Thrash metal har i de seneste år haft en kæmpe revival, og mange nye bands har redet på denne bølge af succescomebacket for genren. Et af de bands er britiske Zenithal, der med skiven ’’Death Race’’ præsenterer deres andet udspil.

For mig er thrash en lidt kompleks genre efterhånden. Tro mig, jeg elsker thrash metal, det var den genre der startede det hele, tilbage i 12-13 års alderen, men fordi jeg holder så meget af genren har jeg sgu et lidt elitært forhold til den. Tingene skal være som de var i 80’erne. Det skal være rå, aggressiv og punket attitude, og musikken skal ikke være gennemarbejdet og slebet til i hver kant ved efterarbejdet af skiven. Derfor har jeg haft et lidt svært forhold til denne thrash revival, der har været på seneste da jeg synes, at alt for mange af de nye bands lyder for ’’fine’’, og ligger mere energi i arbejdet efter indspilningen end i selve musikken. En genre der tidligere var så unik og nyskabende er i dag fusioneret med moderne metoder, og det stemmer bare ikke over ens i mine øre.

Zenithal er et af de få bands jeg har hørt i den nye bølge af thrash, der formår at holde fast i de gamle principper i musikken. ’’Death Race’’ har, musikalsk, en god blanding af kreator riffs og slayer feeling. Desværre begår de en enkelt, men yderst central fejl: Vokalen. Mens musikken bringer gode indtryk frem, fra dengang thrash var thrash, så er vokalen simpelthen ikke til at holde ud. Moderne thrash har i mine øre efterhånden bevæget sig alt for langt over imod metalcore, og det bekræftes jeg i, når jeg hører forsanger James Scott’s tørre, kedelige og enormt anstrengte vokal. Dette er så til gengæld også mit eneste problem med denne skive. For selvom musikken godt kunne være mere rå og ubearbejdet, så formår Zenithal stadig at holde en klar råd tråd til pionererne fra 80’erne.

’’Death Race’’ indeholder 8 skæringer der i alt varer lige omkring de 38 minutter, og bandet levere gennem disse 8 numre voldsomt tight trommespil og hurtige riffs, samt ørehøvlende soloer. Musikken, med undtagelse af vokalen, variere godt og formår at holde ens øre interesserede, mens resten af hovedet headbanger ustyrligt. Der er ikke så meget mere at sige, at jeg virkelig håber James Scott udvikler sig rent vokalt, til næste udspil fra disse briter, for musikken er stort set i top. ’’Death Race’’ vil nok bare ikke være den cd, jeg smider i anlægget ret tit i fremtiden, da der ikke rigtig er noget der præsterer at fange mig helt. Der er ikke noget der sætter sig fast i min hukommelse, udover den hæslige vokal.

Trackliste

Death Race
Sing For The Damned
Blue Magic
Punch And Judy
Crucifuxtion
Accepted
Shrink n’ Grow
The Rocking Chair