Der er ikke meget normalt ved dette band. Navnet er underligt, deres lyd er underlig, deres navne på numrene er underlige og personerne bag ser heller ikke helt normale ud – men musikken er overraskende nok ikke helt hen i vejret. Hvis man altså er til den eksperimenterende underlige lyd der også kendetegner bands som; Arsonists Get All The Girls eller Heavy Heavy Low Low. Der er mange grind-elektro-programmerede stykker, godt og grundigt blandet med tunge riffs, ond kvinde growl, ren vokal og melodiske stykker. Det lyder mærkeligt på papiret, men tro mig – det lyder mindst ligeså mærkeligt, når det overfalder dine ører. Selv beskriver de musikken som electro-tech-grind-jazz-techno-metal – så er fornemmelsen der vist.
Iwrestledabearonce(IWABO) har ikke eksisteret i særlig lang tid, men har hurtigt opbygget en fanskare, og udgav kun en enkelt EP før de blev signet af Century Media - hvor denne debut skive; ”It's All Happening” også udkommer. Skiven er produceret af den næsten legendariske Ross Robinson (Slipknot, The Cure, At The Drive In) hvilket siger lidt om hvor alvorligt Century Media mener det med denne udgivelse.
Men er der så hold i dette? Efter min mening er trenden med mærkeligt 'lydende' bands ved at falde lidt igen og den tungere, mere ekstremme del af metallen har fået et ordentlig boost på det sidste – ikke mindst på grund af deathcore og dennes evne til at trække folk ind.
Jeg tvivler stærkt på, at IWABO kan overleve længe, men der er alligevel nogen gode ting i denne udgivelse.
Først og fremmest skal sangerinden Krysta Cameron fremhæves. Hun er klart bedst i sine maniske growlende udfald – de tunge growls lyder perfekt -, men hun kan også synge rent. Dette er dog ikke sagt uden lidt skælven i stemmen og det lider de melodiske, men stadig maniske, stykker en anelse under. Ulempen er også, at de to ting er ret ligeligt fordelt. Numrene med skrig og skrig og growl ER bedst, mens de andre, underbygget af gode riffs, kan accepteres. Man må huske, at meningen med lyden nok er, at det skal lyde lidt ”off”.
Dernæst kommer de mange programmeringer, der faktisk laver grundlaget hele pladens lyd – det er dem sætter twist på. Uden dem ville pladen ikke lyde helt så sindssyg, men de numre hvor der er rent pedal-to-tha-metal hele tiden er klart blandt de bedste.
En lille kort opsummering må være som følger; IWABO har lavet en udmærket plade her. Med en del gode numre og resten middelmådige. Der er som sådan ingen dårlige numre. Der er heller ikke meget at sætte på musikerne, de spiller deres del, men ingen af dem står som værende musikalske genier af nogen art. En udmærket plade, der efter 33 minutter giver én lyst til at høre den igen – for hvad skete der egentlig?
Skulle du, kære læser, have lyst til en visuel oplevelse af bandet også, så kan du her se videoen til Tastes Like Kevin Bacon - det giver højst sandsynligt en bedre forståelse af hvad/hvem Iwrestledabearonce er.
Anbefalede tracks: You Ain't No Family, Eli Cash Vs. The Godless Savages
Trackliste:
1. You Ain't No Family
2. White Water In The Morning
3. Danger In The Manger
4. I'm Cold and There Are Wolves After Me
5. Tastes Like Kevin Bacon
6. The Cat's Pajamas
7. Pazuzu For the Win
8. Black-Eyed Bush
9. Eli Cash Vs. The Godless Savages
10. See You In Shell
#1. d.24.08-2009/23:49:27/ | Af: Peter
Fedt band mayn!
#2. d.20.09-2009/13:40:03/ | Af: Boersma
Det her band kan man nærmest kun elske eller hade. Og jeg elsker det sq. På trods af Krysta Cameron ikke er den bedste sanger skønsangsmæssigt så er hendes growl fandeme helt i top og så er IWABO super teknisk med mange fede finurligheder ;)
#3. d.27.09-2009/21:26:15/ | Af: kasper
jeg må se mig enig med #2 hendes growl er pisse brutal og det er hendes skrig også for den sags skyld! men hendes rensang er så urimelig horribel at jeg ikke kan forstå at resten af bandet giver hende lov at indspille det. jeg mener bare det virker sgu som om de ikke har fotalt hende at hun ikke kan synge ordentlig skønsang! jeg kan ikke høre et gelt nummer med det band fordi hun skal ødelægge det hele med at synt ge rent. har intet imod veludført skønsang men for satan for lyder hendes bare af bjørne pis!