Omega Centauri er et underligt bekendtskab. Det er en duo bestående af en brite og en belgier, og deres aparte musik er vel noget i retning af post-black metal krydret med avantgarde-indslag, ambient og doom metal. Bandets musik, stil og udtryk er med andre ord en smeltedigel. Keyboards og synths har en fremtrædende plads i bandets lydbillede, men uden at de er dominerende. Tempoet og stemningerne varieres en hel del undervejs, og vokalen er også tilpas alsidig. Der er desuden en del dissonante riffs at finde på skiven, som kan skære i øregangene, men som underbygger den mørke og til tider klaustrofobiske stemning på albummet.

"Ad Infinitum" er en ganske melodisk sag, der kan minde en smule om Arcturus nogle steder, og den er ret fængende samt mere tilgængelig end flere af de andre numre. Andre spændende sange er den morbide og aggressive "Elusive", den ambiente og trykkende "The Oort Cloud" samt den næsten 8 minutter lange "Fallen", der må siges at være ekstremt varieret og næsten psykedelisk nogle steder. Den lidt triste "Samsãra", som er et ambient nummer, er jeg også ret begejstret for. Numre som "I Am" og "May Whatever Cleanses Me Take Form" er desværre lettere middelmådige og gør ikke noget væsen af sig i forhold til skivens andre sange. "A Mirror of Life" minder lidt om "Fallen", og den fungerer fint som skivens afsluttende nummer.

Omega Centauri er et ret spændende og interessant bekendtskab. Jeg jubler ikke decideret af begejstring over "Universum Infinitum", men det er absolut et godt udspil, og jeg kan ikke sige andet end at det besidder en vis portion atmosfære. Man skal muligvis være i et specielt lytte-humør for at kunne få det maksimale ud af denne skive, men er man i rette lune til eksperimenterende musik, hvori mange stilarter mikses sammen, så bør man tjekke denne ud.

Trackliste:
1. Ad Infinitum
2. Elusive
3. The Oort Cloud
4. I Am
5. Fallen
6. Samsãra
7. May Whatever Cleanses Me Take Form
8. A Mirror of Life