Metalzone.dk CD anmeldelser

Loathe - Lambs To The Slaughter [4/6]

Carlsen — Sat, 18 May 2013 09:05:54 +0100

N�vner man Malta i forbindelse med heavy metal musik, t�nker de fleste nok p� bandet Beheaded og festivalen Malta Death Fest. I 2010 var der dog andre kr�fter, der begyndte at r�re p� sig. Disse kr�fter g�r under navnet Loathe, og de er nu klar med en opf�lgende EP, til debuten Despondent By Design (DBD) fra 2010, under navnet Lambs To The Slaughter (LTTS).

Loathe er p� mange m�der blevet mere moderne siden debuten. De holder samme stil p� den nyligt udkomne EP, som p� debuten fra 3 �r siden, men i mods�tning til DBD udkommer LTTS kun digitalt via bandets egen bandcamp siden. Det er dog ikke kun tilgangen til udgivelsen der er blevet mere moderne. Musikken har ogs� taget et skridt videre fra debuten. Hvor DBD var meget r� og upoleret i lydbilledet, er LTTS mere efterarbejdet og flydende, b�de musikalsk og vokalt. Desv�rre virker vokalen til at v�re blevet tabt i ��opgraderingen�� af lydbilledet, p� de f�rste par numre. Jeg skal anstrenge mig en del, for at skille den h�se growl fra de liges� h�se guitar riffs. Det er som om de to flyder sammen, og her ville jeg �nske man havde mixet vokalen l�ngere fremme end guitaren. Dette m� heldigvis siges at v�re ordnet p� resten af numrene, men da dette er en EP og kun indeholder 5 numre, er det �rgerligt, at nogle af numrene er mixet d�rligere end resten. Det er dog et ganske godt udspil som ligger i god sammenh�ng med debuten. Der er m�ske ikke den store afvigelse i riffs og melodier, men det synes jeg egentlig er fint nok. Et af mine problemer med at DBD var, at den ikke fangede mig 100%, og det g�r LTTS heller ikke. Jeg er dog sikker p�, at det hj�lper at Loathe bygger videre i samme boldgade som DBD, og ikke har taget et k�mpe spring ud i noget helt nyt.

Udover vokal-mixet p� nogle af numrene, er der ikke meget at pege fingre af p� LTTS. P� trods af den mere moderne lyd, kan man stadig kende riffs og melodier og h�rer at det er Loathe der st�r bag udspillet. LTTS vidner om, at Loathe er et band i udvikling og det bliver sp�ndende at f�lge denne, p� de kommende udspil.

Trackliste

Watch The Children Prey
Guttermouths
A Glow So Haunting
Bucketlove
Mission: Dawn

Immolation - Kingdom of Conspiracy [5/6]

Knudsen — Wed, 15 May 2013 10:05:13 +0100

New Yorker death metal bandet Immolation viser fortsat skr�mmende styrke og originalitet.

Det er som om, at alt lykkes for Immolation i disse �r. Deres album er alle som �n af h�jeste klasse, og forventningspresset lader kun til at g�re bandet mere kreative end f�r.

Siden 2007 udspillet �Shadows in the Light� har bandet arbejdet p� at g�re deres musik mere tilg�ngelig og f�ngende. Det er en proces jeg ikke var ubetinget begejstret for i starten. For jeg kunne godt lide, at et Immolation album var en udfordring som skulle h�res mange gange f�r det for alvor t�ndte.

Et fantastisk eksempel p� ovenst�ende er det sublime �Harnessing Ruin� udspil fra 2005. Efterh�nden er det dog g�et op for mig, at bandet har gjort det rigtige. For selv om sangene p� det nye udspil �Kingdom of Conspiracy� er mere f�ngende og lettere ved �regangene end nogensinde, er det stadig 100% Immolation!

Det betyder, at det stadig er Robert Vignas sk�ve og atonale signaturriffs, der udg�r hele det musikalske fundament. Det er stadig kaotiske soli med umulige melodiudviklinger der dominerer og der er stadig den tunge underliggende melankoli at spore i s� godt som alle numre.

Alts� er det lykkes for bandet at skrive f�ngende sange, der indeholder alle disse temmelig lytterfjendtlige ingredienser. Efter et par gennemlytninger har man allerede l�rt en del af Ross Dolans bitre og ekstremt intelligente tekster, og man fl�jter med p� nogle af melodierne. Det er med andre ord et utroligt tilg�ngeligt album, som kvartetten fra New York har skabt.

N�r man dykker ned i numrene, folder Immolations m�rke og forskruede univers sig dog ud for alvor! Det er simpelthen umuligt at spille trommer som Steve Shalaty uden at besidde et ekstra par arme! Han bl�rer sig ikke! Han er en af de mest tighte trommelsagere i death metal verden. Men detaljegraden af hans trommespil er s� overv�ldende, at det kan fremkalde et epileptisk anfald.

Ligeledes er Bill Taylor �benbart ikke f�rdig med sin musikalske udvikling, selv om han har v�ret med i Immolation i 12 �r. Hans guitarsoli bliver mere og mere komplekse og overordnet set er det tydeligt, at selv om Vigna st�r for musikken og Dolan for teksterne, betyder det uendeligt meget, at Immolation har haft et fast line-up i mere end 10 �r, som har kunnet udvikle sig sammen.

S� jeg forst�r og bifalder den musikalske udvikling som Immolation har foretaget de seneste seks �r. De har forst�et, at de f�r mere ud af deres h�je detaljerigdom, hvis den serveres i en lidt mere spiselig indpakning.
Dette betyder ikke, at tidligere kritikere bliver overbevist. Dette lyder stadig som Immolation, og det vil aldrig blive et band for enhver death metal fan. Dertil er de for originale og egenr�dige.

Fans af bandet vil dog kunne sv�lge i endnu et udspil, hvor Immolation endnu engang har form�et at forny sig en lille smule samtidigt med de leverer musik af fantastisk h�j kvalitet.

Trackliste

Kingdom of Conspiracy
Bound to Order
Keep the Silence
God Complex
Echoes of Despair
Indoctrinate
The Great Sleep
A Spectacle of Lies
Serving Divinity
All That Awaits Us

Korg�ll The Exterminator - Metal Fist Destroyer [4/6]

Nepper — Thu, 09 May 2013 15:05:46 +0100

Spanske Korg�ll The Exterminator, der ud�ver beskidt og vild thrash, som den prim�rt blev spillet i 80erne, er snart aktuelle med deres tredje album i form af "Metal Fist Destroyer" (titlen siger vel n�rmest alt?). Vi snakker h�rd, r� og p�g�ende thrash metal med bister vokal, og der er ingen tvivl om, at bandet har hentet inspiration i gamle guder som Sodom, Voivod og Possessed.

"Metal Fist Destroyer" er lige p� og aggressiv fra start til slut. Skiven best�r af en intro og 10 sange, men derudover har de smidt to bonusnumre p� disken: det ene nummer er en coverversion af Voivods "Korg�ll The Exterminator", og det andet er en revideret version af et gammelt nummer betitlet "Revenge of the Dead". Overordnet set er "Metal Fist Destroyer" et f�ngende album, musikken er simpel og ligetil, og intensiteten er mere eller mindre intakt fra start til slut. Ikke alle sange er lige gode, men i sin helhed sidder jeg ikke og ryster p� hovedet eller keder mig under gennemlytningerne. Titelnummeret samt "Battle Beast", "Possessed by Steel" og "Queen of a Thousand Sorows" er klart nogle af h�jdepunkterne. Der er ikke den store variation at finde p� denne skive, og den f�rste halvdel er en smule bedre end anden halvdel, men i det store hele er det et solidt og underholdende udspil. Soloerne er heldigvis ret simple og catchy, og man kan n�sten nynne med p� dem. De to bonusnumre er en blandet aff�re; Voivod-coverversionen siger mig intet, hvorimod "Revenge of the Dead" er et fedt nummer.

Som b�de bandnavnet og albumtitlen indikerer, s� er denne skive en hyldest til de gamle thrash r�dder, og man skal derfor ikke forvente noget som helst nyt eller anderledes under solen, n�r denne klaskes i anl�gget, men heldigvis lyder Korg�ll The Exterminator bedre og mere velspillet end s� mange andre retro-thrash bands derude. Musikken er som sagt ganske f�ngende, og den har et eller andet charmerende over sig, som jeg ikke helt kan s�tte fingeren p�, hvad er. Giv disse galninge en chance!

Trackliste:
01. The Chant of the Reapers
02. Grim Reaper
03. Metal Fist Destroyer
04. Battle Beast
05. Possessed by Steel
06. Time to Die
07. The Battalion of Punishment (Under a Bullet Storm)
08. Queen of a Thousand Sorrows
09. Kill the Bastard
10. Obliteration
11. Wild Forces
12. Korg�ll The Exterminator (VOIVOD cover)
13. Revenge of the Dead (2012)

Slidhr - Deluge [4/6]

Nepper — Thu, 09 May 2013 14:05:39 +0100

Slidhr fra Irland, hvilket er en duo best�ende af J. Deegan og B. Einarsson, er et interessant bekendtskab. "Deluge" er bandets debutalbum, som Debemur Morti Productions fra Frankrig har f�et �ren af at udgive. Skiven indeholder 10 sk�ringer og en spilletid p� rundt regnet 50 minutter.

Stilen er m�rk, stemningsfuld og obskur black metal krydret med en utrolig god og varieret vokal og pakket ind i en god, h�rd og organisk produktion. Allerede fra �bningsnummeret "Wielding Daggers" kan man h�re, at Slidhr mener alvor. Ballet �bnes af sk�rende, ambiente lydflader som efterh�nden afl�ses af aggressiv, bastant og atmosf�risk black metal. Vokalen er som n�vnt tidligere yderst alsidig, og jeg vil klart mene, at den tilf�jer musikken en ekstra dimension og derved fungerer som et instrument. Bassen ligger en god, buldrende og allerhelvedes tung bund alt imens trommerne g�r det forn�dne og ikke s� frygtelig meget mere end det. Mange afd�mpede guitarpassager sniger sig ogs� ind, hvilket skaber en god kontrast til vredes-udbruddene.

Langt st�rstedelen af numrene er tilpas varierede, hvad g�lder b�de stemningsskift og tempi, og den r�de tr�d er hele tiden til at f� �je p�. Jeg synes, at duoen form�r at f� overgangene mellem de forskellige dele til at lyde naturlige og flydende. De har ogs� form�et at skabe en god balancegang mellem f�ngende og mindre f�ngende melodier, hvilket tjener dem til �re i kraft af at man sidder tilbage med f�lelsen af, at "Deluge" er et interessant og i�refaldende album, som dog alligevel kr�ver flere gennemlytninger og t�lmodighed fra ens side f�r alt falder p� plads. Albummet giver en del under de f�rste gennemlytninger men kr�ver samtidig noget fra lytterens side. Hvor sange som eksempelvis "Earth`s Mouth Opens", "Their Blood" og "Unseen" fanger min opm�rksomhed fra starten, kr�ver "Rejoin the Dirt" og "Death of the Second Sun" flere rotationer i afspilleren f�r de �bner sig op.

"Deluge" er et godt, sp�ndende, intenst og varieret udspil, som jeg vil opfordre alle black metal fans derude til at give et par seri�se lyttere ved lejlighed. Vi er ikke helt oppe p� et 5-tal, men vi er ikke langt derfra, s� betragt karakteren som et stort 4-tal.

Trackliste:
1. Wielding Daggers
2. Hex
3. Earth's Mouth Opens
4. Symbols Obscuring
5. Rejoin the Dirt
6. Their Blood
7. Death of the Second Sun
8. Unseen
9. As the Dead
10. Rays Like Blades

Stilla - Till Stilla Falla [4/6]

Nepper — Mon, 29 Apr 2013 15:04:38 +0100

Det obskure svenske band ved navn Stilla, som bl.a. best�r af medlemmer fra Bergraven og Armagedda, fik for nogle m�neder siden smidt debutalbummet �Till Stilla Falla� p� gaden. Albummet best�r af 6 lange sk�ringer med en samlet spilletid n�sten 50 minutter, hvilket i dette tilf�lde er en god ting. Stilen er old-school black metal med nik til bands som Tulus og Kvist, og jeg synes ogs� at kunne h�re nogle inspirationer fra D�dheimsgards gamle materiale.

Musikken og lyrikken kredser bl.a. om de m�rke og melankolske aspekter af nordens natur og menneskets ubetydelige rolle i alt dette, hvilket er i tr�d med nogle af de andre bands og artister, som Nordvis Produktion har i sin fold.

�Tidl�se Vindar� �bner op med akustiske guitarer som dog hurtigt afl�ses af kold, melankolsk black metal. Dette nummer s�tter p� mange m�der tonen og stemningen for skivens resterende sange. Melodierne er forholdsvis gode og f�ngende, og man er ikke i tvivl om, at der ikke er snak om nybegyndere, hvad g�lder instrumenteringen og sangskrivningen. Sager som den 10 minutter lange og episke �Aldrig D�den Minnes�� og �Hinsides Dagen�, hvori keyboards/synthesizere spiller en mere fremtr�dende rolle, kr�ver nogle afspilninger f�r de kommer ind under huden p� en, men efter lidt tid og fordybelse fremst�r de som nogle af skivens bedste sange. Lyt bare til de melodier, som bassen disker op med mod slutningen af �Aldrig D�den Minnes��; det er ypperlige sager! Vokalen er st�rk og varieret, og den g�r absolut sit til at fremmane atmosf�re fra start til slut.

�Til Stilla Falla� er et godt, solidt udspil, som utvivlsomt passer godt til en tung regnvejrsdag eller en rejse gennem den svenske �demark. Jeg vil ikke g� s� langt som at sige, at Stilla er synderligt originalt, men er man til kold og trist black metal med b�de m�rke og naturromantiske sangtekster, s� g�r man ikke galt i byen med denne udgivelse.

Trackliste:
1. Tidl�se Vindar
2. Aldrig D�den Minnes�
3. Askormen
4. Hinsides dagen
5. Allt �r �ter
6. Till Stilla Falla

Grift - Fyra Elegier [3/6]

Nepper — Sat, 27 Apr 2013 19:04:03 +0100

Grift er et relativt nyt band p� den svenske scene og blev dannet i 2011 af de herrer Perditor og J. Hallb�ck. Nordvis Production, som ligeledes er svensk, udgav fornylig bandets f�rste og hidtil eneste udgivelse i form af denne EP/mCD best�ende af 4 sange.

Sangtitlerne og albumcoveret leder ved f�rste �jekast tankerne hen p� melankolsk black metal, hvilket stemmer godt overens med bandets stil og udtryk. De 4 sange p� �Fyra Elegier� kan mere eller mindre opsummeres som v�rende triste og sl�bende black metal numre, der k�rer i mid-tempo fra start til slut. V�gten er lagt p� simple melodier, s�rgmodige stemninger og en vokal, som ikke skiller sig synderligt meget ud fra hvad og hvem man ellers har h�rt. Trommerne er simple, lyden er passende r� og skiven er groft sagt blottet for ethvert t�nkeligt eksperiment. Lyrikken lyder i pressearket ret sp�ndende og behandler bl.a. gamle svenske poeters og forfatteres tilgang til d�dens uundg�elighed og triumf.

De tre f�rste numre glider for mit vedkommende sammen i et og s�tter sig ikke i hukommelsen. Den knitrende cello-lignende intro i �D�dens D�d� skal dog have lidt ros for at fremmane en tungsindig atmosf�re. Skivens h�jdepunkt er uden tvivl det afsluttende nummer, �Bortg�ng�, der er f�ngende, f�lelsesladet og stemningsfuldt. Jeg ville �nske, at de tre foreg�ende sange l� p� samme kvalitative niveau, men om ikke andet afrundes �Fyra Elegier� p� en flot og stilfuld m�de.

Jeg synes ikke, at �Fyra Elegier� er d�rlig som s�dan, men den h�ver sig p� ingen m�de over det middelm�dige, og der er desv�rre for lidt selvst�ndighed og eget udtryk over skiven. Jeg kan rigtigt godt lide �Bortg�ng�, men det er alts� bare ikke nok til at h�ve udgivelsen over middel, n�r de tre f�rste numre nu en gang ikke g�r s� meget v�sen af sig.

Trackliste:
1. D�dens D�d
2. Fortappelsens Folk
3. Den F�ngne
4. Bortg�ng

Hexvessel - Iron Marsh [4/6]

Nepper — Sat, 20 Apr 2013 07:04:29 +0100

Mathew �Kvohst� McNerney og hans finske lejesvende i det okkulte folk-rock ensemble ved navn Hexvessel er endnu en gang p� banen med en udgivelse, og med 4 udgivelser i bagagen indenfor 2 �r, kan man ikke sige andet end at de er nogle produktive herrer. De to fuldl�ngder, �Dawnbearer� og �No Holier Temple (som er anmeldt andetsteds p� Metal Zones sider), etablerede uden tvivl Hexvessel som et suver�nt bud p�, hvordan og hvorledes m�rk og melankolsk folk-rock med lyriske motiver omhandlende magi og natur kan og b�r fremf�res.

Det nyeste skud p� stammen hedder �Iron Marsh�, hvilket er en EP best�ende af 5 nye sange, hvoraf den ene er en coverversion af nummeret �Woman of Salem�, som oprindeligt blev skrevet og fremf�rt af Yoko Ono. Coverversionen skal vi komme ind p� lidt senere i forl�bet. Skiven har en spilletid p� lidt over 30 minutter og udkommer p� b�de CD og vinyl.

�bningsnummeret er den 13 minutter lange �Masks of the Universe�, som leder mine tanker hen p� materialet fra �No Holier Temple� med dets melankolske, dr�mmende og stemningsm�ttede udtryk, men �Masks of the Universe� er ikke umiddelbart s� f�ngende eller hypnotisk som materialet fra f�rn�vnte album. Vokalen er god, men m�ske en kende mindre legende og alsidig end tidligere. Omkv�det er dog ufatteligt godt, men der er lidt for mange steder i l�bet af spilletiden, hvor det hele k�rer lidt i tomgang. Den afd�mpede og triste �Superstitious Currents� er heldigvis en noget mere sp�ndende aff�re at lytte til, og lyrikken er ganske fortr�ffelig. �Tunnel at the End of the Light� er underligt dyster og okkult, hvori kvindevokal ogs� figurerer. Coverversionen af �Woman of Salem� er mildt sagt en m�rkelig sag. Rosie fra Purson, som ogs� st�r for kvindevokalen p� �Tunnel at the End of the Light�, og Mathew skiftes til at synge, hvilket giver nummeret noget afveksling, men i bund og grund synes jeg ikke, at Hexvessels version er interessant eller specielt god. Jeg bryder mig absolut heller ikke om originalen og finder den sygeligt d�rlig. Hexvessel har da gjort den mere t�lelig at lytte til, men det �ndrer ikke p�, at hverken originalen eller coverversionen appellerer til mig. �Don`t Break the Curse� er ikke umiddelbart s� i�refaldende og lider af lidt for meget tomgang og knapt s� meget substans flere steder. Den kunne de for mit vedkommende have kortet ned til halv l�ngde.

Jeg m� nok desv�rre indse, at denne EP overordnet set ikke er p� h�jde med bandets tidligere materiale, hvilken er en skam. Jeg elsker de to fuldl�ngder, men �Iron Marsh� skuffer mig en smule. I Hexvessel-regi vil dette dog sige, at der stadig er gode og sp�ndende ting at g� p� opdagelse i p� denne skive, og at den h�ver sig over gennemsnittet. At kalde den for middelm�dig ville v�re forkert; den er snarere over middel uden at v�re et must.

Trackliste:
1. Masks of the Universe
2. Superstitious Currents
3. Tunnel at the End of the Light
4. Woman of Salem
5. Don`t Break the Curse

Boil - aXiom [4/6]

Carlsen — Sun, 14 Apr 2013 13:04:18 +0100

Danske Boil udsendte i februar bandets tredje album under titlen aXiom. Albummet byder p� en habil omgang progressiv metal med elementer fra alternativ rock, industrial, death metal, og metalcore.

P� trods af, at Boil nu har 3 albums p� gaden, og endda har hjemme i Aarhus, hvor jeg selv er fra, er det minimalt hvad jeg kender til dem. De, og deres distributions selskab VME, har imidlertid v�ret s� flinke at sende en fysisk skive, som jeg nu har modtaget, i en pakke af godt blandet. I disse tider, fortjener man en anmeldelse, n�r man er villig til at sende skiver ud, frem for blot at maile et stream/download link, til en digital promo.

aXiom byder p� sp�ndende musik, der bev�ger sig rundt omkring progressiv rock, men som ogs� pr�sentere lytteren for mange andre elementer. Musikken er progressiv efter opskriften, hvis man kan sige det s�dan, da det egentlig ikke byder p� noget, man ikke kunne forvente af et band med ordet progressivt i sin pr�sentation. Det er dog langt fra d�rligt. Det er faktisk rigtig sp�ndende. Boil b�rer lytteren rundt i stort set alle hj�rnerne af hum�rspekteret. Sk�ringen At The Center Of Rage er et godt eksempel p� dette. B�de musikalsk og vokalt pr�senterer nummeret f�lelsesladet sekvenser, som udvikler sig frem og tilbage via aggressive, desperate og opl�ftende episoder. F�lelsesindtrykkene bliver hjulpet godt p� vej, gennem hele skiven af de forskellige elementer i musikken. Fra de death metal inspirerede riffs, der lader lytteren sidde med en f�lelse af vrede og fortvivlelse, til de industrial-lydende samples og effekter, der giver musikken en ekstra dybde og kreativitet, som giver et indtryk af eftert�nksomhed og til tider s�rgmodighed. En k�mpe del af den store variation p� aXiom skal dog ogs� tildeles Jacob L�bner�s vokale arbejde. Han har en virkelig fed growl vokal, samtidig med, at han forst�r at synge rent og ramme toner, som man ikke forventer. Jeg gad godt h�re, om han er i stand til, p� samme h�je niveau, at skifte mellem de klingende rene toner, over h�s �core vokal, til dyb growl, n�r han st�r p� en live scene. Derudover, forst�r Boil ogs� at s�tte tingene sammen. Vokal og musik f�lges ad gennem skiven, s� man ikke sidder med �t indtryk fra musikken, men med et helt andet fra vokalen. N�r musikken er et bestemt hum�r er vokalen det ogs�, og omvendt. Det g�r det let at leve sig ind i hvad et er Boil vil, med de elementer og metoder de bruger i deres musik.

I pressepapirene, beskrives det, hvordan tekstuniverset til aXiom er opst�et via en r�kke interviews, som Boil har fortaget, med patienter med psykiske lidelser som paranoid skizofreni. Det har uden tvivl hjulpet til i tekstskrivningsprocessen, men jeg sidder egentlig ogs� med en fornemmelse af, at musikken er mere eller mindre inspireret af det, med tankerne p� de mange f�lelsesindtryk man tr�kkes igennem. Skizofrent er, i det hele taget, et meget rammende ord for helhedsindtrykket af aXiom. De 12 sk�ringer st�r st�rkt individuelt, takket v�re den store variation, men fungerer bestemt ogs� i albummets helhed. Albummet mister dog en smule af sit drive og memorabilitet hen med de sidste sk�ringer. Det burde dog ikke v�re noget, der skr�mmer hverken fans eller nykommere v�k.

aXiom er mixed og masteret i Fascination Street studioet af Jens Bogren (Soilwork, Katatonia, Opeth, Devin Townsend) og artworket er kreeret af Travis Smith (Katatonia, Aveneged Sevenfold, Nevermore)

Trackliste:

Sphere
At The Center Of Rage
Sever The Tie
Moth The The Flame
In A Blink Of An Eye
Darkest
Equilibrium
Heretic Martyr
Vindication
Ashes
Sunbound
Almost A Legend

Smohalla/Omega Centauri - Tellur/Epitome [5/6]

Nepper — Sun, 07 Apr 2013 16:04:32 +0100

Duplicate Records har smidt franske Smohalla og britiske/belgiske Omega Centauri sammen p� denne split CD, der er limiteret til 1000 eksemplarer, og som best�r af 4 sange af f�rstn�vnte band og 3 af sidstn�vnte.

B�de Smohalla og Omega Centauri kan siges at v�re eksperimenterende, avantgardistiske bands med r�dder i black metal. Smohalla �bner skiven med en bizar blanding af horror- og karnival-lignende lyde, hvorefter den black metal-lignende del best�ende af tunge og bastante guitarer, m�rk vokal og psykedeliske keyboards sparkes igang. Sk�nsangen, som Smohalla ofte benytter sig af, passer godt ind i lydbilledet og giver musikken nogle episke undertoner. Ambiente lydflader og triste klavertoner er med til at skabe variation og dynamik. Til trods for at Smohallas sange p� mange m�der er progressive og kr�vende at lytte til, er de alligevel f�ngende og meget dragende. Overordnet set har de et yderst interessant udtryk, og hvad g�lder det at fremmane fascinerende stemninger, har jeg ikke noget at uds�tte p� dem.

Omega Centauri �bner deres side af denne split-udgivelse med den 10 minutter lange og vellykkede "Naissance", der er uhyre stemningsfuld og intens. "Submission" er ligeledes lang og atmosf�risk, men m�ske en kende mere ligefrem og mindre eksperimenterende end "Naissance". Ikke at det g�r sangen mindre god i dette tilf�lde. De f�rste 6 minutter af "Desuetude" er desv�rre ret tamme og ligegyldige, og de efterf�lgende 9 minutter best�r af..ja, ingenting faktisk. Bare stilhed. De sidste 4 minutter er dog fantastiske og faktisk noget af det bedste p� skiven. I starten troede jeg, at Omega Centauri havde valgt at have 16 minutters stilhed mellem de to parter i "Desuetude", men der er m�ske snarere snak om en kollaboration mellem Smohalla og Omega Centauri og et skjult nummer (eller outro, om man vil) sidst p� skiven? Omega Centauri er som sagt eksperimenterende og forst�r at variere musikken samtidig med at aggressionen bevares, men de halter en lille smule efter Smohallas materiale p� denne udgivelse.

Kort opsummeret er dette en rigtig god og sp�ndende udgivelse, hvilket prim�rt skyldes Smohallas sangmateriale, men Omega Centauri leverer ogs� varen. De n�r bare ikke helt samme h�jde som Smohalla. "Tellur/Epitome" kan varmt anbefales til den �bensindede lytter, for der er meget at hente her.

Trackliste:

SMOHALLA
1. Sa voix transperce nos fronts
2. La main d' Abel
3. O deluge
4. Les passagers du vent

OMEGA CENTAURI
5. Naissance
6. Submission
7. Desuetude

Obey The Brave - Young Blood [4/6]

Blem — Thu, 04 Apr 2013 14:04:00 +0100

Det canadiske band Obey The Brave blev startet i begyndelsen af 2012 og udgav debutalbummet Young Blood i august. Bandets medlemmer er dog ingenlunde nye i branchen, da de hver is�r tidligere har spillet i andre bands. Vokalist Alex Erian fungerede som den ene af to frontm�nd i det brutale hardcore/death metal band Despised Icon, og de resterende medlemmer i Obey The Brave har erfaring fra metalcore bandet Blind Witness.

Med dette fundament fra canadisk hardcore og metal, mere pr�cist Ottawa og Montreal, spiller Obey The Brave melodisk hardcore uden dikkedarer. Der er sm�k p� fra starten med tunge metalcore riff og vokal fra fantastiske Alex Erian, der som s�dvanlig er yderst aggressiv og gennemtr�ngende. Hans levering fremst�r langt mere tydelig, end hvad man tidligere har v�ret vant til fra Despised Icon, og man kan nu rent faktisk h�re hvad han siger. Hverken musikalsk eller tekstm�ssigt kan man sige at Young Blood form�r at fornye genren, og det er klassiske hardcore dyder som respekt, loyalitet, styrke og udholdenhed som gennemsyrer albummet. Dette passer dog perfekt med bandets �simpelt, men effektivt� DIY mentalitet, som udtrykkes s�ledes p� albummets f�rste nummer 'Lifestyle': �Not trying to reinvent the wheel, we keep it simple, we keep it real�. Af h�jdepunkter kan n�vnes 'It Starts Today', 'Get Real' med g�stevokal af Scott Vogel (Terror) og den franske 'Garde La Tete Froide', men der er masser af fede numre at finde p� Young Blood, som er et kort, men effektivt bekendtskab p� lidt over en halv time.

Obey The Brave genopfinder alts� bestemt ikke den dybe tallerken p� sit debutalbum, men det er ikke desto mindre yderst effektivt og fans af medlemmernes tidligere bands, samt fans af h�rdtsl�ende og melodisk hardcore i det hele taget, b�r lytte til Young Blood.

Obey The Brave spiller 2. maj p� KB18 sammen med Emmure.

Trackliste:

01. Lifestyle
02. Is Starts Today
03. Self Made
04. Live and Learn
05. Garde La Tete Froide
06. Grim
07. Get Real
08. Time For A Change
09. Unstoppable
10. Early Graves
11. Burning Bridges

Essence - Last Night Of Solace [5/6]

Carlsen — Fri, 29 Mar 2013 17:03:53 +0100

Det er blevet tid, til endnu en skive fra drengene i Essence. I dag udkommer bandets blot andet album ��Last Night Of Solace, som dermed skal f�lge op p� succes-debuten ��Lost In Violence��

Efter en kort, stemningss�ttende intro sparkes cirkusset i gang med en fin tr�d mellem intro og selve �bningsnummeret. Man fornemmer straks en kreativ seri�sitet i musikken, idet vi bev�ger os i thrashen�s �nd, med detaljer og tekniker der b�rer indtrykkene over imod Nevermore�s eksperimenterende tilgang til genren. Kreativ og seri�s planter sig hurtigt som n�gleord for denne udgivelse.

Faktisk har jeg kun h�rt et enkelt nummer fra Essence� debut. Nummeret Blood Culture har passeret mine h�jtalere en gang, og i dag sidder jeg s� med ��Last Night Of Solace�� og kan ikke fatte hvordan, jeg har ladt endnu et band slippe for let forbi mine �re. Jeg har sj�ldent h�rt et s� gennemf�rt album, selv fra bands der har flere �rtiers l�ngere erfaring end Essence. Hvert eneste riff er udf�rt med en perfektionisme, man oftest kun st�der p� hos de musikere der samtidig kalder sig for kunstnere, og har studeret musik og tekniker siden de var 3 �r. Bassen og trommerne leverer en virkelig fed bund som st�tter riffene og l�fter dem op, om det s� er de klassiske ��marcherende�� riffs som p� nummeret The Fallen, eller mere melodi�se, detaljeret og eksperimenterende riffs som p� Final Ecplise og Children Of Rwanda. Faktisk byder de fleste af numrene p� begge typer riffs, i passager af forskellig stemning og attitude, indenfor samme nummer. P� den m�de er ikke bare albummet, men hvert nummer varierende p� en m�de, der uden tvivl vil holde folk interesseret. Essence form�r at skabe musik, der er interessant at analysere og fordybe sig i, men som samtidig kan h�res, alene af den grund at det er pisse fed musik, og er f�ngende som bare fanden. Vokalen er i den grad med til at g�re numrene f�ngende og genkendelige. Her m� jeg virkelig give noget credit til vokalist/lead guitarist Lasse Skov. Som en h�sere Mille Patrozza, rasper han ordene ud, men tils�tter samtidig kreative strukturer, s� det ikke bare er punchline vokal, som ellers h�res ofte i thrash. Om der er noget nyskabende i Essence er et sv�rt sp�rgsm�l. Det kreative og eksperimenterende er allerede h�rt i Nevermore, og det rendyrkede thrash�et er h�rt i det nyere Kreator. Balancen mellem disse, er dog et klart hovedtr�k i Essence�s succes i min bog. Det bliver aldrig for t�t p� den ene eller den anden, men en perfektioneret balance p� kanten af begge. Det er tydeligt at h�re, at musik og tilh�rende attitude er gennemt�nkt, og ikke mindst gennemf�rt via den passende produktion af albummet.

Last Night Of Solace er et album du ikke m� g� glip af. Om du s� har erhvervet dig forg�ngeren eller ej. Det er sv�rt at udplukke h�jdepunkter fra albummet, frem for andre, da hvert nummer st�r utroligt st�rkt, b�de alene og i sammenh�ng med resten af albummet. Hvert nummer byder simpelthen p� det man kunne �nske sig; fede riffs, livlig vokal, opbyggende sekvenser st�ttet af bas og trommer, samt catchy tekster, som er virkelig godt skrevet. Hvis albummet ikke allerede er forudbestilt og p� vej med posten, kan jeg p� de tst�rkeste opfordre til, at komme ud og f� k�bt skiven hurtigst muligt!

Trackliste:

Intro
Final Eclipse
Arachnida
For The Fallen
Children Of Rwanda
Gemstones
Dark Matter
Last Night Of Solace
Opium
Fractured Dimensions (Bonus track)

The Deathtrip - A Foot in Each Hell - The Complete Demos [3/6]

Nepper — Fri, 29 Mar 2013 11:03:14 +0100

The Deathtrip er et r�t og nekrofilt black metal band, der ledes af en britte, som kalder sig Host, og den tidligere D�dheimsgard- og Zyklon-B vokalist, Aldrahn. Jeg har aldrig tidligere h�rt om bandet, men som denne demo-opsamling viser, har de v�ret aktive siden 2007. "A Foot in Each Hell" best�r af de to demoer ved navn "Demo 2008" og "Global Exit" samt nogle ekslusive sange. Alt i alt f�r vi serveret 10 spor.

The Deathtrip ud�ver primitiv, upoleret og lo-fi black metal af den �ldre skole, og nogle steder er musikken ikke helt ulig Darkthrones "Transilvanian Hunger" (tjek bare "Cosmic Verdict" og "Six Spells"!). Vi snakker black metal, som den blev ud�vet af mange bands tilbage i f�rste halvdel af halvfemserne, og The Deathtrip kan ikke ligefrem kaldes originale eller anderledes, men i kraft af Aldrahns st�rke vokal er resultatet ikke h�bl�st. Aldrahns vokal er velsagtens h�jdepunktet p� denne skive, og den m� siges at variere noget mere end selve musikken g�r. Musikken er ikke ligefrem dynamisk, hvilket nok heller ikke har v�ret hensigten, men snarere line�r og til tider monoton. Det kan irritere mig, at mange af bandets riffs hurtigt g�r i glemmebogen. Indimellem dukker nogle st�rke og melankolske melodier op, der skiller sig ud og rent faktisk fremmaner en kold og led stemning, men der er simpelthen for f� af dem.

Det n�sten 12 minutter lange, afsluttende nummer, "Antique Presence", er mildt sagt bizart. Det er sammensat af 70er-lignende synth-lyde, en obskur spoken-word og et eller andet m�rkeligt trommespor, og jeg kan helt �rligt ikke se eller forst� hensigten med nummeret. Hvis det skal forestille at v�re atmosf�risk, s� er jeg ikke imponeret.

Er jeg i hum�r til simpel, kold og nekrofil black metal, s� er "A Foot in Each Hell" et anst�ndigt alternativ til lignende albums af andre bands, men jeg kan ikke sige, at jeg er ved at d�ne af begejstring over denne opsamling. Den er snarere j�vn end enest�ende.

Trackliste:
1. Intro
2. Flag of Betrayal
3. Dynamic Underworld
4. A Foot in Each Hell
5. Making Me
6. Cosmic Verdict
7. Global Exit
8. Radiant Death Engine
9. Six Spells
10. Antique Presence

LPen er limiteret til 500 eksemplarer!

Impalers - Power Behind the Throne [4/6]

Knudsen — Tue, 26 Mar 2013 17:03:44 +0100

Impalers forts�tter deres satte kurs uden at ryste den mindste smule p� h�nden.

Det er dejligt at kunne f�lge et band fra deres f�rste sm� skridt indtil de er flyvef�rdige og udgiver deres f�rste album. Tre gange har jeg anmeldt en demo fra det s�nderjyske thrash metal band Impalers, og for hvert udspil, er jeg blevet mere glad.
Dette er ikke bandet der eksperimenterer un�digt. Faktisk eksperimenterer de slet ikke. De spiller nemlig gammeldaws thrash metal der bev�ger sig i gr�nselandet mellem Metallica, Slayer og Kreator i 80'erne.

Dermed byder Impalers p� intet nyt, men det de nu s� gerne vil hylde, er de nu s�rme ogs� begyndt at hylde rigtigt flot. Debutalbummet �Power Behind the Throne� indeholder ni sk�ringer, hvoraf de fire allerede var at h�re p� �A Necessary Evil� undertegnede anmeldte forrige �r. Faktisk blev albummet indspillet kort efter demoen udkom, men har siden m�tte vente p� et pladeselskab. Men bedre sent end aldrig, for �Power Behind the Throne� er bestemt et udspil man gerne vil vente lidt p�.

Musikalsk tumler Impalers som n�vnt med thrash, og det er thrash af den slags der indholder en masse melodi, nogle meget velovervejede sangstrukturer og fine guitarsoli, der ligeledes virker meget velovervejede. Alts� er det velstruktureret og melodisk thrash vi har at g�re med.
Det kr�ver noget for at virke, men det g�r det virkelig. Impalers har masser af gode riffs p� lager, og de bliver eksekveret i en lind str�m sammen med fine melodier, der bliver h�ngende i �regangene, ogs� efter pladen er rindet ud.

Faktisk er det ret sv�rt at fremh�ve nogen sange frem for andre p� albummet, da alle s�tter en virkelig fed standard, jeg er endda kommet til at holde rimeligt meget af det mere end syv minutter lange instrumentale nummer �When the World Hungers�. S� p� bundlinjen har Impalers skabt et virkeligt st�rkt debutalbum, som er et klart must for alle, der holder af melodisk thrash metal.

Der er dog mindre ting der ikke er helt s� prisv�rdige p� pladen. Produktionen er helt fin, ikke den bedste, men bestemt heller ikke ringe. Der er dog lidt omkring selve fremf�relsen af numrene. Det er bestemt ikke fordi det halter rent teknisk, men der mangler lidt feeling over det. Numrene spilles en smule for stift og det g�r en smule ud over indlevelsen. Det kan jeg tillade mig at brokke mig over, fordi jeg ved numrene fungerer rigtigt godt live.
Endelig m� sanger/guitarist S�ren Crawack gerne variere sin vokal noget mere, da den er til den lidt monotone side, ikke mindst fordi numrene er temmelig varierende og har temmelig meget at byde p�.

Det er dog samlet set mindre ankepunkter for en bj�rnest�rk debut fra et ungt og utroligt lovende band.

Trackliste

Fear
Power Behind the Throne
See What I See
Aggressor
Nuclear Nights
We Are Nothing
Army of Darkness
When the World Hungers
Death in Fire

Chains - Dancing With My Demons [5/6]

Nepper — Sat, 23 Mar 2013 09:03:03 +0100

Chains er et ret specielt og sp�ndende band, der blev dannet i 2010, og som nu er aktuelle med en 7� EP p� Svart Records. Svart Records udgiver j�vnligt nogle s�re ting og sager, der kan v�re vanskelige at klassificere og s�tte i b�s, og p� det omr�de skiller Chains fra Slovenien sig ikke ud.

Forbillederne for Chains m� uden tvivl v�re artister og bands som Paul Chain, Death SS, Sunn O))) og Urfaust. Musikken tr�kker i h�j grad p� gammel doom og stoner rock fra 70erne og 80erne, psykedelisk rock, drone og sludge. Dette sammenkog af inspirationer fungerer up�klageligt, og der er tydeligvis t�nkt over tingene. Lyden er r� og upoleret, hvilket kl�der sangene fint, og den underst�tter desuden skivens retro-agtige pr�g, idet det lyder som at den kunne have blevet indspillet for 30 �r siden. Titelnummeret er uden tvivl min favorit, og jeg elsker is�r den skumle og skr�kindjagende �bning i sangen, hvor vokalen lyder som noget fra en anden verden. Det er tungt, sl�bende, melankolsk og m�rkt. Det samme kan egentlig siges om �Join the Sabbath�, som ligeledes har en tung og horror-lignende �bning, hvorefter sangen dog bliver mere rendyrket doom rock end titelnummeret. Overordnet set har musikken noget hypnotisk og f�ngende over sig, og stemningen er sgu s� fremtr�dende, at man n�sten kan r�re ved den. Vokalen er temmelig speciel, men den kl�der musikken og falder for mit vedkommende i god smag.

�Dancing With My Demons� er en yderst interessant EP, som g�r, at jeg er meget nysgerrig efter at h�re bandets kommende fuldl�ngdealbum. Jeg kan absolut anbefale denne til de af jer, som dyrker Moss, Urfaust, Paul Chain og lignende.

Tracklist:
1. Dancing With My Demons
2. Join the Sabbath

Nero Di Marte - Nero Di Marte [5/6]

Carlsen — Fri, 15 Mar 2013 16:03:06 +0100

Nero Di Marte er et nyt navn p� den italienske metal scene. Egentlig startede bandet tilbage 2007, dengang under navnet Murder Therapy, og udgav i 2009 debuten Symmetry Of Delirium. I 2012 skiftede de s� navn til nuv�rende Nero Di Marte og er s�ledes klar med endnu en ��debut��, i form af dette selvbetitlede udspil.

Nero Di Marte er en italiensk betegnelse for et jernoxidpigment (uden at jeg skal bev�ge mig alt for langt ind p� det territorium), der har den evne at det opsluger alle andre farver, hvis det kommer i kontakt med dem. Med s�dan et navn, er det meget p�faldende, at vi har at g�re med et progressivt death metal band. Stilen er, som navnet antyder, ogs� meget m�rk og eksperimenterende. Albummet starter rigtig godt ud med den forholdsvis death metal orienteret Convergence, som byder p� blasts fra trommerne, men samtidig mixer sk�ve riff�s og opsigtsv�kkende breaks ind i blandingen. Vokalm�ssigt kommer vi b�de forbi nogle habile growls, og nogle sk�rende, v�sende udbrud og teknikker. Der er rigtig meget stemning i musikken, takket v�re den dybe bas, og langt hen af vejen t�nker man p� bands som Gojira.

Allerede p� de to n�ste numre, Time Dissolves og Resilient, h�res dog et brud med den overvejende death metal orientering, og musikken bev�ger sig l�ngere over mod at v�re decideret progressiv metal. Musikalsk bliver der v�gtet mere p� det sk�ve og udforskende, dog stadig med st�rke death metal elementer. Vokalen g�r n�sten helt v�k fra growls, og koncentrer sig om h�s, aggressiv v�sen. P� det over 12 minutter lange titel nummer kommer det progressive og eksperimenterende virkelig frem i Nero Di Marte. Nummeret indeholder et langt mellemspil, hvor instrumenterne f�r lov at folde sig ud, og man glemmer n�sten, at det ikke er et instrumentalt nummer. Jeg forestiller mig, at man er g�et efter at opsluge lytteren, som jernoxidpigmentet opsluger andre farver, og det lykkes i stor grad for Nero Di Marte p� titelnummeret.

Drawn Back, og det over 9 minutter lange nummer Anoptikon, afslutter albummet i god forl�ngelse af titelnummeret. Drawn back er mixet sammen med titel nummeret, s� de 12.18 minutter egentlig bliver til 17.14, n�r man h�rer de to numre i forl�ngelse af hinanden. Der er derfor en naturlig sammenh�ng mellem numrene, hvilket kan siges generelt om albummet. M�ske med undtagelse af det f�rste nummer og resten. Dog har dette ikke den store betydning for helheden.

Der er god udvikling og sammenh�ng i musikken, og jeg er is�r imponeret over trommerne, der tilf�jer en masse detaljer, som g�r lydbilledet levende selv i mest minimalistiske passager. Is�r i det afsluttende nummer Anoptikon viser trommeslageren virkelig talent. Stikkerne flyver rundt p� de forskellige skind og b�kkener, men mister p� intet tidspunkt sin tightness.

Nero Di Marte byder ikke p� de store �reh�ngere, som man g�r og synger i sit hoved, men det er nok de f�rreste progressive metal bands der g�r det. De byder derimod p� interessant musik med stemning og attitude, som man kan sidde og fordybe sig i, uden at det bliver kedeligt hen ad vejen, og det m� siges at v�re et succeskriterium i denne genre. Mit bedste bud p� et lignende band er, som jeg startede ud med at skrive Gojira. S� hvis du er fan af deres musik, vil du med al sandsynlighed ogs� kunne lide Nero Di Marte. Det selvbetitlet udspil udkommer den 18. marts i UK, mens resten af Europa m� vente til den 22.

Trackliste:

Convergence
Time Dissolves
Resilient
Nero Di Marte
Drawn Back
Anoptikon

The Eye - Supremacy [4/6]

Nepper — Thu, 14 Mar 2013 16:03:34 +0100

Det obskure franske enmandsprojekt ved navn The Eye udgav tilbage i 1997 dette album, "Supremacy", gennem Velvet Music International, som Debemur Morti Productions s� har valgt at genudgive her mange �r senere. Bagmanden i The Eye er Vindsval, som ogs� er kendt fra Blut Aus Nord. Musikken p� "Supremacy" har r�dder i den symfoniske black metal, som den blev ud�vet af flere artister i 90erne, men The Eye skiller sig nu alligevel en smule ud fra mange andre s�dan rent kvalitativt set. Vindsvals brug af keyboard forst�rker og underst�tter skivens kolde og melankolske stemning alt imens de repetitive riffs og melodier ligger og ulmer i baggrunden. Keyboard er p� mange m�der brugt som et drivende instrument i mods�tning til at fungere som baggrundsfylde.

De fleste sange g�r i mid-tempo og bygger som n�vnt f�r p� simple riffs og melodier, der i h�j grad repeteres, men uden at musikken bliver frygtelig monoton. Det er keyboardet, der er skubbet helt frem i lydbilledet, som bidrager med de fleste harmonier og variationer. Sangene er egentlig alle ganske i�refaldende og byder ikke p� nogle progressive, tekniske eller n�rdede indfald, s� man bliver nu ikke udfordret som lytter p� dette omr�de, kan man sige. Musikken er derimod godt egnet til en sen aftentime, hvor hum�ret er til simpel, atmosf�risk black metal uden de store overraskelser, som st�tter sig til simple og f�ngende melodier.

�The Land� er en kort og h�derlig ambientsang, som har noget melankolsk og underligt middelalderligt over sig. Det samme kan siges om �Aidyl� og �The Eye�, der ligeledes er simple og minimalistiske ambientnumre drevet af keyboardet. De er med til at skabe noget variation p� albummet og er strategisk godt placeret i tracklisten. �The Call of a Thousand Souls� og �The Eternal Oath of Lie� er velsagtens skivens bedst komponerede sange, men de resterende sange halter ikke langt efter.

�Supremacy� henvender sig hovedsageligt til fans af keyboard-domineret black metal, som den blev spillet i 90erne, eller til fans af Blut Aus Nord, der �nsker sig et indblik i Vindsvals dav�rende musikalske sysler. Hvor meget og hvor lidt den vil appellere til fans er nyere black metal, er vanskeligt at sige, men de af jer som synes godt om kold, symfonisk og en smule lo-fi black metal, som den blev spillet for en 15-16 �r siden, b�r tjekke denne ud.

Trackliste:
1. The Eternal Oath of Lie
2. The Land
3. The Call of a Thousand Souls
4. My Supremacy
5. Aidyl
6. The Purest Domination in Wisdom (The Eternal Eye)
7. Your Weakness (Bastard Son of Fear)
8. The Eye

Darkthrone - The Underground Resistance [5/6]

Bertram — Mon, 11 Mar 2013 21:03:00 +0100

Norske Darkthrone har for l�ngst sat sit m�rke p� den ekstreme metalscene. F�rst med death metal klassikeren �Soulside Journey� fra 1991, og herefter i s�rlig grad med �den sorte triologi�, der fulgte i �rene 1992-1994, og som for alvor var med til at s�tte norsk black metal p� metallandkortet.
P� de seneste 2-3 plader har Darkthrone lavet en lille kurs�ndring, og er i h�jere grad begyndt at s�ge mod et mere punket og speedmetallisk udtryk, med blandet held. Denne kurs forts�ttes p� bandets sekstende(!) album �The Underground Resistance�.

Albummet starter ud med �Dead Early�, som fint f�lger den stil, der er blevet lagt p� de seneste par albums. Dvs. en beskidt gang punket black metal. Nocturno Culto bortviger endnu engang fra sin raspende black metal vokal, som i mange �r var varem�rket, og helliger sig en mere forst�elig, men samtidig r� og upoleret vokal.

P� sk�ring nummer 2, den fremragende �Valkyrie�, oplever vi dog Darkthrone fra en helt ny side. Nummeret starter med en f�ngende og melankolsk intro, inden der s�ttes i gang med noget der tenderer heavy/speed metal. For f�rste gang i bandets karriere, h�rer vi Darkthrone for alvor fors�ge sig med ren vokal, og selvom Nocturno Culto bestemt ikke er nogen stor sanger, s� passer musik og vokal hamrende godt sammen i dette nummer. �Valkyrie� er ekstremt f�ngende, og jeg vil tro at visse Darkthrone fans vil finde det for svagt. Jeg er dog fuld af begejstring over det skud heavy metal, som musikken f�r her.

�Lesser Man� er et mere r�t og afd�mpet nummer, der ligger i fin forl�ngelse af de to f�rste numre. Her er vi tilbage p� mere velkendt Darkthrone territorium. Tempoet er ikke s� h�jt som i de foreg�ende numre, men musikken har en dejlig Darkthrone signatur over sig, og er noget af det bedste man finder p� skiven. Black metal punk n�r det er allerbedst.

Herefter f�lger �The Ones You Left Behind�, hvor der igen synges rent. Der er lidt mere gravr�vervokal over stemmef�ringen denne gang, og jeg finder det ikke helt s� vellykket som p� �Valkyrie�. Det hele bliver dog b�ret af st�rke og i�refaldende riffs, og s� selvf�lgelig Darkthrones gode �re for de sm� fede detaljer.

�Come Warfare, The Entire Doom� er ligesom �Lesser Man� knap s� punket, og en smule monoton. P� den fede m�de vel at m�rke. Vi bliver igen pr�senteret for en r�kke onde, men samtidig f�ngende riffs.

Skiven rundes af med den knap 14 minutter lange �Leave No Cross Unturned�, som er min personlige favorit. Nummeret er et sp�ndende mixtur af speed, heavy og black metal. Der startes ud i et hastigt tempo, hvor Nocturno Culto endnu engang f�r luftet sin fede, rene heavy metal vokal. Efter knap 3 minutter bliver tempoet taget ud af nummeret, og et 5-6 minutters sejtr�kkende c-stykke s�ttes i gang. Her tager nummeret en drejning over i en r�kke riffs, der nemt kunne v�re at finde p� noget af Darkthrones klassiske black metal materiale. Det er tungt, grimt og samtidig f�ngende. Efter c-stykket ledes man over i introriffet, inden en l�ngere outro slutter nummeret af.

Darkthrone bev�ger sig konstant i gr�nselandet mellem noget der lyder som en gang �velokalelarm, der ikke rigtig er gennemarbejdet nok, og s� soleklare musikalske genialiteter � og det har bandet vel altid gjort!? Men som s� ofte f�r, s� holder stort set alt hvad Darkthrone g�r.
�The Underground Resistance� er i min optik det mest gennemf�rte og velskrevet album fra den nyere Darkthrone periode, og stryger s�gar ind p� top 3 over samtlige af bandets udgivelser.

Jeg ser det som lidt af en genistreg, at inddrage lidt heavy metal elementer, samtidig med, at man beholder den punket black metal som grundstammen i musikken. Det vil sikkert endnu engang dele vandene hos bandets fanskare, men for mig fungerer det ganske enkelt fremragende. At Darkthrone samtidig disker op med en r�kke af de bedste riffs i karrieren, hj�lper ogs� p� helhedsindtrykket.
Selvom jeg personligt v�rds�tter Darkthrones klassiske black metal periode h�jest, er det ganske enkelt imponerende, at et band 25 �r inde i karrieren, stadig form�r at fornye sig, og diske op med nye og fede ideer. �The Underground Resistance� er intet mindre end en nyklassiker i Darkthrone regi.

Trackliste:

1. Dead Early
2. Valkyrie
3. Lesser Men
4. The Ones You Left Behind
5. Come Warfare, the Entire Doom
6. Leave No Cross Unturned

Taake - Gravkamre, Kroner og Troner [5/6]

Nepper — Sun, 03 Mar 2013 19:03:43 +0100

Den velkendte genistreg ved navn Taake, der har sine r�dder p� den regnv�de norske vestkyst, er nu ude med et 20-�rs jubil�umsalbum, som sp�nder over to diske og (meget passende) indeholder 20 sange, der alle er sj�ldne, eksklusive eller bare sj�ldent h�rt. For dem som ikke var hurtigt nok ude, da eksempelvis �Svartekunst�, �Dra til Helvete� og �A Norwegian Hail to VON� udkom p� vinyl, er der nu en perfekt lejlighed til at f� de sm�, ul�kre fingre i f�rn�vnte udgivelser p� denne opsamlingsudgivelse, som har f�et den fine titel �Gravkamre, Kroner og Troner�.

Det f�rste, der umiddelbart f�r en til at sp�rre �jnene op under et hurtigt kig p� tracklisten, er uden tvivl de to nye, eksklusive sange i form af �Et Pust av Oeyne� og �Hov var Stein�, som begge er af h�j klasse. Egentlig synes jeg, at de bygger god bro mellem det mere nekrofile materiale, som Taake specielt i fortiden ud�vede, og det melankolske og stemningsladede udtryk fra de seneste to plader. De lyder med andre ord som sange, hvori alle kendetegnene og de s�regne Taake-elementer fra bandets f�dsel til nu inkorporeres og s�ttes i spil. �Et Pust av Oeyne� kunne jeg godt sp� til at blive en fremtidig publikumsfavorit under bandets koncerter.

Numrene fra �Kveld� EPen er n�sten alle tilstede her, og da de er anmeldt andetsteds p� Metal Zones sider, er der ikke grund til at g� i dybden med dem nu, men versionen af �Nordbundet� er en anden denne gang. Nocturno Culto og Niklas Kvarforth har begge smidt vokal p� denne version, og den er interessant at h�re med anden vokal. Den er ikke bedre end originalen, bare anderledes.

Jeg synes godt om cover-versionerne af Emperors �I am the Black Wizards�, Burzums � A Lost Forgotten Sad Spirit�, Darkthrones �Over Fjell og Gjennom Torner� og G.G. Allins �Die When You Die�. VON-coveret er heller ikke v�rst, men heller ikke specielt enest�ende. Udover at de er forholdsvis tro mod originalerne, s� er de dog ikke det mest sp�ndende ved denne udgivelse. �I am the Black Wizards� er klart den bedste efter min mening, og det tr�kker ikke ned, at Attila bidrager med backing vokal og spoken word i denne. Darkthrone-coveret er ogs� temmeligt hidsigt, skarpt og intenst.

Udover de to nye sange, er det absolut bedste ved denne opsamling efter min mening, at �Svartekunst�, �Lagnonector�, �Dra til Helvete� og �Nordens D�dsengel� er inkluderet, da jeg beklageligvis ikke investerede i udgivelserne tilbage i 2004-2007. Det er ret fedt endelig at f� fingrene i sangene fra disse, og specielt �Svartekunst� EPen, som er live, synes jeg er rigtig god. Jeg finder det ret interessant, at �Eismalsott� og �Tykjes Fele� fra de helt gamle demo-dage (1994-1995) er repr�senteret i livesammenh�ng p� �Svartekunst�, og de lyder faktisk forbavsende gode fra scenen anno 2007. Sandelig om ikke klassikeren �Nattestid Ser Porten Vid� i en pre-mix version er at finde p� disk 2, men hvor selve sangen er fantastisk, er dette pre-mix ikke mere ophidsende eller sp�ndende at lytte til end den endelige albumversion.

Det er egentlig ganske fascinerende og smukt at t�nke p�, at Taake i sit tyvende �r er bedre end nogensinde f�r, og at bandet f�r gode tilbagemeldinger i b�de ind- og udland, det v�re sig p� baggrund af deres koncerter eller blandt pladek�berne, som higer efter black metal. I nogle tilf�lde er det vanskeligt at klaske en karakter p� en (opsamlings)udgivelse, som indeholder mange forskellige optagelser af varierende lydkvalitet osv., men i dette tilf�lde, hvor selve kompositionerne og sangskrivningen er af s� h�j klasse, det v�re sig gamle som nye sange, m� karakteren ogs� blive derefter. B�de nye og gamle fans vil uden tvivl finde noget af interesse p� �Gravkamre, Kroner og Troner�.

Trackliste:
Disc 1:
1. Et Pust av Oeyne (ny sang)
2. Hov var Stein (ny sang)
3. Nordbundet (Niklas Kvarforth & Nocturno Culto p� vokal)
4. Motpol (�Kveld� 12″ EP 2011)
5. Hordalands Doedskvad 1 (�Kveld� 12″ EP 2011)
6. Over Bjoergvin Graater Himmerik 4 (�Kveld� 12″ EP 2011)
7. Nattestid ser Porten V 1 (�Kveld� 12″ EP 2011)
8. I am the Black Wizards (�Noregs Vaapen� LP bonus-sang 2011)
9. Die When You Die (�Swine of Hades� MCD 2011)
10. A Lost Forgotten Sad Spirit (�Taake� LP bonus-sang 2009)

Disc 2:
11. Voldtekt (�Svartekunst� 7″ EP 2007)
12. Eismalsott (�Svartekunst� 7″ EP 2007)
13. Tykjes Fele (�Svartekunst� 7″ EP 2007)
14. Over Fjell og Gjennom Torner (�Svartekunst� 7″ EP 2007)
15. Voldtekt
16. Death Trap (�Dra til Helvete� 10″ EP 2006)
17. Lamb (�A Norwegian HAIL to VON� 7″ EP 2005)
18. Hennes kalde Skamlepper (�Lagnonector� 10″ EP 2005)
19. Der Todesking (�Nordens Doedsengel� 10″ EP 2004)
20. Nattestid ser Porten vid 1 (Pre-mix 1997)

October Falls - The Plague of a Coming Age [4/6]

Nepper — Sun, 03 Mar 2013 11:03:48 +0100

Den finske trio ved navn October Falls er aktuelle med deres fjerde fuldl�ngdealbum, som b�rer titlen "The Plague of a Coming Age". Jeg skal v�re �rlig at indr�mme, at jeg kun havde lyttet til deres akustiske udspil (specielt EPen "Sarastus" fra 2007) f�r jeg smed dette nye album i afspilleren, s� derfor var jeg lidt usikker p�, hvad jeg havde i vente. Stilen er ikke l�ngere udelukkende akustisk og ambient musik, men snarere en blanding af black metal, pagan metal, folk og akustiske indslag. Den st�rke og f�ngende melodi samt den melankolske atmosf�re synes stadig at v�re i fokus for bandet, selvom de musikalsk set har bev�get sig i andre retninger. I det medf�lgende presseark sammenlignes bandets blanding af akustiske guitarer og lettere harske black metal-orienterede ting med bands som Primordial, Ulver og Drudkh, og det er der til en hvis grad lidt om.

Lyrisk set omhandler sangene svundne tider, �ldgamle traditioner og skikke, historiske begivenheder og �re set i relation til bandets kulturelle r�dder. Jeg er fristet til at sige, at de har noget nostalgisk og l�ngselsfuldt over sig, men typisk pagan er de ikke.

Som n�vnt tidligere er musikken noget lignende black/pagan metal tilsat et hav af afd�mpede (ofte akustiske) passager, som skaber en god variation og dynamik i sangene. Vokalen er ikke videre original eller speciel p� nogen m�de, men selvom den ikke skiller sig ud eller tilf�jer frygtelig meget til musikken, er den nogenlunde anst�ndig. Tingen er bare den, at varieret musik og en lettere en-dimensionel vokal ikke g�r op i en h�jere endhed sammen. Sk�nsang inkorporeres ogs� i flere af sangene, men som med den anden type vokal har den en tendens til at virke lettere anonym. At gutterne kan spille og kender deres instrumenter, skal der ikke herske tvivl om. Deres force ligger uden tvivl i det at skrive gode melodier, og variationer i numrene er der ikke mangel p�. De akustiske guitarer bidrager ogs� med nogle l�kre partier og er en god kontrast til vredesudbrudene. Et mid-tempo nummer som "Boiling Heart of the North" og den episke "Bloodlines" er et par af de bedste eksempler p�, hvordan flot og f�lelsesladet musik kan komponeres og stykkes sammen, hvor de forskellige instrumenter og elementer flyder utrolig godt sammen.

"The Plague of a Coming Age" er ikke noget mesterv�rk eller et must, men det er et godt, solidt udspil fra et band, som tydeligvis ved, hvad det vil sige at skabe en stemning og tage lytteren med p� en melankolsk rejse, men vokalen (b�de den rene og den harske) b�r der arbejdes noget med efter min mening.

Trackliste:
1. At the Edge of an Empty Horizon
2. Bloodlines
3. The Verge of Oblivion
4. Snakes of the Old World
5. The Plague of a Coming Age
6. Mouth of a Nation`s Harlot
7. Boiling Heart of the North
8. The Weight of the Fallen
9. Below the Soils

Free Fall - Power And Volume [5/6]

Carlsen — Thu, 21 Feb 2013 15:02:45 +0100

Svenske Free Fall er klar med udspillet ��Power And Volume��, en titel, som ikke kunne v�re mere passende, til den musik bandet pr�senterer p� den st�rke debut.

Musikken er r�, upoleret rock�n�roll, st�rkt inspireret af bands som Led Zeppelin, AC/DC og The Who. Jeg forventede f�rst en kedelig og tam kopi af denne gamle kending af en genre, da jeg f�r er st�dt ind i bands der slet ikke har haft succes, i fors�get p� at genoplive rocken fra da far var dreng. Et band som Airbourne synes jeg f.eks spiller fin musik, men kommer aldrig udover rollen som en kopi. Det vil mange nok ogs� synes om Free Fall, og det kan da ogs� argumenteres for. De har uden tvivl ladet sig inspirere af 70�erne og 80�ernes rock pionerer, m�ske i for h�j grad. Jeg synes dog alligevel, at ��Power And Volume�� er en frisk og tiltr�ngt reminder om, at klassisk rock�n�roll stadig lever, og at det er muligt at spille det, som andet end et ��Random Classic Rock Act�� Jam projekt. Free Fall har ikke genopfundet genren, men de har form�et at skrive et album med f�ngende guitar riff�s, energiske trommer og fed vokal. Riff�ene er en god blanding af Led Zeppelin og The Who. Bare lyt til numrene Power And Volume, og Midnight Vulture. Vokalen fremst�r som en lidt mere aggressiv udgave af Robert Plant. M�ske en blanding af Bon Scott og Robert Plant.

I l�bet af hele albummet tr�kkes lytteren gennem klassiske riffs efter klassiske riffs, og vokalen kommer med et par rock�n�roll klicheer og udbrud, som dog aldrig virker p�taget og kedelige. Det er med til at g�re ��Power And Volume�� sp�ndende at lytte til, og det virker p� en m�de som om, det er et live album, hvor man bare ikke kan h�re publikum. Dette har produceringen nok v�ret en stor del af. Heller ikke her skuffes man som lytter. Der er nemlig fanget den helt rigtige lyd. Et tyndt, men varmt lydbillede, men vigtigst af alt, er det livligt og upoleret. Sommetider kan man ligefrem h�re plektret ramme guitarens strenge, og det er helt klart med til at skabe et billede af, at det liges� godt kunne v�re et album fra 70�erne. P� anden halvdel af albummet, bev�ger Free Fall sig lidt mere over i 80�er/90�er rock, men stadig med tydelige strenge til f�rste del af albummet. P� den m�de er albummet godt varieret, og form�r at holde ens �re opm�rksomme. For mit vedkommende bliver det aldrig til baggrundsmusik, n�r jeg h�rer dette album. Det bliver dog aldrig samme klasse som de albums, der har v�ret inspirationen bag dette udspil, men det tror jeg heller ikke nogen havde regnet med. Alt taget i betragtning er ��Power And Volume�� et interessant album og en st�rk, og ikke mindst satset debut, i en gammel genre.

Jeg tror ��Power And Volume�� er et udspil, mange vil overse p� trods af, det udgives p� Nuclear Blast, pga. den sv�re opgave at skabe et sp�ndende udspil i denne genre. Det er virkelig �rgerligt, for der er masser at komme efter, hvis man kan lide klassisk rock�n�roll.

Trackliste:

Power And Volume
Free Fall
Midnight Volture
Top Of The World
Attila
World Domination
Love Bombing
Damnation
Mariola Blues
Meat