For Ruin blev startet i 2003 af John Murphy som et en-mands-band, og indspillede en split-cd og 2 demoer. I 2005 blev bandet opgraderet, med en trommeslager, en bassist og endnu en guitarist, således at John Murphy nu bare klarede den ene guitar og vokalen. Sammen indspillede gruppen deres fuldlængde-debut December, og har nu fulgt den op med deres anden skive, Last Light.

Bandet beskrives som melodisk black metal, men der er ikke meget black over deres musik. Muligvis en lille smule over den hæse vokal, der dog mere lyder som Mikael Stanne – forsangeren fra Dark Tranquillity. Og For Ruin har da også mere tilfælles med Dark Tranquillity end de har med f.eks Mayhem eller Immortal. Så melodisk black? Nej. Melodisk død? Ja, det meste af tiden. Men der er også power metal elementer blandet ind, og på albummets sidste nummer, “Elysium” er tempoet skruet helt ned, og nummeret minder om noget Paradise Lost kunne have lavet.

Albummet indledes med et instrumentalnummer, der starter blødt med nogle semiakustiske guitarer, men bevæger sig hurtigt over i noget med mere gang i. Nummeret går over i ”Care Of The Dead” som sætter smæk på fra starten, og her minder For Ruin rigtig meget om det tidlige Göteborgsmetal, omend de ikke når samme hødjer som f.eks Dark Tranquillity eller At The Gates. Musikken er centreret omkring de 2 guitarer, og det i sådan en grad at bassen og trommerne forsvinder i baggrunden. Den hæse sang bliver ensformig over et helt album, og det lader ikke til at John Murphy har særlig stor spændvidde i sin stemme. Men den hæse vokal klarer han godt.

Fjerde skæring ”In Suffering” er et doom-inspireret nummer, der på en eller anden måde lyder typisk irsk. Ikke Som The Dubliners og ”Whiskey In The Jar” men som andre dystre irske metalbands som f. eks Mourning Beloveth eller Primordial. Det dystre er væk i nummeret ”Recoil”, som er et up-beat nummer, der bobler af glæde og livslyst. Derfter tager For Ruin endnu et stilskifte og slår over i et thrashet nummer, ”Crawl” Et herligt tungt nummer, der er min favorit på skiven sammen med det groovy ”Cold Call”. Men på trods af de gode numre når vi kun op på en middelkarakter. Der er for langt mellem de rigtig gode numre, og For Ruin lider til en vis grad af stilforvirring.




Trackliste:
1. Enlightened
2. Care Of The Dead
3. Decline
4. In Suffering
5. Solace
6. Recoil
7. Crawl
8. Deluge
9. Cold Call
10. Elysium