Den længe ventede skive fra Dawn Of Demise(DOD) er her endelig. De fleste med hang til lidt tung død har ventet i spænding for at se hvad de gæve midtjyder har præsteret, og resulteret er som forventet – det er Dawn Of Demise.
I efteråret 2008, samme år som debuten Hate Takes It´s Form, udgav de EP'en Lacerated med to af deres egne sange og tre cover numre, men lige hvorfor den kom der ved jeg ikke. Den står nu som ret overflødig, måske fordi den blev overset lidt. Jeg troede den skulle være en frontløber/teaser til dette album, men det kan man ikke rigtig kalde den. En anden ting er, at de covernumre faktisk var ret vellykkede og viste DOD fra en hurtigere side, som jeg ville ønske de ville tage mere til sig.(læs anmeldelsen af Lacerated)

Nu gælder det så A Force Unstoppable. 9 numre, en god halvtime og dæleme om de ikke har sat tempoet en anelse mere ned.
Hele skiven er typisk DOD stil, men de formår alligevel at sætte lidt ekstra krydderi på ved hjælp af flere melodiske soli samt den førnævnte endnu tungere overall feel på pladen.
Jeg kan dog ikke helt finde ud af om de ekstra soli rent faktisk passer ind i mit billede af DOD. De giver pladen en lidt mere luftig lyd og er et kærkommen break, men passer ikke rigtig på den brutale lyd jeg forventer fra DOD. Det er hvert fald det første indtryk jeg får – det ændrer sig heldigvis efter flere plays, men jeg savner et lidt mere teknisk eller i det mindste mere brutalt Dawn Of Demise.

Et nummer som Bludgeon er kræs for mine øregange. Der er højt tempo, soli og brutalitet – hvilket passer perfekt som forlængelse af Lacerated. I mine øjne er Dawn Of Demise suverænt bedst når der lidt mere tempo involveret.
Scott Jensen's vokal passer godt ind i både de tunge og de hurtigere numre, men hans stil er ufravigelig. Det er uden tvivl de tunge gutteral growls, der er hans ubestridte force (måske det er den der hentydes til i titlen?) og det gør han godt.

Umiddelbart er det fristende at sige, at DOD ikke har udviklet sig synderligt – men det vil samtidigt også være en halv løgn. Sangskrivningen er måske ikke voldsomt meget bedre end på Hate Takes It´s Form, men udviklingen er til at finde og forbedringen ligger i de små ting. I de små riffs og den ofte ret legende basgang.
Det vigtige i deres musik er samhørigheden mellem det onde og dystre versus de gode grooves – det er en fin linje og DOD balancerer(forstil jer lige Scott Jensen balancere) flot imellem disse to ting.
Juggernaut er nok det nummer der kendetegner DOD bedst på skiven. Det er svine tungt og ligetil – neckbreaking good!

Hvis jeg savner noget hos Dawn Of Demise så er det alsidighed og tempo(men nu er det jo heller ikke Infernal Torment). Skiven varer godt 35 minutter, og det er meget det samme hele vejen igennem. På den anden side er det sådan stilen er hos drengene fra Silkeborg, og den skal de selvfølgelig ikke lægge fra sig. Men jeg mangler lidt mere ”umpff” og lidt mere originalitet før de kan lande en absolut topkarakter.
Så foretrækker jeg stilen fra bands som Death Comes Pale, The Cleansing eller Spectral Mortuary der fremstår lidt mere teknisk.

På falderebet bliver jeg nødt til at nævne den flotte indpakning som skiven kommer i. Den er helt igennem gennemført og heldigvis har DOD bibeholdt tendensen med at skrive teksterne i coveret. Artwork er lavet af Johnny Haven(The Burning).
Produktionen af Christian Bonde er igen også tilfredsstillende. Hr. Bonde har markeret sig betydeligt det seneste år, og er et godt break fra de sædvanlige produktioner af Jakob Hansen og Tue Madsen.
Christian Bonde står blandt andet bag Nembience, Invisius, Compos Mentis og vi kan se frem til indspilninger med The Burning og The Cleansing.

Jeg ser egentlig bare frem til at opleve Down Of Demise live igen til april/maj.

Anbefalede tracks: Juggernaut, Bludgeon, Leech The blood

Trackliste:

1. Multiple Flatlines
2. Awaken The Aggressor
3. Reap The Suffering
4. Leech The Blood
5. Bludgeon
6. Amongst The Tortured
7. Heinous Acts Of War
8. Malevolence Converged
9. Juggernaut

Diskografi:

2010 - A Force Unstoppable (Deepsend)
2008 – Hate Takes It's Form (Deepsend)