Jeg havde på forhånd hørt megen hype om nærværende svenske band og dets udgivelser. Selvom ”Red On Chrome” er indspillet i 2003 og dermed en ældre udgivelse så var jeg på forhånd utrolig spændt på hvad jeg mon havde i vente og om bandet kunne leve op til de mange flotte ord som gennembrudsalbummet har høstet i overflod.
Jeg kan roligt sige at de gæve svenskere ikke lægger nogle fingre imellem for allerede fra første skæring ”Hellbound” bliver der for alvor åbnet op for sluserne. Tag bands såsom Gorguts, Polluted Inheritance, Cephalic Carnage og tilsæt et ekstra stænk grindcore a la Circle Of Dead Children – så har du formentlig et glimrende billede af hvad Crowpath drejer sig om. Det ikke kun lyder kaotisk – det er kaotisk. Samtlige musikere er unægteligt habile teknikere og jeg skal da også love for at fingrene bliver flyttet – det går stærkt, men al denne fokus på det tekniske aspekt har desværre også en særdeles negativ indflydelse andetsteds. Det melodiske islæt er så at sige ikke tilstedeværende på ”Red On Chrome” og jeg vil ligefrem vove at kalde et band som f.eks. Hate Eternal for ”melodiske” i forhold til Crowpath. Dette aspekt gør ligeledes at det nærmest er komplet umuligt at fremhæve enkelte numre fremfor andre eftersom alle er baseret på det samme kaotiske princip.
En vis Fredrik Reinedahl (Bl.a. In Flames og Burst) har stået for produktionen på ”Red On Chrome” og selvom denne ikke er perfektioneret til fulde så supplerer det mørke og let beskidte udtryk musikken på formidabel vis – men dette behøver jo ikke nødvendigvis at være positivt. Visse plader har tidligere kostet mig en gevaldig hovedpine og jeg skal ærlig talt indrømme at ”Red On Chrome” ligeledes går bedst i spænd med et par Panodiler…
Jeg tvivler på at jeg nogensinde fisker ”Red On Chrome” frem fra gemmerne igen – musik der udelukkende er baseret på kaos og teknik siger altså ikke mig det helt store. Sjældent oplever man habile musikere udføre et flot stykke teknisk arbejde uden at man finder et lækkert riff eller omkvæd gemt væk et eller andet sted, men det er altså tilfældet med Crowpath. Dygtige teknikere javist, dygtige sangskrivere – NEJ!
Trackliste:
1. Hellbound
2. Like Flies To Flames
3. Protected By Judas
4. The Suburban Plague
5. XIII
6. Bastard City
7. Red On Chrome
8. Kings Among Cockroaches
9. Slipping
10. Where Jacky Jawless Lives
11. The Precise Art Of Knives
12. Phrases
13. Clean
#1. d.10.07-2006/11:01:50/ | Af: UM
Enig, enig, Crowpath er ganske overvurderede. Det er simpelthen for larmende og intetsigende. Son of Sulphur som den nye skive hedder, skulle efter sigende være hurtigere og bedre end denne, men lad os nu se....
#2. d.10.07-2006/20:09:23/ | Af: Albertsen
UM, anmeldelsen af Son Of Sulphur er på vej ;o) RRRRÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅK ÅÅÅÅÅN!!!