Dawn Heist (DH) er en australsk kvintet, som i 2010 blev dannet i Sydney. Bandet har endnu ikke fået sammenflettet en cd i fuld længde, men er dog her aktuelle med deres første EP Time Wave Zero (TWZ).
Grundlæggende spiller DH metalcore, men musikken bærer i høj grad præg af synth-programmering, hvorfor det melodiske er det primære fokuspunkt. De typiske hurtige thrashede riffs og den kendte råstyrke fra genren er lagt i baggrunden, og deres tunge langsomme melodier og ”samples”, er derfor byggestenen på TWZ.
Vokalen er en typisk metalcore-vokal. Der bliver growlet i versene, og sunget rent i omkvædene, og som udgangspunkt fungerer det upåklageligt. Vokalen er solid, men omvendt er der intet spektakulært over den. Ligeledes er der kun sporadisk variation i de tunge brøl, som jo selvsagt er med til at gøre EP’en kedsommelig. Clean vokalen er der heller intet opsigtsvækkende ved, men den er al ære værd, og passer rigtig godt ind i det samlede lydbillede.
Produktionen er måske overordnet set det mest gennemførte på TWZ. DH er tro mod deres stil, og alle numrene bygger på tunge rytmer, hvor samspillet mellem bas og trommer er ”tight” udover det sædvanlige. Sammen danner rytmesektionen en tung bund, der fungerer som rammen om de melodiske stykker. Det er klart her DH har sin force. Greg Stace har hjulpet DH godt i gang med deres musikalske karriere i form af den gennemførte lyd, som består med topkarakter på samtlige seks numre.
Alt i alt efterlader TWZ undertegnede med en særdeles blandet mavefornemmelse. På den ene side er det positivt at DH er ærlige overfor sig selv og tror på deres egen - faktisk ret innovative stil. På den anden side bliver stilen ret hurtigt kedelig, og dét selvom det blot er en EP med seks numre. Man skal passe på med at male fanden på væggen, men hvis DH ikke formår at skabe variation og alsidighed på seks numre, hvordan skulle de så kunne formå at gøre en cd i fuld længde interessant fra start til slut? Hvor om alting er, er TWZ en EP som forsigtigt lister sig ind på den internationale metal-scene, med et godkendt produkt, men med dystre udsigter for bandets fremtidige eksistens.
Anbefalede tracks:
The Anesthetist
Timewave Zero
Scarecrow
Tracklist
01. The Anesthetist
02. Timewave Zero
03. Nine Worlds
04. Loki
05. The Heretic
06. Scarecrow