Odenseanske Angrified er ikke et band man har hørt forfærdelig meget til hvilket måske er lidt ærgerligt. Jeg så Angrified live sidst til Kansas City Live og det var ganske udmærket, ser man bort fra den dårlige lyd på scenen. Dette er dog første gang jeg hører dem på skive og jeg sidder med klamme hænder og håber, at de gør sig ligeså godt ud her som live.
Angrified leverer thrash af den gode skuffe – ikke meget ulig Hatesphere bare mere thrashet. Og det er slet ikke dårligt. Det er ikke hurtigt thrash, men den tunge slags med gode guitar riffs og en grum rusten vokal.
Jeg kan dog ikke lade være med, at lægge mærke til deres breakdowns. Det ødelægger ikke noget – især ikke noget der er guitar soli indblandet – men de skiller sig heller ikke ud.
Angrified har nemlig lavet en demo der kan lyttes til adskillige gange, men som nok hurtigt ryger i glemmebunken. Det er selvfølgelig lidt af et antiklimaks, for demoen er ret god og skulle den have en karakter, ville den ligge højt, men numrene minder måske lidt for meget om hinanden og der mangler lidt kant og lidt mere opfindsomhed.
Det er sådan en demo man kan anbefale til alle, og alle vil sikkert have forskellige meninger om den – det samme vil ske med den næste demo og den næste osv. Angrified skal tænke lidt mere over deres ”legacy” og sørge for at gøre musikken til deres egen.
Skiven er en af dem man kan sætte på til en fest og de fleste vil efter kort tid kunne skråle med og samtidig have glemt skiven dagen efter. Men lige nu holder den!
Især sidste nummer ”The Kill” der afslutter skiven med et smukt stykke ”nede-på-jorden-” akustisk guitar – smukt.
Trackliste:
1.Hatred
2.Paint In Blood
3.Rule This World
4.Americunt
5.The Kill