Det finske band ved navn Jess and the Ancient Ones, som på ganske kort tid har slået sit navn fast rundt omkring i undergrunden, er aktuelle med dets selvtitlede debutalbum, som er ude på det ligeledes finske selskab Svart Records. Flere steder har jeg set bandets musik blive klassificeret som okkult rock, hvilket nok ikke er helt fejl, selvom det er en lettere diffus betegnelse. Der kan trækkes tråde til 60ernes psykedeliske rock samt udspil fra bands som Black Sabbath, Witchcraft, Pentagram og Roky Erikson, men nogen reelle sammenligninger mellem Jess and the Ancient Ones og andre bands er vanskelig at diske op med. Bandet besidder en eller anden udefinerbar men samtidig autentisk kvalitet, som gør, at det hele virker så overbevisende, ægte og dybfølt. Lyrikken kredser om det okkulte og hvad dertil hører, og den er vel at mærke velskrevet. Musikken er levende, varieret og velspillet, og vokalen sidder stort set hvor den skal.
Skivens åbningsnummer i form af "Prayer for Death and Fire" fænger nærmest fra første sekund, og herfra er der ingen vej tilbage. Det er vanskeligt ikke at lade sig rive med af fængende og afvekslende sange som "Twilight Witchcraft", den episke "Sulfur Giants (Red King)" og den rockede "13th Breath of the Zodiac". De to perler i form af "Devil (in G minor)" og "Come Crimson Death" skiller sig en smule ud fra resten af skivens materiale i kraft af deres afdæmpede og melankolske stemninger, hvor Jess leverer en flot vokalpræstation hen over de gyngende guitarer og triste klavertoner.
Allerede under gennemlytningen af skivens første par sange, får man fornemmelsen af, at bandet har en god kemi, hvor alle bidrager med deres absolut bedste, og det indtryk holder skiven ud. De halvfjerdser-agtige orgel-lyde får også god plads i lydbilledet uden at virke hverken dominerende eller irriterende.
Har man bare det mindste tilhørsforhold til psykedelisk rock, doom metal, mørk folk og/eller stoner rock, så skylder man sig selv at tjekke Jess and the Ancient Ones ud. Bandet har en eller anden mærkelig charme og noget dragende over sig, der umiddelbart er vanskelig at beskrive eller sætte en finger på, og derfor er der sgu ikke så meget andet at gøre end at anbefale læserne at tjekke bandet ud. Jeg kunne forestille mig, at fans af bands som Ghost, The Devil's Blood og Jex Thoth også ville tage imod Jess and the Ancient Ones med åbne arme. Vi snakker syv sange og næsten en times rejse ind i rockens og sindets mørkeste afkroge, som varmt kan anbefales at begive sig ud på.
Trackliste:
1. Prayer for Death and Fire
2. Twilight Witchcraft
3. Sulfur Giants (Red King)
4. Ghost Riders
5. 13th Breath of the Zodiac
6. Devil (in G minor)
7. Come Crimson Death
#1. d.25.05-2012/22:07:20/ | Af: Knudsen
Temmelig enig i anmeldelsen. Det er ikke så godt et band som The Devil\'s Blood, som nok må siges at være i samme boldgade. Jeg ligger måske på 4/6. Men er det egentlig ikke utroligt så meget godt satanisk og okkult retro rock der kommer for tiden?? De seneste 5-6 år synes jeg det er væltet frem med bands der lyder som om de kommer fra slut 60\'erne og bare er pisse fede.
Det er sgu lækkert som fan, for der er hele tiden noget at lytte til.