HUH!! da-da-da-da-da-da-da-da, da-da-da-da, da-da-da-da-da-da-da-da, da-da-da-da. THERE IS NO LOVE!!! Introen til Fear Factorys udødelige ”Replica” fra deres genreskabende gennembruds-skive Demanufacture fra 1995 kender de fleste fans af metal. I årene efter skabte den califoniske kvartet sig et navn inden for metallen, som et banebrydende og grænseoverskridende band. Fear Factory fulgte Demanufacture op med Obsolete (1998) og Digimortal (2001), der også blev modtaget med åbne arme af fans og kritikere. I 2002 forlod Dino Cazares (guitarist og hovedsangskriver) bandet efter skænderier med bandets karismatiske forsanger Burton C. Bell. Daværende bassist Christian Olde Wolbers blev forfremmet til guitarist og Byron Stroud (Zimmers Hole, Strapping Young Lad, Devin Townsend) blev hyret til at varetage den seksstrengede. Frygt Fabrikken udgav to mindre succesfulde albums under den periode, Archetype fra 2004 og Trangression fra 2005. I 2009 fandt Bell og Cazares så sammen igen og overtog Fear Factory navnet fra trommeslager og medstifter Raymond Herrera, og Wolbers, hvilket førte til en langvarig retslig strid om retten til navnet. Denne strid blev til sidst vundet af Bell og Cazares og i 2010 udgav ”det nye” Fear Factory albummet Mechanize. Dette album forsøgte at genskabe musikken fra midt halvfemserne og blev forholdsvis godt modtaget. Selv var jeg ganske imponeret af albummet, men har ikke hørt det meget siden dengang. Nu er bandet så på gaden med deres andet album siden Bell og Dino blev genforenet, og denne gang har de Matt DeVries (Six Feet Under, Chimaira) på bass og forholdsvis ukendte Mike Heller på trommer.

The Industrialist starter i sædvanlig gamle Fear Factory cybermetal stil, med industrilyde og hvad der lyder som en nyhedsoplæser, der stille og roligt går over i en stille intro, før de velkendte triggede stortrommer og Dinos maskingevær-riffs baner vejen for Burtons distinkte stemme. Jeg bliver straks transporteret tilbage til sluthalvfemserne på åbnings- og titelnummeret ”The Industrial” da stilen i dén grad minder mig om Obsolete. Fornemmelsen sidder tilbage i kroppen når Burtons rene vokal får hårene på mine arme til at rejse sig på ”Recharger”. Fear Factory har med held forsøgt at vende tilbage til deres tidligere lyd, og produktionen sidder lige i skabet, med sin rene og kliniske industrielle lyd.

Nåh men er alt så ikke godt? Cazares og Bell er sammen igen og musikken minder om de gode gamle dage? Nej det er det desværre ikke. The Industrialist er langt fra et dårligt album. Ja det er faktisk et godt album. Men det hele er for velkendt, og man bliver på ingen måde overrasket som man gjorde dengang i midthalvfemserne. Hobevis af bands har fulgt den vej som Fear Factory banede dengang og bandet er inspiration for endnu flere. Det er uretfærdigt at Fear Factory skal bedømmes som ”kedeligt” når de spiller den musik de var med til at skabe, men overraskelsesmomentet er væk. Hvor de før gik deres helt egen vej og tog metalverdenen med bukserne nede, trasker de nu stadig ud af samme vej, uden nyskabelse og uden at genopfinde sig selv. Det behøver et band naturligvis heller ikke at gøre for at lave et godt album. Men for at lave en ny Obsolete, eller en ny Demanufacture (noget man kun kan drømme om), behøver de det.

Jeg er glad for The Industrialist, men jeg kan ikke lade være med at undre om jeg om to år ikke har hørt albummet lige så lidt som jeg har hørt Mechanize, som jeg jo også var glad for da det udkom. Men inden det sker vil jeg nyde numre som ”Recharger”, ”The Industrialist” og ”Depraved Mind Murder”