Denial of God (DOG) leverer ”kun” seks år efter debutalbummet et overraskende forfriskende udspil, selv om alt heldigvis er ved det gamle.

De danske horror fanatikere har ikke ligget på den lade side, selv om der er gået seks år siden deres utroligt overbevisende debutalbum ”The Horrors of Satan”. For bandet har i mellemtiden udgivet flere split EP'er og singleudspil. Faktisk i en sådan grad, at man begyndte at tro, at DOG aldrig ville lave et helt album mere.
Og taget i betragtning, at det tog bandet 15 års eksistens at skabe deres debutalbum, er seks år faktisk ikke så galt. Frem for alt er det vigtigt at huske på, at kvalitet typisk tager tid, og i dette tilfælde er det såre sandt!

På overfladen ligner DOG stadig dem selv. Deres let skramlede og analoge (men aldrig utighte) metal er stadig indspillet uden nogen form for dikkedarer eller studietricks. Det er stadig melodierne der er i højsædet og teksterne kredser stadig omkring emner, der havde deres faste plads i 50'er Hammer gyser film.
Dermed er bandet stadig en eksponent for både black metal med Mayhem som inspiration og horror metal med King Diamond som det store forbillede.

Der har dog meget længe været mere ved Denial of God end blot det. For allerede for mere end et årti siden, skabte bandet musik der umiskendeligt var deres, og som tiden er gået, er der blevet hældt flere og flere gyselige ingredienser i den allerede giftgrønt boblende heksegryde.
Det er de små detaljer, der vidner om obskure og ukendte inspirationskilder, de altid lidt småskæve og altid stærke melodier, og den stædige insistern på at lave præcis det de vil, der gør DOG til nogle forbandet velkomne særlinge på den internationale metal scene.
For i dybet af bandets garanteret enorme samlinger af musik, film og litteratur findes der ting, som almindelige dødelige ikke har haft øjne og ører for. Det tager DOG og blander ned i deres egen version af, hvordan man laver stemningsfuldt ekstremmetal på gammeldags facon. Resultatet må selv den mest forhærdede old school fan nikke anerkendende til.

De seks reelle numre på ”Death and the Beyond” er alle mellem seks og 15 minutter lange, og de indeholder alle som én en stilsikker opbygning, monstrøse riffs og iørefaldende melodier i et antal, man faktisk ikke opdager før efter gentagende gennemlytninger. Hvad der lyder så utroligt simpelt i første omgang, er faktisk rendyrket diskret progression!
Musikken er umiskendeligt DOG. Alligevel er der sket en udvikling fra debutalbummet. Sanger Ustumallagam har fået mange flere facetter og mere sans for melodi, og kan få sin variable stemme til at passe bedre med de mere melodiske sange. Samtidigt er den diskrete brug af keyboard stadig rimelig diskret, men dog mere melodistyrende og tilføjer frem for bare at være der.

Bedst af alt er dog, at bandet har leget meget mere med tempoet. Der er stadig smæk på, men ikke så meget som før. I stedet er der blevet plads til mere doom, mere heavy metal og midttempo metal med dobbelte stortrommer. Det er utroligt klædeligt, og man kunne faktisk driste sig til at kalde versene i ”The Cursed Chamber” for lidt groovy...på en fuldstændigt analog old school måde forstås.
Ellers er jeg faktisk i så sjælden en situation, at det er svært at fremhæve et nummer frem for et andet. Ok, favoritten er det afsluttende 15 minutter lange ”Pendulum Swings”, men det ændrer ikke på det faktum, at dette er et af de mest helstøbte album, jeg har hørt meget længe.

Tekstmæssigt lader der til at være et koncept, der binder albummets sange sammen, og der anes en meget dybere mening med de på overfladen typiske gyser tekster. Men det må være op til den enkelte at granske i bookletten (det er en slags folder med billeder og tekst der følger med en cd, når man køber den, i stedet for at downloade musikken).

Der er ikke mere, der behøver at blive tilføjet. Den svære toer er klaret, og dette album er et af de bedste, der bliver udgivet i år.

Trackliste

Veni Spiritus
Behind the Coffin's Lid
The Cursed Chamber
Bones turn to Dust
Black Dethe
Spectral Lights
Pendulum Swings