Svensk/danske Amaranthe har allerede på nuværende skabt sig et godt navn i branchen – ikke mindst i Japan hvor bandets koncerter opleves udsolgt efter blot 10 minutter. Man kunne næsten foranlediges til at tro at bandet, med den billedskønne Elize Ryd (Kamelot) i front, kunne være metalscenens svar på et umiddelbar og passerende hype-hysteri, men ud fra bandets debut-album at vurdere er der tale om velfortjent succes baseret på talent, ihærdig og et dedikeret og målrettet stykke arbejde.
Basis den nævnte massive omtale i både den danske-og udenlandske presse er der nok ikke mange af Metalzones læsere der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Amaranthe, men førend fans af de mere obskure metalgenrer læser videre kan det ligeså godt slås fast fra start; Amaranthe er ikke noget for Jer! Om end den danske trommeekvilibrist Morten Løve Sørensen gør sit for at tæske livet ud af tønderne og den mandlige vokalist Andy Solveström supplerer med skrig og growl, så kunne Amaranthe meget vel betegnes som den onde stedsøster til den symfoniske metalkonstellation Nightwish. Herved forstås at fællesnævneren skal findes i den kvindelige tilstedeværelse af hhv. Elize Ryd og kollegaen Anette Olzon i Nightwish, men herefter stopper parallellerne dog brat. Amaranthe er nemlig væsentlig mere hårdtslående end finnerne og knap så symfoniske i deres udtryk, men i stedet favner de herrer og den dame langt bredere – således er der elementer fra både power metal, death metal og mere poppede tiltag at ane på ”Amaranthe”.
Først og fremmest er det hørbart at der virkelig er blevet arbejdet med sangene på ”Amaranthe” – der er ikke meget der lyder improviseret eller påtaget, men skæringerne følger en stram formel hvilket også skærper deres udtryk. Numre såsom ”Hunger”, ”Amaranthine”, ”Enter The Maze” og ”Serendipity” er alle markante og udtryksfulde og fremstår som værende albummets stærkeste skæringer. De øvrige følger generelt godt efter og bibeholder den røde tråd, men de besidder ikke samme flow og stærke melodier som førnævnte ligesom kontrasterne til tider bliver for markante; det ene øjeblik slynges stacatto-riffs i ansigtet på lytteren medens man det andet udsættes for en sonisk guitar-hvirvelvind á la Dragonforce ligesom man af og til aner associationer til noget så obskønt som… poppet svensk melodi grand prix! Det er dog også selvsamme kontraster der gør Amaranthe til en særpræget størrelse, og heldigvis lykkedes det d’herrer og den dame lydmæssigt at finde fornuftige kompromiser på størstedelen af albummet. Det går op i en højere enhed.
Samspillet mellem de respektive musikere er ligeså minutiøst gennemøvet som kompositionerne – der er ingen slinger i valsen, og endnu engang er det en nødvendighed at fremhæve andetsteds nævnte Morten Løwe Sørensen på trommer som da også er fremherskende i produktionen. Han spiller uhyggeligt stramt, men formår i modsætning til mange ligesindede at variere sit spil og tilføre numrene et dynamisk trommespil frem for blot at udvise de indiskutable uovertrufne evner som han besidder hvilket er prisværdigt og fremhæver musikken som en helhed. Enkelte vil muligvis finde produktionen som værende noget nær kvalm og overproduceret, men der er nu alligevel noget raffineret over den ekstreme klarhed, volumen og slagkraft ligesom den passer fint til musikken.
”Amaranthe” er som nævnt ikke noget for alle, men har man hang til storsvingende power metal-kompositioner af den moderne (poppede) slags, men også brænder for lidt hårdere genrer med lidt ”smæk” på, så er nærværende debut-album højst anbefalelsesværdigt. Alt i alt et meget gennemarbejdet og ambitiøst værk der fortjener opmærksomhed ligesom det bliver spændende at følge Amaranthe fremadrettet – senest vandt bandet i øvrigt kategorien ”Best breakthrough 2012” under den svenske rockgalla Bandit Awards i februar 2012 hvilket blot understreger potentialet.
Trackliste:
1. Leave Everything Behind
2. Hunger
3. 1.000.000 Lightyears
4. Automatic
5. My Transition
6. Amaranthine
7. Rain
8. Call Out My Name
9. Enter The Maze
10. Director's Cut
11. Act Of Desperation
12. Serendipity
#1. d.24.02-2012/18:59:04/ | Af: Howling
Sandt at det ikke er vandvittigt hårdt, men det er catchy og faktisk ganske fedt, ser frem til at se dem live på Wacken Open Air 2012
#2. d.26.02-2012/22:05:35/ | Af: nocturnal
Jeg har nu set dem 2 gange live, og jeg må sige at jeg er vildt imponeret over det her band!
Udover at deres musik er vildt catchy, så formår de også i rigtig god stil at bringe deres musik op på en scene.
De er velspillende på scenen, og de lyder vanvittigt godt, selv med de 3 vokaler skulle man tro det ville blive lidt anstrængenee at høre på, men de har virkelig fundet en god balance mellem tingene, og så formår de virkelig også at sparke gang i folk!
Thumbs up herfra!
#3. d.28.02-2012/21:25:44/ | Af: Thomsen
Jeg har også oplevet dem live, og her skiller de sig imponerede fra andre kedeligere opvarmningsband! Dog er jeg blevet lidt træt af deres album, der kan virke ensformigt efter en par gennemlytninger...
Vil dog lige tilføje, at Elize Ryd har været gæstesanger hos Kamelot (nok primært i forbindelse med den sidste tour), men ikke er (eller var) en del af deres faste line-up.