Metalzone.dk CD anmeldelser

Serpent Saints - All Things Metal [4/6]

Knudsen — Tue, 21 Feb 2012 10:02:24 +0100

Danske heavy metal disciple Serpent Saints form�r at skabe vitalitet med st�vede virkemidler.

Nu har jeg stiftet bekendtskab med Serpent Saints et par gange efterh�nden, n�r jeg i forskellige stadier af beruselse har overv�ret dem live. Nu kom tiden endelig, hvor bandet fik deres debutalbum ud blandt masserne, og man m� sige, at det overordnet set har v�ret ventetiden v�rd.

Bandet er lidt et sammensurium af musikere, der prim�rt stammer fra det midtjyske og alle har de sidel�bende spillet i forskellige bands som Ad Noctum, BONE og Black Income. Pladen her har vidst v�ret f�rdig l�nge, og planen var, at forskellige sangere skulle indsynge hvert et nummer p� denne debut, der har f�et titlen �All Things Metal�.
Det endte dog med, at det blev Artillery sanger S�ren Adamsen, der sang p� alle sk�ringer, og det kan man sgu ikke have noget imod, for Adamsen har allerede p� de seneste to Artillery skiver bevist, at han er en f�nomenal sanger, og det forholder sig naturligvis ogs� s�dan i Serpent Saints.

S� med erfarne musikere der kan deres kram, m� forventningsniveauet ogs� v�re derefter. Her form�r bandet heldigvis at leve op til deres egne udsagn, og leverer et album, der indeholder samtlige klicheer i metalverden. S�ledes er der d�mt old school riffs, f� men effektive lydeffekter, og s�rme nok om de ikke har f�et tidligere Sirenia sangerinde Monika Pedersen til at lave uhyggelig hjems�gt baggrundsvokal i et par numre!
Der er simpelthen alt at finde p� dette album, som klassiske gyserfilm og 80�er metal bands sv�lgede i. Dermed m� det forventes, at bandet ogs� kan levere lige s� medrivende musik, som den der blev skabt af heltene i 80�erne, og det kan Serpent Saints faktisk rigtigt langt hen af vejen.

Der er masser af rigtigt gode riffs at finde p� denne plade. Melodierne er ligeledes langtidsholdbare, og tydeligvis gennemarbejdede. Endelig s�rger S�ren Adamsen for at der er en st�rk og genkedelig vokal, som b�rer hele strukturen oppe. Desuden har bandet s�rget for en meget n�gen og afpillet produktion der er meget kl�delig for denne slags musik. Der er s�ledes ingen studietricks at gemme sig bag, og hvert instrument f�r plads i mixet og kan s�ledes vise, at de er indspillet ordentlig og med f�lelse. Denne form for produktion virker utroligt godt, n�r man lige giver volumeknappen gas, og s� f�r naboerne jo ogs� gl�de af det�.
Sange som �Revenge From the North�, det gyserpr�gede �Rising�, det melodiske �Lucifer�s Hand� eller de to afsluttende sange �Hang �Em High/Hangedman�s Song� sprudler alle af gode ideer og medrivende melodier, der egner sig lige s� godt til fordybelse som til �ldrikning.

Der er dog enkelte knaster i h�ndtaget p� denne ellers skarptslebne kamp�kse. For den fine upolerede produktion udstiller ogs�, at bandet liiiige mangler dette lille ekstra i samspillet, som er sv�rt at s�tte fingeren p�. Det er denne ting, som meget erfarne bands har, men som Sperpent Saints ikke har helt endnu. Det m� dog komme med tiden.
Desuden er det ikke alle sange der er lige gode. �Warhorse� og titelnummeret har ikke helt samme pondus, selv om de bestemt ikke er ringe, og ligeledes er der enkelte riffs rundt omkring p� pladen, der springer i �rene som v�rende lidt svagere end gennemsnittet.
Endelig er det lige i underkanten kun at l�gge et fire siders booklet uden tekster og n�vnev�rdig info med, ligesom coveret ikke er det p�neste. I en download tid m� man sgu kr�se lidt for dem, som trods alt hiver spareskillingerne op af lommen.

Det er dog mindre forbehold, n�r man sammenholder �All Things Metal�. For det er er herligt old school metal album, der hverken lyder tr�t eller genbrugt, men derimod vitalt og vedkommende. Den slags h�rer jeg gerne flere af!

Trackliste

Revenge From the North
Rising
Warhorse
Lucifer�s Hand
Witchhunt
All Things Metal
Come to the Sabbath
Hang �Em High (intro)
The Hangedman�s Song

Crocell - The Wretched Eidola [4/6]

Albertsen — Sun, 19 Feb 2012 11:02:27 +0100

Lettere forsinket og med henvisning til �bedre sent end aldrig� blev Crocells seneste opus, og efterf�lgeren til �The God We Drowned�, fundet frem fra gemmerne. Sidste gang fik dansken, af undertegnede, skudt for hoften at seri�siteten skulle h�jes p� fremtidige udspil, og efter endt gennemlytning af �The Wretched Eidola� kunne man da ogs� foranlediges til at tro at der er blevet lyttet efter.

�The Wretched Eidola� skydes i gang med en kort og stemningsfyld intro der langsomt forplanter sig over i et dystert og TUNGT instrumentalnummer �06-06-09� � en fornuftig indgangsvinkel til et death metal-udspil. Faktisk er det tydeligt blot f� numre inde i albummet at Crocells udtryk anno 2011 synes mere raffineret, og helt forkert er det nok ikke at allerede nu udr�be Crocells som v�rende Danmarks svar p� legendariske Bloodbath; vel nok et af genrens varetegn p� den anden side af sundet. Musikken synes bedre skruet sammen end p� forrige udspil, forst�et s�ledes at sammenh�ngen i numrene og opbygningen heraf fremst�r langt mere dynamisk end p� debuten.

Prisv�rdigt er is�r Crocells tilgang til ikke at forfalde til den nutidige death metal-genres �rgerlige kappestrid i fart og teknik. Disse aspekter synes snarere at v�re supplementer i udtrykket, men hvor det er passende og ikke forceret ind i lydbilledet af pligt. Et nummer som �After The Take Of Winter� repr�senterer Crocell fra deres bedste side; f�ngende, atmosf�risk med et let drys af sansebombardementer i form af skallesm�kkende stortrommer. Det atmosf�riske og melodiske udtryk g�r sig i �vrigt g�ldende p� flere af numrene p� n�rv�rende udspil � lyt engang til hovedriffet i �I Know The Taste Of Your Tears� der lyder som noget Satyr kunne have brugt i Satyricon!

Det er dog ikke kun de atmosf�riske passager der har vundet indpas p� �The Wretched Idola� � ofte suppleres med mere nutidige og f�ngende riffs � la landsf�llerne i Illdisposed hvis der da absolut skal drages paralleller. Netop denne alsidighed temposkift skaber en passende adspredelse p� udspillet hvilket g�r hele seancen mere letford�jelig. �The Wretched Idola� illustrerer absolut et band i positiv udvikling � helt generelt er der sk�ret mere ind til benet og kun de st�rke elementer er ladt tilbage hvilket er prisv�rdigt.

Men for fanden drenge � lig nu de tarvelige og useri�se pseudonymer s�som Smukke Ken og Onkel Kusse bag Jer. Nej, det er ikke sjovt � det er bare dumt og det har det v�ret lige siden Red Warszawa betr�dte den danske muld for f�rste gang.

Den skarpsindige l�ser vil i�vrigt bem�rke at der honoreres med samme karakter som debuten i sin tid landede, men faktum er at n�rv�rende ikke helt har de tilstr�kkelige kvaliteter til h�jere trods de �benlyse forbedringer. Jeg giver �4 stor� pentagrammer� som Etta Cameron ville have sagt!

Tracklist:
1. 06-07-09
2. I Know the Taste of Your Tears
3. Chronos
4. The Age of Iron and Dust
5. The Craven�s Work
6. The Wretched Eidola
7. Thieves, Whores and Heretics
8. The Puritan Harlot
9. After the Take of Winter
10. Voices of the Deep
11. The Stranger

Pugnator - Iron Messenger [3/6]

Knudsen — Wed, 15 Feb 2012 10:02:50 +0100

Den danske enmandskonstellation Pugnator forts�tter med at lave organiseret st�j af allerfineste kvalitet.

Pugnator demoen �Caustic Mist� var en utroligt fed sag, og Deadbanger Producktions har besluttet sig for at udgive en 7� med titlen �Iron Messenger�, der indeholder to nye numre, der heldigvis forts�tter i n�jagtig samme projektilbane.
De skarpslebne riffs og let rodede arrangementer g�r fint h�nd i h�nd, og selv om Pugnator ikke leverer noget originalt, er det alligevel forfriskende at h�re, hvordan old school death/thrash kan eksekveres s� aggressivt og vitalt, samtidigt med, at produktionen skramler lige pr�cis nok til, at det er fedt.

Lyrisk besk�ftiger bandet sig igen med krig, denne gang �benbart f�rste verdenskrig og dette koncept passer ligeledes fint i tr�d med den let kaotiske musik og de minimalistiske melodier. Der er en vis grad af �ndel�shed over de to sange, som passer godt til den f�lelse af desperation og panik, som teksterne beskriver.

Sk�ret i gl�den er naturligvis, at to numre er alt for lidt, is�r n�r de er s� gode som de er. Det n�ste logiske skridt m� v�re et helt album, for m�ske arbejde A. Thunbo, der er ansvarlig for hele instrumenteringen, lidt langsomt. Men n�r kvaliteten er tilsvarende, g�r det ikke noget, at der g�r nogle �r f�r det n�ste Pugnator udspil rammer gaderne, s� l�nge der er flere numre at sv�lge i.

Denne 7� er naturligvis limiteret og alt det der som f�lger med vinylbranchen, s� interesserede skal nok skynde sig at sl� til. De to numre er bestemt umagen v�rd at investere i. Karakteren afspejler dog det faktum, at to numre ikke er nok til at bed�mme et bands evner p�.

Trackliste

Iron Messenger
Sowing Death

Deus Otiosus - Murderer [5/6]

Carlsen — Sun, 05 Feb 2012 14:02:11 +0100

Danske Deus Otiosus viser p� bandets debut ��Murderer�� vejen tilbage til d�dsmetallens gamle skole.

Alt omkring debuten ��Murderer�� stinker langt v�k af oldschool death metal. Skiven er s� gennemf�rt, at selv coveret og sleevet er i klassisk sorthvid med en DIY attitude der burde tage de fleste tilbage til tiden hvor death metal var noget man fik stukket i h�nden til en undergrunds koncert, af bandet selv. Naturligt nok v�kkede coverets fremtoning min interesse og k�rte mine forventninger til musikken op. Heldigvis blev jeg absolut ikke skuffet, da skiven begyndte at rotere i mit anl�g.

��Murderer�� byder p� intet tidspunkt p� nogle nye tiltag, men til geng�ld et v�ld af super fede sk�ringer af klassisk death metal med b�de thrash og black metal betoninger. En stil der for mit vedkommende altid virker, uanset hvor gammel genren end m�tte blive. S� er du en af dem, der ser en mur omkranse dig, n�r du h�rer noget du synes er h�rt f�r, s� er Deus Otiosus ikke noget for dig. Er du derimod en af dem der bare ikke kan lade hovedet v�re stille, n�r du h�rer at tonerne af dine unge dage i 80�erne stadig er i live i dagens Danmark, s� vil jeg varmt anbefale ��Murderer��, der efterh�nden har v�ret p� gaden et stykke tid, hurtigst muligt finder vej til dit hellige alter af �ber fed musik. Ogs� kaldet din cd hylde.

Fra �bningssk�ringen I Have Seen Him Slay er b�de tempo, stil og attitude lagt fast som en klippev�g, og der bliver ikke rokket det mindste p� den, gennem skiven. Old school lydbillede fyldt ud af knivskarpe, thrashy riffs med en ond bas som bund, akkompagneret med de stiltypiske armbolt-tunge trommer og rundet af med en grum growlen. Det er opskriften Deus Otiosus f�lger, i stil med giganterne Morbid Angel, men med en konstant r�d tr�d til undergrunds attituden.

��Murderer�� er ikke en skive du s�tter p�, for at h�re poleret ��studie-death metal��, men derimod en skive der b�r s�tte den upolerede, beskidte og ondskabsfulde tilgang til genren p� dagsordenen igen. Det er tydeligt at h�re at bandet klinger godt sammen, og f�ler sig hjemme i denne stilart. ��Murderer�� udviser en stor lyst til, og gl�de ved, at spille pr�cis den musik som musikerne �nsker, uden at bekymre sig om hvorvidt det nogensinde vinder en pris til DMeA. Det bliver sp�ndende at f�lge Deus Otiosus, og h�re om de kan holde den standard, ��Murderer�� har lagt for kommende udgivelser, i en genre der er pr�vet rigtig mange gange.

Trackliste:

I Have Seen Him Slay
Thousand Arms of the Dead
Wall Of Violence
Ye Pigs Of Little Faith
No Life
Whore Limbs
Ash World
Murderer

Psycroptic - The Inherited Repression [5/6]

Albertsen — Sat, 04 Feb 2012 14:02:14 +0100

De tasmanske dj�vle i Psycroptic har tidligere imponeret med udspil s�som "Symbols Of Failure" (2006) og "Ob(Servant)" (2008), s� det er ikke helt uden begejstring at skulle gennemlytte bandets seneste udspil.

Dette viste sig dog ogs� at blive en gl�delig oplevelse dersom Psycroptic, uden dog at distancere sig fra den oprindelige lyd, herp� form�r at till�gge deres brutale udtryk en anelse mere identitet end tidligere. Om end stadig semi-teknisk � la Dying Fetus til tider sk�vvredne riffs, s� form�r bandet at inkorporere flere vedh�ngende lydkulisser herunder akustiske (yes!) ligesom der i sysles med temposkift i langt h�jere grad end tidligere h�rt fra deres side. Is�r drengenes nyfundne fork�rlighed til midtempo-sektioner g�r lige i underlivet og man skal sgu da v�re mere end toned�v for ikke at kunne vippe med foden til velkomponerede death metal-v�rker s�som �Carriers Of The Plague�, �Euphorinasia�, og �The Sleepers Have Ewoken�.

Guitarist Joe Haley har selv st�et for produktion og det er han sluppet godt fra; lyden er svulstig og klar dog er det tydeligt at der har v�ret stor fokus p� netop guitaren dersom denne i h�j grad er underbyggende for det samlede udtryk p� �The Inherited Repression�. Alan Douches (Bl.a. Hate Eternal, Deicide, Underoath) har st�et for mastering.

The Inherited Repression fremst�r som det hidtil mest opl�ftende death metal-udspil i 2012 og mon ikke ogs� den havner i top 5?

Trackliste:
1. Carriers of the Plague
2. Forward to Submission
3. Euphorinasia
4. The Throne of Kings
5. Unmasking the Traitors
6. Become the Cult
7. From Scribe to Ashes
8. Deprivation
9. The Sleepers Have Awoken

The 11th Hour - Lacrima Mortis [5/6]

Knudsen — Tue, 31 Jan 2012 11:01:32 +0100

Ed Warby forts�tter sin kreative stime med endnu en pragtopvisning af dr�berriffs og hypnotiserende melodier.

Sandt at sige var det f�rste The 11th Hour album �Burden of Grief� et klassealbum, der stadig ofte ryger p� anl�gget her to �r efter udgivelsen. Alligevel var der ikke noget s�rligt forventningspres fra undertegnede, da album to i r�kken �Lacrima Mortis� skulle granskes.
For den tidligere Gorefest trommeslager Ed Warby er for l�ngst tr�dt i karakter som bl�ndende sangskriver og afsindigt dygtig musiker. F�rst som hovedkomponist, producer og trommeslager for death metal bandet Hail of Bullets, og senest som mastermind bag doom projektet The 11th Hour, som siden er g�et hen og blevet et reelt band.

Det er i d�n grad business as usual hos Ed Warby. Det betyder, at han igen har skabt musik som er ligaer over vanlig udgivelsesstandard, n�r man ser samlet p� metalscenen. Hvordan det end lykkes er ikke godt at vide, og vel egentlig ogs� fuldst�ndig ligegyldigt. Det er resultatet der t�ller, og resultatet er igen magel�st.
Igen byder The 11th Hour p� klassisk death/doom metal med tunge riffs, dr�mmende melodier samt b�de growls og ren vokal. Den helt klassiske skabelon med andre ord. Men det er �benbart her, hvor Warbys styrke i sandhed ligger.
For igen er der tale som sange, der p� overfladen er fuldst�ndigt efter formlen, men samtidigt best�r af s� mange fede riffs og melodier, at man taber pusten p� at t�lle dem, selv om alt naturligvis serveres i varierende grader af sl�bende tempi. Samtidigt er der lag p� lag under den simple skabelon, som kun udvikler sig langsomt efter gentagende gennemlytninger.

Fra den stille pianointro i �We All Die Alone� til de afsluttende toner i �Bury Me�, byder �Lacrima Mortis� p� doom metal s� m�rkt og til tider kv�lende dystert, at det er lige f�r det bliver for meget. Sangene er blevet lidt mere simple, og har ikke l�ngere s� mange sm� svinke�rinder indbygget som p� debutalbummet. Til geng�ld f�nger sangene hurtigere, og de virker utroligt effektive. Tag et nummer som �Rain On Me�, der langsomt men sikkert tr�kker lytteren l�ngere og l�ngere ned i et sort hul af desperation og tristesse.
De minimalistiske og effektive melodier har lige akkurat nok kraft til at give en smule kul�r til de afsindigt tunge riffs, og i kombination med hinanden skabes en symbiose af musik, der ikke blot lyder s�rgelig. Den ER s�rgelig!
F�lelsen af at synke dybere og dybere ned i kviksand gentages ofte gennem albummets syv sk�ringer, og man kan faktisk blive en smule lettet, n�r det er slut. Det er dog ikke slut l�nge, for som s�dvanligt har Ed Warby skabt musik der er s� f�ngende, at man lige m� h�re det hele �n gang til�.og s� lige �n gang til.

Det er Pim Blankenstein, der denne gang leverer growls, og det g�r han heldigvis lige s� godt som Rogga Johansson gjorde det p� det forgangne album. Warby selv tager sig ogs� i denne gang af al instrumentering s�vel som ren vokal, og det g�r han faktisk endnu bedre i denne omb�ring. Han bliver aldrig den st�rste sanger i verden, men hans stemme ejer den personlighed som er s� vigtig for doom genren, og han har bestemt f�et flere nuancer ind i sin vokal og virker, som om han er vokset med opgaven.

Det lader virkelig til, at der ingen gr�nse for, hvad Warby kan n� med sin musikalske form�en. Han har skabt endnu et klassealbum der ligger fint i tr�d med det forrige udspil, samtidigt med at han har s�rget for ikke at lave det samme album igen.
�Lacrima Mortis� er en selvskrevet favorit til et af de bedste album i 2012, og det n�ste m�l m� v�re at f� bandet til Danmark for at give en opvisning i begsort s�rgmodighed.

Trackliste

We All Die Alone
Rain On Me
The Death of Life
Tears of the Bereaved
Reunion Illusion
Nothing But Pain
Bury Me

Omega Centauri - Universum Infinitum [4/6]

Nepper — Sun, 29 Jan 2012 16:01:45 +0100

Omega Centauri er et underligt bekendtskab. Det er en duo best�ende af en brite og en belgier, og deres aparte musik er vel noget i retning af post-black metal krydret med avantgarde-indslag, ambient og doom metal. Bandets musik, stil og udtryk er med andre ord en smeltedigel. Keyboards og synths har en fremtr�dende plads i bandets lydbillede, men uden at de er dominerende. Tempoet og stemningerne varieres en hel del undervejs, og vokalen er ogs� tilpas alsidig. Der er desuden en del dissonante riffs at finde p� skiven, som kan sk�re i �regangene, men som underbygger den m�rke og til tider klaustrofobiske stemning p� albummet.

"Ad Infinitum" er en ganske melodisk sag, der kan minde en smule om Arcturus nogle steder, og den er ret f�ngende samt mere tilg�ngelig end flere af de andre numre. Andre sp�ndende sange er den morbide og aggressive "Elusive", den ambiente og trykkende "The Oort Cloud" samt den n�sten 8 minutter lange "Fallen", der m� siges at v�re ekstremt varieret og n�sten psykedelisk nogle steder. Den lidt triste "Sams�ra", som er et ambient nummer, er jeg ogs� ret begejstret for. Numre som "I Am" og "May Whatever Cleanses Me Take Form" er desv�rre lettere middelm�dige og g�r ikke noget v�sen af sig i forhold til skivens andre sange. "A Mirror of Life" minder lidt om "Fallen", og den fungerer fint som skivens afsluttende nummer.

Omega Centauri er et ret sp�ndende og interessant bekendtskab. Jeg jubler ikke decideret af begejstring over "Universum Infinitum", men det er absolut et godt udspil, og jeg kan ikke sige andet end at det besidder en vis portion atmosf�re. Man skal muligvis v�re i et specielt lytte-hum�r for at kunne f� det maksimale ud af denne skive, men er man i rette lune til eksperimenterende musik, hvori mange stilarter mikses sammen, s� b�r man tjekke denne ud.

Trackliste:
1. Ad Infinitum
2. Elusive
3. The Oort Cloud
4. I Am
5. Fallen
6. Sams�ra
7. May Whatever Cleanses Me Take Form
8. A Mirror of Life

Aborted - Global Flatline [4/6]

Carlsen — Sun, 22 Jan 2012 16:01:14 +0100

Aborted udsender i morgen, mandag den 23. Januar, deres 7. studioalbum Global Flatline. Albummet byder p� death/grind af formidabel kvalitet, som vi kender det fra de belgiske drenge. Producer, engineer, mixing og mastering: vores egen Jacob Hansen (Hansen Studios)

Efter en kort instrumental intro som jeg finder ret overfl�dig sparkes Global Flatline for alvor i gang. Et langsomt, knivskarpt guitarriff med underl�ggende tonstunge trommer brager ud af h�jtalerne i et par takter f�r musikken sparkes 200 gange op i tempo og Aborted�s trademark blanding af teknisk, brutal death metal og furi�s, kaotisk grind smadrer trommehinderne. Stilen er lagt for resten af albummet. Aborted forst�r sig virkelig p� at komponere brutale og varierende satser, der altid fanger lytteren i sin teknikalitet og massive groove.

Der er imidlertid ikke noget specielt nyt at komme efter p� Global Flatline. Aborted holder sig til opskriften som de har haft stor succes med p� albums som Goremageddon: The Saw and the Carnage Done, Slaughter & Apparatus: A Methodical Overture og Strychnine.213. Der benyttes dog en del audio samples og flydende overgange mellem sk�ringerne p� Global Flatline, som i mine �re giver albummet en god r�d tr�d. Samtidig kan jeg alligevel ikke lade v�r med at f�le, at de mange audio samples og is�r samples som bl.a. h�res p� sk�ringerne The Origin Of Disease og Expurgation Euphoria, der er lagt ind for at hj�lpe til p� breakdownet�s bass drop, f�r skiven til at virke en smule over produceret. Det tager en del af sj�len v�k fra albummet. Det forekommer dog ikke s� ofte, og er s�ledes kun en lille ting at pege fingre af, p� et ellers habilt album.

En ting der fik mine �re op for Aborted for �r tilbage var vokalen og m�den der skiftes mellem growls og h�jere screams. Det er en af de ting man til hver en tid kan kende Aborted p�, og heldigvis er der ikke lavet om p� det i dette tilf�lde. Det bliver aldrig kedeligt at h�re p� Svencho�s psykopatiske vokale variationer. Hertil kan man s� tilf�je at Global Flatline er sp�kket med g�stevokaler. Jason Netherton fra Misery Index, Keijo Niinimaa fra Rotten Sound, Trevor Strnad fra The Black Dahlia Murder samt Julien Truchan fra Benighted hj�lper alle til med skrig og skr�l gennem skiven. En detalje der bestemt ikke g�r Global Flatline d�rligere.

Global Flatline er dog i sin helhed ikke et album der n�r samme h�jder som f.eks Goremageddon: The Saw and the Carnage Done, Slaughter & Apparatus: A Methodical Overture og Strychnine.213, p� trods af de mange fede riffs og melodier. Grunden kan jeg ikke s�tte en finger p�, selvom jeg har ligget s�vnl�s og vredet hver eneste hjernecelle for at finde en m�de at forklare det p�. I sidste ende m� det jo v�re op til lytteren selv at danne sig et indtryk af albummet.

N�r det er sagt, s� skal det ikke forst�s som at Global Flatline er et d�rligt album. Det er Aborted som vi kender dem, og s� kan det jo ikke g� helt galt. En hver Aborted kender b�r anskaffe sig Global Flatline. Skal man derimod f�rst til at pr�senteres for dette belgiske monster vil jeg nok anbefale Slaughter & Apparatus: A Methodical Overture.

Trackliste:

Omega Mortis
Global Flatline
Источник Болезни (The Origin of Disease)
Coronary Reconstruction
Fecal Forgery
Of Scabs & Boils
Vermicular, Obscene, Obese
Expurgation Euphoria
From a Tepid Whiff
The Kallinger Theory
Our Father, Who Art of Feces
Grime
Endstille

Slash - Made In Stoke 24/7/11 [4/6]

Albertsen — Sun, 15 Jan 2012 21:01:33 +0100

Guitarist-og sangskriver Saul Hudson, eller slet og ret bedre kendt som Slash, er vel nok den fra den originale Guns N� Roses-konstellation der har oplevet st�rst succes i karrieren i tiden efter den mere eller mindre opl�sning heraf. F�rst i Slash�s Snakepit, senere i Velvet Revolver og nu i hans selvtitulerede band, med hvem han i 2010 udgav debutalbummet �Slash�, form�r guitaristen bag �verdens bedste guitarriff� fortsat at betage fans og kritikere.

Det synes m�ske voldsomt allerede blot et par �r efter bandets dannelse at udgive en liveudgivelse, dette er s�gar nummer to af slagsen, og hertil skal da ogs� siges at en stor del af �Made In Stoke�� best�r af materiale fra samtlige af herrens projekter op igennem �rene. Om end en del af dette materiale kommer fra samme pen, s� kunne kendere af Slash� senere eskapader frygte en stilforvirrende omgang miskmask grundet de individuelle udtryk, men ikke desto mindre har Slash og Co. form�et at bibeholde den r�de tr�d p� udgivelsen. Det skyldes f�rst og fremmest en fremragende pr�station af vokalist Myles Kennedy der p� hans helt egne og let nasale facon s�tter sit tydelige aftryk p� de respektive numre hvad enten disse har ophav i Guns N� Roses, Velvet Revolver eller noget helt tredje. Faktisk, s� kunne Slash vel n�ppe finde st�rkere frontmand idet man aner tydelige reminiscenser til netop Axl Rose i dennes velmagtsdage hvilket m� siges at v�re ganske unikt. Myles passer da ogs� som fod i hose p� �Paradise City�, �Sweet Child O�Mine�, �Nighttrain� og alle de �vrige ud�delige klassikere � selv inkarnerede Axl Rose-fanatikere m� erkende dette faktum.

Udover at fungere som en slags best of-udspil, s� er b�de lyd og liveintensitet absolut tilstede p� �Made In Stoke�� og selvom man m�ske kunne savne lidt mere engagement fra publikum, s� synes hverken Slash eller band at lade sig distrahere heraf � musikerne har sig en regul�r fest p� scenen i frontmandens f�deby. Enkelt steder kan man m�ske endda, og med rette, postulere at Slash holder sin egen fest idet han et par gange undervejs stikker lidt af i sit solor�s som f.eks. i det mere end ti minutter lange �Godfather�-tema. Fedt initiativ, men m�ske lidt enerverende for de der prioriterer musikkens helhed frem for individuelle pr�stationer. Hvorom alting er, s� er der absolut ingen slinger at spore i valsen hos de respektive musikere for der er tale om et meget velspillende band der s� absolut kan deres kram om end man kunne savne lidt mere �power� hos trommeslager Brent Fitz (Alice Cooper) is�r p� et nummer som �Nothing To Say�.

Der er ingen overraskelsesmomenter p� �Made In Stoke�� og derfor skal man da ej heller forvente et revolutionerende udspil ligesom man i sagens natur har h�rt alt materiale f�r � for nogle m�ske endda til hudl�shed. Der er dog ingen tr�thed at spore hverken hos den aldrende Slash eller hans kumpaner hvorfor �Made In Stoke�� m� siges at v�re et fortr�ffeligt liveudspil for alle med hang til et eller flere af de bands som han igennem tiden har repr�senteret � der b�r v�re noget for en hver smag herp�!

Trackliste:
01. Been There Lately (SLASH'S SNAKEPIT)
02. Nightrain (GUNS N' ROSES)
03. Ghost
04. Mean Bone (SLASH'S SNAKEPIT)
05. Back From Cali
06. Rocket Queen (GUNS N' ROSES)
07. Civil War (GUNS N' ROSES)
08. Nothing To Say
09. Starlight
10. Promise
11. Doctor Alibi
12. Speed Parade (SLASH'S SNAKEPIT)
13. Watch This
14. Beggars & Hangers-On (SLASH'S SNAKEPIT)
15. Patience (GUNS N' ROSES)
16. Guitar Solo / Godfather Theme
17. Sweet Child O' Mine (GUNS N' ROSES)
18. Slither (VELVET REVOLVER)
19. By The Sword
20. Mr. Brownstone (GUNS N' ROSES)
21. Paradise City (GUNS N' ROSES)

Subliritum - A Touch Of Death [4/6]

Carlsen — Thu, 12 Jan 2012 15:01:48 +0100

Efter 9 �rs stilhed udgav Norske Sibliritum deres andet udspil sidste �r. M�det med udspillet bragte positive erfaringer trods undertegnets manglende interesse for norsk black metal.

N�r jeg siger manglende interesse for norsk black metal, s� mener jeg ikke alt black metal. Genren indeholder, som interesserede i forvejen vil vide, mange forskellige elementer. Jeg har dog aldrig v�ret den store lytter, og specielt ikke den minimalistiske-skrammel-black-metal som 90�erne var fuld af. Dette mest pga. den humoristisk d�rlige produktion og vokal, man ofte st�der p� i denne niche af genren. Heldigvis er det at helt andet sted i black metallens univers, at vi finder et band som Subliritum, der med deres alternative tilgang til genren har fanget min opm�rksomhed.

Tilgangen til genren er i Subliritum�s tilf�lde mere melodisk og progressiv end hvad jeg ellers t�nker p� n�r jeg t�nker back metal. Trommerne er ikke udelukkende umenneskeligt hurtige blast beats, men er derimod mere avancerede rytmer med god groove. Guitar riff�ne er heller ikke de vante 4 akkorder igen og igen, men i stedet meget progressive metal orienteret, ligesom vokalen variere godt mellem raspende skrig, growl, og endda clean. Under alle de progressive elementer finder man dog stadig den iskolde black metal �nd, med masser af grum stemning. Kombinationen af det hele giver skiven en rigtig fed aura, der taler til de fleste black metal fans, om man s� er til minimalistisk skrammel, eller mere varieret melodisk black metal.

Produktionen p� black metal skiver er for det meste en meget vigtig del af det, der skaber hele stemningen omkring musikken, og her har Subliritum ramt ganske godt. Produktionen er heldigvis hverken tynd eller skramlet, men stadig kold og skarp, hvilket spiller rigtig godt sammen med de musikalske elementer.

Hvis man ikke allerede har f�et lyst til at tjekke Subliritum�s ��A Touch Of Death�� ud, kommer her lidt ekstra argumenter for at g�re det: Subliritum har nemlig allieret sig med et par medlemmer fra Keep Of Kalessin. Der er ingen officiel trommeslager, men Vyl er manden bag t�nderne p� dette album, mens Thebon har hjulpet til med g�stevokal. Dette m� siges absolut at v�re en bonus ved A Touch Of Death.

Rundt regnet er A Touch Of Death et st�rkt album der atter har sat skub i min interesse for black metallens univers og hvad det har at byde p�. Jeg tror aldrig jeg bliver fan af den ultra ��trve�� gren, og jeg har stadig mine problemer med den raspende vokal sommetider. Ikke desto mindre har Subliritum skabt noget der er rigtig fedt og bestemt v�rd at tjekke ud, mens det stadig er koldt og gr�t udenfor.

Trackliste:

No Tomorrow
Indulgence
The Beast
Back To Zero
Memories
Cease To Be
Berserk
A Touch Of Death

Loch Vostok - Dystopium [5/6]

Carlsen — Tue, 03 Jan 2012 13:01:30 +0100

Loch Vostol er egentlig ikke et band jeg har det store kendskab til. F�r m�det med bandets fjerde udspil Dystopium, var mit kendskab til de fem herrer blot et kort lyt, da de varmede op for King Diamond p� Train i 2006.

Det er sandsynligvis min hukommelse der svigter lidt, men jeg husker ikke at de i 2006 l�d s� overbevisende, som de g�r p� Dystopium. Skiven er proppet til renden med progressiv ekstrem metal af h�j kvalitet. Der bliver udnyttet s� meget som muligt, af et bredt spektrum af metal genre. Alt fra de progressive elementer, over hypnotiserende melodier og hooks, til brutale elementer fra b�de death og black metal samt moderne tiltag fra NWOAHM ala Lamb Of God, og den velkendte G�teborg-sound. Det er alt sammen en noget stor mundfuld at pr�ve at sluge, men giver man skiven tid til at synke til bunds, s� �bner der sig et univers af virkelig fede elementer kogt sammen til et fedt album, med masser af �reh�ngere.

Frontmand Teddy M�ller (danske Wuthering Heights) mestrer en vifte af vokalteknik, som giver skiven en fed variation og tager lytteren rundt i forskellige f�lelsesindtryk gennem hver eneste sk�ring. Sammen med guitarens melodier, skabes der numre der er s� f�ngende, at selv en guldfisk vil kunne huske dem efter at have lyttet til Dystopium. Som helhed spiller bandet rigtig godt sammen, og det virker som om, man har gennemt�nkt hvordan elementer og instrumenter bedst muligt fungerer i f�llesskab.

Tekstmaterialet cirkulerer prim�rt omkring emner som samfundskritik, revolution, milj�, censur-samfund og lignende. Emner der altid vil falde godt i mine �re. Man kan v�lge at fordybe sig og analysere teksterne, eller blot tage det med for vokalen. Uanset hvad imponerer Hr. M�ller p� det ene eller det andet plan. Selve produktionen af skiven er der ikke meget at kommenterer p�. Der er hverken gjort noget banebrydende eller noget decideret d�rligt. Det er som s�dan, som det skal v�re. Jeg er dog ikke i tvivl om, at man har arbejdet l�nge p� at fange det rigtig mix til skiven.

Efter at have lyttet til Dystopium undrer det mig, at Loch Vostok�s performance ikke gjorde st�rre indtryk p� mig, da jeg s� dem som opvarmning til King Diamond. Jeg vil i hvert fald ikke lade endnu et album fra dette band g� forbi mine �re.

Trackliste:

A Mission Undivine
Repeat Offender
World Trade Dissenter
Sacred Structure
Navigator
In The Wake Of Humanity
Viral Strain
Disconnection
Taste The Flame
Absence
Dystopium

Spires - Spiral Of Ascension [4/6]

Carlsen — Wed, 28 Dec 2011 12:12:27 +0100

Spires selvfinansierede tilbage i 2010 udgivelsen af deres debut album Spiral Of Ascension, som jeg sidder med i fysisk udgave. Udspillet er nu blevet udgivet digitalt via bl.a. iTunes, Amazon, Spotify, Vidzone, og Nokia Music. Albummet byder p� progressive metal a la ��Dream Theater m�der Opeth��, og slipper godt af sted med det.

Det f�rste der tog min opm�rksomhed, da jeg h�rte Spiral Of Ascension igennem, var vokalens brug af clean/growl variation. Et progressivt element der er h�rt mange gange f�r, og is�r brugt af opeth�s Mikael �kerfeldt. Der var alligevel noget der var anderledes denne gang. Den growlende vokal er ikke just den mest interessante jeg har h�rt, men det er den cleane til geng�ld. Variationen af clean/growl kan let g� hen og efterlade den cleane del som fyld for growlen, men i Spires tilf�lde er det faktisk omvendt. Paul Sadler (vokal) har en clean vokal af en standard jeg aldrig hat h�rt f�r. Den har b�de kant og personlighed, uden det virker p�taget, og fremst�r egentlig som den prim�re v�gt mellem clean og growl.

Musikken er af standard kvalitet, hvilket absolut ikke er skidt. Strenge til b�de Dream Theater og Opeth bliver trukket kraftigt i og resultatet er et sp�ndende toneunivers, mesterlig teknisk kunnen og interessante takter, som vi kender fra den progressive niche. Som s�dvanlig, n�r vi bev�ger os blandt de progressive elementer, er der ogs� instrumentalnumre hvilket generelt ikke tiltaler mig vildt, men det har jeg l�rt at tage med. Numrene Equilibrium, The Infinite Descent og det 13 min. og 34 sek. lange Broken Hourglass har form�et, foruden de tekniske h�jder, at s�tte sig i min hukommelse hvilket er et sj�ldent tilf�lde n�r jeg bliver pr�senteret for s� mange musikalske teknikaliteter og ideer, der skal holdes styr p�.

P� de resterende numre g�r det desv�rre lidt ned af bakke. Ikke fordi hverken musikken eller ideerne bliver d�rlige. Anden halvdel af skiven form�r bare ikke p� samme m�de som f�rn�vnte numre at give mig andet end musikalsk kunnen. Der er ikke noget der fanger mig og tager mig med ned under overfladen af numrene. M�ske er det fordi der er meget langt mellem de interessante musikalske passager i de sidste fire numre, der samlet vare omkring de 30 min., og is�r vokalen ikke pr�senterer den samme kant og personlighed som f�r, n�r den endelig er der. P� den m�de virker halvdelen af skiven for mig overfl�dig. Der er dog stadig tale om et st�rkt debut album, og er man til progressive metal s� b�r man tage en lytter til dette album. Numrene Equilibrium, The Infite Descent og Broken Hourhglass kan varmt anbefales, og l�g specielt m�rke til den cleane vokal!

Trackliste:

Equilibrium
The Infinite Descent
Nightfall
Broken Hourglass
Symmetry
Martyr
Spiral of Ascension
A New Prayer (Bonus track)

Deadly Carnage - Sentiero II - Ceneri [3/6]

Nepper — Mon, 19 Dec 2011 20:12:37 +0100

Deadly Carnage fra Italien ud�ver en blanding af black- og doom metal, men med hovedv�gten lagt p� forholdsvis melodisk black metal. "Sentiero II - Ceneri" er bandets andet fuldl�ngdealbum, men vel at m�rke et selvfinansieret et af slagsen. Bandet har ogs� en demo, en EP og nogle optr�dener p� forskellige undergrunds-opsamlinger med i bagagen.

"Sentiero II - Ceneri" indeholder 6 sk�ringer med en samlet l�ngde p� 42 minutter. Som n�vnt tidligere kan bandets musik bedst klassificeres som (melodisk) black metal krydret med elementer og ideer fra doom metallen. Der er ikke noget synderligt originalt eller banebrydende over Deadly Carnages udtryk, men de langsomme, tunge riffs bidrager med variation og stemningsskift i den ellers lidt enslydende black metal, s� doom-delene m� siges at tjene deres form�l, selvom de ikke optr�der hele tiden og igen. De skaber med andre ord en god kontrast til de hurtige black metal stykker.

Desv�rre er lyden og produktionen ikke helt optimal efter min mening, og jeg savner overordnet set noget slagkraft og dynamik. Skiven lyder med andre ord lidt "flad" og steril en del steder, is�r i de parter hvori leadguitaren optr�der, hvilket er en skam, da man kan h�re, at bandet pr�ver at f� en bombastisk og storladen stemning frem mange steder, men desv�rre uden det store held. Bandet er faktisk bedst, n�r de enten k�rer i afd�mpede, melankolske passager eller i de f�rn�vnte doom-inspirerede riffs. I den forbindelse b�r numre som "Parallels", "Ceneri" og til dels "Epitaph Part II" fremh�ves, idet de i h�jere grad end de andre numre indeholder nogle gode melodier, interessante arrangementer og opbygninger, og sidst men ikke mindst en p�n slat stemningsskift. "Ceneri" er trist og afd�mpet fra start til slut, men forskellige melodier og instrumenter glider p� fin vis over og under hinanden, og jeg synes godt om de forskellige lag og variationer, der findes i denne.

Deadly Carnage har nogle gode ideer, og de er langt fra talentl�se, men i det store hele er der for f� sange og riffs p� ""Sentiero II - Ceneri", som skiller sig ud og kiler sig ind i hovedet p� lytteren, og i fremtiden h�ber jeg, at bandets fem gutter vil fors�ge at g�re noget ved dette, for spilleevnerne er der sgu. Som n�vnt tidligere synes jeg godt om is�r "Parallels" og "Ceneri", da de besidder nogle sp�ndende ideer og kvaliteter, og det �rgrer mig lidt, at resten af materialet ikke er p� h�jde med disse. Bandet varierer musikken med temposkift, afd�mpede og melodiske passager, doom riffs, blast-parter, lidt akustisk guitar og et par forskellige vokaltyper, men med f� undtagelser virker skiven desv�rre ikke overbevisende eller dragende. Jeg tvivler p�, at "Sentiero II - Ceneri" vil finde vej til min afspiller mange gange fremover. Jeg vil dog ikke afskrive bandet, for der er definitivt potentiale og gode ideer at hente flere steder, s� lad os h�be p� bedre og mere gennemarbejdede udspil i fremtiden.

Trackliste:
1. Guilt of Discipline
2. Parallels
3. Epitaph Part I
4. Epitaph Part II
5. Growth and New Gods
6. Ceneri

Souldrainer - Heavens Gate [4/6]

Carlsen — Sat, 17 Dec 2011 13:12:54 +0100

P� trods af godt 13 �r p� bagen, er Souldrainer�s blot andet studioalbum nu p� gaden. Kreationen har f�et titlen Heavens Gate og er i hovedtr�k et ��over middel�� album, der dog ikke form�r at udnytte sit potentiale fuldt ud.

Souldrainer best�r i dag af tre svenske personligheder. Henholdsvis Marcus Edvardsson (vokal, 1999-nu) , Jocke Wassberg (bas, 2003-nu) og Arttu Malkki (trommer, 2005-nu). F�rst- og sidstn�vnte ringer m�ske en klokke hos Aeon fans. Der er nemlig tale om bassist og trommeslager af dette band.

Musikken som Souldrainer komponerer er melodisk d�dsmetal st�rkt associeret med den stil, landsm�ndene Hypocrisy har st�et for i mange �r. Souldrainer har s�gar ladet sig inspirere s� meget af Peter T�gtgren, at de har valgt at bruge hans fascination af aliens som baggrund for coveret til Heavens Gate og albummets tekstunivers. Formentligt. Det ville kl�de Souldrainer at styre mod en mere personlig stil. Der er masser af potentiale i det de g�r, men det er som om, de aldrig udnytter det til fulde, og sommetider lyder det til, at Marcus� vokale ville passe bedre ind i en mere death/thrash orienteret stil, frem for det melo death spektrum bandet bev�ger sig i. B�de musik og vokal er uden tvivl af god karakter, men til melo death med elementer af b�de industrial og klassiske strengkompositioner, ville en mere flydende growl vokal m�ske passe bedre, i forhold til Marcus� raspende teknik. Det lyder som om, Marcus har sv�rt ved at f�lge musikkens melodier, med hans vokal teknik som ofte bliver brut i mere ��lige ud af landevejen�� kompositioner af death/thrash. En knap s� kantet, mere afrundet growl-teknik ville sandsynligvis hj�lpe til at kunne skabe de melodier der skal til. Denne distance mellem vokal og musik kommer til st�rst udtryk i albummets bonus track, men her er musikken n�rmest ogs� mere indie rock end melo death. Det er et noget malplaceret nummer, som m�ske bare skulle have v�ret udeladt. Udover p� bomus tracket er distancen mellem musik og vokal dog mest noget man l�gger m�rke til ved de f�rste gennemlytninger. Efter cd�en har v�re i anl�gget lidt flere gange falder vokal og musik bedre p� plads. Man b�r nok ikke forvente en bestemt vokal, i f�rste sekund musikken g�r i gang.

Studioarbejdet har frontmand Marcus Edvardsson selv st�et for, og det har han gjort ganske fint, i henhold til musikken og stilen som Souldriner str�ber efter.

Med den stemme og de riffs og melodier som Marcus og resten af bandet pr�senterer p� Heavens Gate, sidder jeg som lytter tilbage med et indtryk af, at kreativiteten ikke toppede p� dette album. Jeg er sikker p�, at Souldrianer er i stand til at skabe en mere personlig stil og ogs� arbejde hen imod at passe musik og vokal bedre sammen. I hvert nummer kan der findes masser af gode riffs og kreativitet som desv�rre bare ikke pr�ger albummet nok. Albummet fremst�r som helhed derfor klart som et af over middel karakter, men s� heller ikke mere, da det fulde potentiale i b�de musik og vokal ikke virker udnyttet.

Albummets h�jdepunkter i form af numrene Fed By Fire, Low, The God Delusion, The legacy, Dying For Your Sick Belief og Heavens Gate kan anbefales at lytte til.

Trackliste:

01 The Quest
02 Fed By Fire
03 Low
04 Alien Terror
05 Hung On The Wall
06 The God Delusion
07 Gate Guard
08 The Legacy
09 Remember Me
10 Dying For Your Sick Belief
11 Goodbye Farewell
12 Heaven�s Gate
13 Tools Of Torture El Parador (bonus track)

Disgrace - Vol. 2 [2/6]

Nepper — Sat, 10 Dec 2011 19:12:32 +0100

Lad mig starte ud med at sige, at finske Disgrace og albummet "Vol. 2" er en lettere speciel aff�re, og lidt baggrundshistorie er nok p� sin plads her i indledningen. Disgrace debuterede tilbage i start 90erne p� det lille pladeselskab Modern Primitive med skiven "Grey Misery", og efterf�lgende fl�j gutterne s� i studiet for at indspille efterf�lgeren til debutalbummet. I det medf�lgende presse- og promo-materiale st�r der s�, at pladeselskabets manager stak af eller forsvandt fra jordens overflade med masterb�ndet til bandets dengang kommende album. Tingene skulle dog blive v�rre, eftersom studieteknikeren havde slettet studieindspilningerne f�r bandet fik reddet sig en ekstra kopi af masterb�ndet. De sad �benbart ikke og klynkede over dette, for de fortsatte ufortr�dent med nye udgivelser, mens dette album, "Vol. 2", blev anset som v�rende tabt. I nyere tid greb nostalgien �benbart bandet, for efter at have lyttet et hav af deres gamle kassetteb�nd med optagelser og indspilninger igennem, lykkedes det dem at rekonstruere "Vol. 2" ud fra tre forskellige b�nd af svingende kvalitet. N�sten tyve �r efter dets tilblivelse, ser albummet s� endelig dagens lys, om end i en lidt anden kvalitet og form end bandet havde tilt�nkt det dengang for mange �r siden.

Disgrace bliver flere steder kategoriseret som en blanding af death metal og grind, og det kan der til en lille bitte grad v�re noget om, men jeg synes, at Disgrace er s� sygeligt groovy og gyngende i deres udtryk p� denne skive, at jeg begynder at tvivle p�, om det egentlig er passende at betegne dem som et death metal/grind band. M�ske "Vol. 2" skal ses som en form for overgang mellem bandets mere grindede udtryk p� demoerne/debutalbummet og den efterf�lgende fase, hvor musikken blev ret s� rocket, groovy og til tider punket? Men lad os komme videre i forl�bet. Taget i betragtning af at "Vol. 2" er stykket sammen af forskellige kassetteb�nd, s� er lyden ikke v�rst. Mange steder er det dog tydeligt at h�re, at musikken er taget fra gamle kassetteb�nd, for der er sgu nogle ridser, huller og hakker i lakken undervejs, og til tider kan man h�re den der summende lyd i baggrunden ret tydeligt. Alt i alt er det dog bedre end forventet taget omst�ndighederne i betragtning.

Fra skivens start til slut er det ogs� tydeligt at h�re, at Black Sabbath har v�ret en stor inspirationskilde for Disgrace og deres m�de at skrive riffs p�. Is�r den alm�gtige "Vol. 4" tr�nger sig p� i denne forbindelse. Ikke at Disgrace lyder som Black Sabbath eller at de p� nogen m�de n�r det samme guddommelige musikalske niveau, men inspirationerne er der uden tvivl. Musikken p� "Vol. 2" gynger og groover som sagt mange steder, hvilket er okay et stykke hen ad vejen, men i l�ngden synes jeg, at det bliver lidt for meget, m�ske netop fordi jeg ikke synes, at de mestrer det helt til fulde samt at ikke alle deres riffs er s�� sp�ndende og f�ngende at lytte til. Med hensyn til tempo varierer gutterne det dog nogenlunde, men de er vel bedst, n�r de spiller relativt langsomt og tungt. "Mindblade" og "In Dark" synes jeg er ganske okay, men udover disse er der efter min mening ikke noget, der virkelig skiller sig ud.

Det kan godt v�re, at mange vil se p� denne udgivelse som et must, et kultobjekt eller et "glemt" mesterv�rk, men for mit vedkommende er der ikke det store at hente her, og jeg tvivler p�, at "Vol. 2" havner i min afspiller igen, simpelthen fordi at stilen ikke siger mig det store. Elsker man groovy og rocket metal, s� er der alts� bedre bands derude, men for de af jer, der har kendskab til dette bands bagkatalog, s� vil "Vol. 2" sandsynligvis v�re af interesse.

Trackliste:
1. Distress
2. One Spiral
3. Forever
4. Bride`s Wedding Dress in Blood
5. The Earth Silence
6. Mindblade
7. Christ Addict Sense
8. In Dark
9. Fade

Like Moths to Flames - When We Don't Exist [4/6]

Blem — Wed, 07 Dec 2011 17:12:17 +0100

Like Moths to Flames er et ungt metalcore band fra Columbus, Ohio. Medlemmerne har tidligere spillet i bands som Emarosa, Agraceful og TerraFirma og i november udkom Like Moths to Flames� debutalbum: When We Don�t Exist, som er opf�lger til deres Sweet Talker EP fra 2010. Musikken er tidstypisk med hardcore vokal, melodiske omkv�d, masser af chugga-riffs og breakdowns. When We Don�t Exist er i USA udkommet p� Rise Records, hvor Like Moths to Flames er i godt selskab med andre genrebesl�gtede bands som Of Mice and Men, Miss May I og For the Fallen Dreams.

Albummets f�rste nummer �The Worst In Me� �bnes med en dyster instrumental intro, som leder over i et tungt staccato riff, hvorefter nummeret for alvor g�r i gang med frontmand Chris Roetters aggressive mid-to-high pitch vokal. N�ste nummer �GNF� er mere af samme skuffe: Masser af staccato riffs, breakdowns og aggressiv hardcore vokal, som dog suppleres af Danny Leel (Upon A Burning Body) som har en mere dyb, brutal vokal end Roetter, og de to komplimenterer hinanden godt. Like Moths to Flames og Upon A Burning Body turneer tilmed sammen i �jeblikket p� Thrash And Burn Tour 2011, s� man kunne forestille sig, at de amerikanske fans f�r lov til at opleve nummeret fremf�rt af de to vokalister live.
�You Won�t Be Missed� er f�rste single fra albummet. Der er god kontrast mellem det hardcore vers og det mere poppede, melodiske omkv�d, og nummeret fungerer derfor godt som single. Det fremst�r dog utroligt skabelonsk�ret og er p� den m�de en ret god repr�sentation for albummet, da dette i h�j grad er, hvad der kendetegner When We Don�t Exist. Heldigvis er der dog ikke melodiske omkv�d p� alle numrene, og f.eks. er �Your Existence� fuldfed, aggressiv metalcore fra ende til anden. Teksterne er vanen tro emotionelle og handler om tro, h�b og tilgivelse, typisk med negative fortegn. Som f.eks. i �My Own Grave�, hvori det lyder: �Just stay away, stuck in a hole that's too deep for me to climb out. There's nowhere left for me to go, so just leave me here on my own.�

Der er i det hele taget ikke meget der overrasker p� dette album, der til tider ogs� lyder som noget et band som I, The Breather kunne have skrevet. N�r det er sagt, er When We Don�t Exist dog et bundsolidt debutalbum fra et tidstypisk band, som helt sikkert vil behage fans af nogle af de ovenn�vnte besl�gtede bands eller fans af metalcore generelt.

Trackliste:

1) The Worst In Me
2) GNF
3) No Hope
4) You Won�t Be Missed
5) Faithless Living
6) Your Existence
7) Trophy Child
8) My Own Grave
9) Something To Live For
10) Real Talk
11) Praise Feeder

Derek Sherinian - Oceana [2/6]

Thomsen — Sun, 04 Dec 2011 21:12:01 +0100

Derek Sherinian er tilbage med endnu en gang fusions rock/jazz. Han har tidligere v�ret med i Dream Theater og Planet X, s� man m� sige, at han prim�rt bev�ger sig inden for den progressive genre. For et par �r siden udgav han albummet �Molecular Heinosity�, der desv�rre ikke er blevet anmeldt p� Metalzone, men vi har nu ikke f�et efterlysninger p� denne... Det sidste album havde tydelige elementer fra den traditionelle progressive rock, mens dette nye album, �Oceana�, har meget mere inspiration fra jazzen.
Alle numre er instrumentale og fyldt med keyboard-effekter, rolige trommer og stemningsfuld el-guitar. De er mere eller mindre alle ret langsomme, og det er mest el-guitaren, Hammondorgel (lydene) og bassen, der leder tanken hen p� progressiv rock, men da musikken aldrig kommer hen p� noget decideret Rock, s� bliver man lidt ut�lmodig i l�ngden. Stilen er meget tilbagel�net.

�Euphoria� er klart et af de bedre numre, mens �El Camino Diablo� har det mest voldsomme navn (Dj�vlens vej), der skuffer meget. �Ghost Runner� har lidt mere gang i den, hvilket er h�rdt tiltr�ngt.
Med alt det keyboard f�ler man sig helt hensat til det ydre rum (eller 80'erne).

Dette album er nok mindre relevant for denne hjemmesides l�sere, og ud fra denne vurdering er der ogs� kun 2 pentagrammer at hente, selvom jeg ikke er i tvivl om, at Deres Sherinian er en meget dygtig musiker, og der sikkert er mange der er begejstret for dette album. Jeg er dog ikke begejstret, og gl�der mig allerede til at fokusere p� noget musik, jeg f�ler kan kaldes Metal.
En rigtig god produktion og egentlig flot musik, der bare ikke er interessant i l�ngden og kort sagt er for meget Jazz.

Trackliste:
1. Five Elements
2. Mercury
3. Mulholland
4. Euphoria
5. Ghost Runner
6. El Camino Diablo
7. I Heard That
8. Seven Sins
9. Oceana

Winds of Plague - Against the World [4/6]

Blem — Sun, 04 Dec 2011 05:12:00 +0100

Californiske Winds of Plague udgav i april deres tredje album p� Century Media; Against the World, som er opf�lger til The Great Stone War fra 2009. Siden den f�nomenale debut Decimate the Weak fra 2008, har de brutale pestvinde tordnet frem med deres fork�rlighed for hardcore, death metal og storladne symfonier, hvilket Against the World er endnu et eksempel p�. Sekstettens musik er en voldsom og fantastisk oplevelse b�de p� plade og live, hvilket flere bes�g i K�benhavn bl.a. har vidnet om, og de har efterh�nden sl�et deres navn fast som et eklektisk band, der prioriterer brutalitet og melodi lige h�jt.
Winds of Plague har p� dette album arbejdet sammen med den Grammy-vindende producer Matt Hyde (Slayer, Hatebreed, Children of Bodom m.fl.), som har haft den sv�re opgave at f� sekstettens storladne og voldsomme lyd til at fremst� b�de tonstung og knivskarp. Dette er dog lykkedes med bravur, og Against the World er et utroligt l�kkert lydende album.

Winds of Plagues musik er noget n�r det t�tteste man kommer p� metalversionen af soundtracket til et storladent fantasyv�rk, hvilket konceptalbummet The Great Stone War var et flot eksempel p�. Against the World �bnes med introen �Raise the Dead� der med sine strygere, bl�sere, kor og b�rnesang n�rmest lyder som noget fra en Tim Burton film. 45 sekunder inde afl�ses kor og b�rnestemmer af frontmand Johnny Plagues brutale br�l samt de to guitarister Nick Piunno og Nick Eashs staccato riffs, der leder over til n�ste nummer �One For the Butcher�. Her viser Pestvindene deres hang til b�de hardcore og melodisk death metal, hvilket de herfra og resten af albummet igennem konstant skifter frem og tilbage imellem. De avancerede deathcore riffs fra Decimate the Weak er nedprioriteret en del, til fordel for mere simple hardcore riffs og tunge breakdowns. I det hele taget er Against the World et album med masser af groove, gangvocals og mange fede hooks, som er oplagte for publikum at skrige med p� ved bandets koncerter. Et eksempel herp� er s�tningen �I walk this Earth alone with broken bones, I fear no evil, evil fucking fears me!� fra �Refined In the Fire�.

Bandet har f�et lavet videoer til numrene �Drop the Match�, �California� og f�rn�vnte �Refined In the Fire�, hvilket m� siges at v�re noget af en udvikling, da der kun blev lavet en enkelt video fra Decimate the Weak og slet ingen videoer fra The Great Stone War. Man f�r i det hele taget indtrykket af, at bandet har haft store planer med dette album, hvilket ogs� kan ses p� kvaliteten af g�steoptr�dener. S�ledes kan man bl.a. h�re Jamey Jasta (Hatebreed m.fl.) og Mattie Montgomery (For Today) levere seje g�stevokaler p� henholdsvis �Built For War� og �Refined In the Fire�, som samtidig fremst�r som nogle af albummets absolut bedste numre.
Mest bem�rkelsesv�rdigt er dog nummeret �The Warrior Code�, hvor tidligere WWF/WCW wrestler The Ultimate Warrior leverer spoken word vokal, med smuk og n�rmest middelalderlig musik tilsat dobbeltpedal og chugga-guitar som underl�gning. P� vanlig Warrior-facon fort�ller han energisk om liv og d�d for en �gte kriger. Han passer perfekt ind i Winds of Plagues univers med deres tekster om krigere, helte, slagmarker og �re. Coveret til albummet prydes tilmed af rustningen fra samuraikrigeren fra Decimate the Weak, hvilket sammen med teksterne og det generelle storladne indtryk vidner om et virkelig gennemf�rt musikalsk univers.

Det episke krigerunivers st�r samtidig som eneste hanke ved albummet, da det kan virke en anelse corny. Numrene er sovset s� meget ind i piano, strygere og storladne symfoniske elementer, at det bliver lidt for meget i l�ngden. Dette er dog samtidig en s� integreret del af Winds of Plagues udtryk, at det ikke virker forceret.
Synes man om bandets tidligere udgivelser, er dette album et absolut must. Nye lyttere med hang til hardcore, death metal og symfoniske elementer kan med fordel ogs� starte her, da Against the World er et virkelig godt album.

Trackliste:

1) Raise the Dead
2) One For the Butcher
3) Drop the Match
4) Built For War
5) Refined In the Fire
6) The Warrior Code
7) Against the World
8) Monsters
9) Most Hated
10) Only Song We�re Allowed to Play In Church Venues
11) California
12) Strength to Dominate

Fleshpress - Acid Mouth Strangulation [5/6]

Nepper — Sat, 03 Dec 2011 10:12:33 +0100

Fleshpress fra Finland er et interessant og ret s� anderledes bekendtskab for mit vedkommende. Bandet ud�ver en obskur blanding af sludge, doom, hardcore og stoner rock, og det fungerer faktisk rigtigt godt. Jeg har ikke noget kendskab til kvartettens 4 forrige udgivelser, men "Acid Mouth Strangulation" er efter sigende langt mere dynamisk og varieret end tidligere udspil, og det tror jeg p�.

Musikken er selvsagt tung, sl�bende og tilbagel�net, som sludge og doom jo ofte er, samtidig med at den er dragende og tilpas f�lelsesladet, for jeg synes absolut ikke, at der mangler vrede, agression og bitterhed p� "Acid Mouth Strangulation". Vokalisten lyder til tider som en forpint sj�l, der har pr�vet alle t�nkelige narkotiske stoffer, og egentlig bare har brug for at f� al galden ud af systemet. Der er nogle interessante stemningsskift i musikken, eksempelvis i �bningsnummeret, "Glass Trails", hvor de f�rste 6-7 minutter best�r af afd�mpede, hypnotiske og n�sten meditative guitarstykker, der langsomt men sikkert fanger lytterens interesse, f�r de f�rste tunge, ubehagelige akkorder sl�s an og lytteren tr�kkes helt ned i s�let. En utrolig god opbygning, hvor musikken hele tiden bliver mere intens. "Copper Eye" er mere rocket, ligefrem og tilg�ngelig end de andre sange, og det er uden tvivl en god og f�ngende sang. De sidste 2 minutter i sangen er ret ubehagelige og dystre. "Oblivion Persistent" kommer i l�bet af dens 20 minutters spilletid ret vidt omkring, og den sang er en rejse i sig selv. P� mange m�der l�ner den sig op ad "Glass Trail" med hensyn til stemning og opbygning.

Musikken er tilpas stemningsfuld og medrivende, sangene er skruet godt sammen, og musikerne kan sgu sagtens h�ndtere deres instrumenter. Til trods for at sangene indeholder mange, lange og monotone stykker, s� er der alligevel et eller andet uforudsigeligt over denne skive og de skift der er i musikken, m�ske i kraft af at bandet tr�kker p� forskellige genrer og bruger forskellige virkemidler for at opn� deres m�l. "Acid Mouth Strangulation" er organisk og pulserende musik, der uden de store problemer form�r at forene det betagende og underligt smukke med det grumme og ubehagelige. En m�rkv�rdig men ikke desto mindre sp�ndende udgivelse at give sig i kast med!

Trackliste:
1. Glass Trails
2. Copper Eye
3. Oblivion Persistent

Haemoth - In Nomine Odium [3/6]

Nepper — Sun, 27 Nov 2011 20:11:54 +0100

De franske misantroper i Haemoth er efter nogle �rs stilhed p� udgivelsesfronten tilbage med et nyt album, som har f�et titlen "In Nomine Odium". Nuvel, et par opsamlingsskiver har set dagens lys indenfor de sidste par �r, men den sidste fuldl�ngdeskive, "Vice, Suffering and Destruction", har efterh�nden en 6-7 �r p� bagen.

Haemoth anno 2011 er r�, beskidte og aggressive, og nogle dele og partier er ikke helt ulig dem man finder i Hell Militia og gammel Antaeus, i hvert fald p� stemningssiden. Riffs og melodier drejes ofte over i det dissonante og sk�rer til tider i �regangene, hvilket underst�tter og underbygger den hadefulde og til andre tider morbide atmosf�re ret godt i nogle tilf�lde. Selvom lyden er r� og infernalsk, s� kan de enkelte instrumenter h�res, og det er s�m�nd fint. Mit store problem med denne skive er dog, at jeg savner dynamik og variation i musikken og vokalen. Det er ikke s�dan, at Haemoth n�dvendigvis k�rer derudad i samme riff i 8 minutter, men n�r jeg lytter til albummet i sin helhed, s� glider flere af numrene sammen. Det bliver simpelthen for monotont og en-dimensionelt flere steder med hensyn til stemning og udtryk. Dette h�nger vel ogs� sammen med, at Haemoths melodier, riffs og arrangementer desv�rre ikke skiller sig ud eller lyder f�ngende og dragende i flere af sangene. De lange, brutale passager afl�ses i nogle af numrene af st�j, ambiente indslag og industrielle effekter, men jeg skal v�re �rlig at indr�mme, at de ikke giver eller bidrager med s� frygtelig meget til musikken. Eksempelvis er de 2 minutters st�j i slutningen af "Disgrace" dr�bende for atmosf�ren og lytterens interesse.

H�jdepunkterne p� "In Nomine Odium" er den f�ngende "Demonik Omniscience" samt "Son of the Black Light", hvori der fremmanes en modbydelig og kv�lende stemning. I disse er der tale om en tyktflydende, menneskefjendsk og klaustrofobisk atmosf�re, variation og nogle overraskende skift i musikken, og sidst men ikke mindst nogle mindev�rdige riffs og partier. Det afsluttende nummer, "...And Then Came The Decease", er heller ikke d�rligt, og ligesom "Son of the Black Light" er der en del variation at finde i dette. De 2 minutter best�ende af ambient musik og st�j, som er klistret i enden af dette nummer, g�r dog hverken fra eller til, og det er en tam afslutning p� et ellers godt nummer.

"In Nomine Odium" har kvaliteter, og de to herrer i Haemoth form�r jo at skabe en ond og kvalmende atmosf�re i nogle af sangene, s� det er ikke et helt og aldeles intetsigende eller ligegyldigt udspil, vi har at g�re med her, men omvendt har jeg h�rt mange lignende bands g�re det bedre end dette (is�r andre franske bands). Haemoth beviser egentlig allerede fra sangen "Slaying the Blind", at de kan levere kold, voldsom og intens black metal, men der skal lidt mere end aggression og fandenivoldskhed til for at g�re dette til et album, som jeg har lyst til at lytte til flere gange. Er man generelt ret pjattet med franske black metal bands, s� kan man jo give Haemoth en chance, men der findes sgu mange andre bands og udgivelser fra den kant, der er langt mere innovative og fascinerende.

Trackliste:
1. Odium
2. Slaying The Blind
3. Demonik Omniscience
4. Spiritual Pestilence
5. Disgrace
6. Son Of The Black Light
7. ...And Then Came The Decease