er sikker på, at der ikke går længe før vi ser The Burning på et selskab og i gang med deres debut cd. Jeg ser hvert fald frem til det. Og ikke mindst til at dem i aktion.
Jeg kan kun anbefale at gå ind på deres hjemmeside og købe deres promo pakke. Hvis man er en nærig røv eller lige vil se tingene an kan man gå ind på deres myspace side og høre numrene.
Godspeed!